søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Jabra Elite 4 Active

Test: Jabra Elite 4 Active

Vi skal se på Jabras nyeste in-ear headset til aktivt brug, Jabra Elite 4 Active.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi selve Jabra Elite 4 Active headsettet, to sæt ekstra silikone ørepropper, og et USB-C kabel til opladning.

Design og funktionalitet

Med Jabra Elite 4 Active går vi tilbage til det høje etui, til forskel fra den lidt lave og brede etui vi så til Jabra Elite 7 Pro.

Jabra Elite 4 Active bliver opladet via USB-C. Da vi er i den lidt lavere ende af prisskalaen er der ikke indbygget trådløs opladning i etuiet.

En fuld opladning af headsettet giver op til 7 timers spilletid, og der er op til 3 ekstra opladninger i etuiet for en samlet spilletid på op til 28 timer (uden aktiv støjreduktion ved middel volumen) Under min test har jeg ikke oplevet at batteritiden var et problem.

Headsettet er i Active segmentet, og det betyder det kan bruges til træning uden at man skal være bange for om det tager skade af sved eller andet. Det er faktisk IP-57 certificeret, hvilket bl.a. betyder at det kan tåle at være under 1 meter vand i en halv time, så det tåler fint at blive skyllet under vandhanen efter træning. (Bare man sørger for at det er tørt inden man sætter det tilbage i etuiet.)

Pasformen er rigtig god, med den rigtige størrelse silikone øreprop sidder de sikkert i øregangen. De vejer 5 gram stykket og sidder forholdsvist tæt til øret, det er også med til at øge komforten. Der sidder to mikrofoner i hver side, som gør det muligt at lave aktiv støjreduktion. Der sidder ingen mikron inde ved øregangen, så det er ikke den kraftigste støjreduktion. Man indstiller aktiv støjreduktion via Jabras Sound+ app til mobilen. Her kan man vælge hvordan støjreduktionen skal fungere når man er i et støjfyldt miljø. Her er det vigtigt at pointere at der er ikke er en sammenhæng, så f.eks. den øverste indstilling er kraftigst, og den nederst er svagest. Det afhænger af hvilken støj man er i, så man skal lige bruge 20 sekunder på at finde den indstilling der virker for en i det miljø man er i. Da jeg sad i et tog, var det f.eks. en af de lavere indstillinger der fjernede mest motorstøj.

Jabra Elite 4 Active sidder tæt i øret, og alene af den grund lukker de meget lyd ude, men med aktiv støjreduktion så forsvinder der lige en smule mere. Effekten er ikke voldsom, men med den rigtige indstilling så kan man bestemt høre en forskel.

Fordi Jabra Elite 4 Active i sig selv lukker meget lyd ude blev jeg ret glad for HearThrough funktionen, der bruger mikrofonerne til at sende lyden fra omgivelserne ind i headsettet. Den brugte jeg bl.a. på mine gåture når jeg skulle krydse trafikerede veje for at holde fuld opmærksomhed på trafikken uden at skulle fjerne headsettet.

Sound+ app’en tilbyder en mængde andre indstillinger, deriblandt en equalizer så man kan indstille lyden til ens personlige præference.

Lydkvaliteten når jeg lyttede til musik var rigtig god, med den klassiske “Jabra-lyd” som giver god bund i bassen og klar diskant der ikke bliver skinger. Jeg lyttede til mange slags musik og lyd, lige fra tung og kompliceret Death metal, bastung elektronisk dance musik, sarte akustiske numre, og lydbøger. Og efter minimale justeringer i equalizeren klarede Jabra Elite 4 Active dem alle til fuld tilfredshed!

Lyden under telefonopkald er helt i top, der var ingen klager over hverken baggrundstøj eller problemer med at forstå hvad jeg sagde. Ligeledes er lyden i headsettet også god, og med den justerbare “sidetone” får man ikke fornemmelsen af at snakke med propper i ørerne. Sidetone betyder at headsettet tager noget af lyden fra omgivelserne og sender ind i øret under opkald, så man kan høre sig selv lidt mere naturligt. Og i Jabra Elite 4 Active virker det helt fint.

De to mikrofoner gemmer sig bare det lille metalgitter. På den ende der vender mod øret kan man se de to kontakter der bliver brugt til opladning.

Der sidder en trykknap på hver side man kan bruge til at betjene headsettet uden at skulle have telefonen op af lommen. I dagligdagen virker det fint, selvom knapperne er lidt stramme at trykke på. Det er nok fordi de er vandtætte, men når man skal trykke lidt hårdere, så trykker man også headsettet ind i øregangen, og det er ikke særligt behageligt.

Det er også muligt kun at bruge en øreprop, så man har det andet øre frit. Det virker med både venstre og højre.

Konklusion

Jabra Elite 4 Active er et rigtigt godt headset, der sidder godt i øret under fysiske aktiviteter. Lyden er god, jeg var glad for at både lytte til musik og lydbøger. Lyden under telefonopkald er der heller noget at klage over, den er rigtig god. Det er en fin detalje at man kan nøjes med at bruge en øreprop, det er meget praktisk i nogle situationer. De eneste små kritikpunkter jeg har, er at trykknapperne er lidt for stramme. Og så savner jeg nogle funktioner man får i de lidt dyrere modeller, f.eks. stemmen der fortæller dig status på headsettet. I Jabra Elite 4 Active er den erstattet af nogle toner som jeg havde svært ved at tolke. Og så pauser den ikke musikken når man tager headsettet ud af øret. Men der skal jo være forskel på prispunkterne, og med Jabra Elite 4 Active synes jeg man får ret meget headset for pengene. Det er vandtæt, det har aktiv støjreduktion, det lyder rigtigt godt, og det har en solid app, til en pris på under 1000 kroner.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal se på Jabras nyeste in-ear headset til aktivt brug, Jabra Elite 4 Active. Hvad er der i kassen? I kassen finder vi selve Jabra Elite 4 Active headsettet, to sæt ekstra silikone ørepropper, og et USB-C kabel til opladning. Design og funktionalitet Med Jabra Elite 4...Test: Jabra Elite 4 Active