søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: InnoChiller

Test: InnoChiller

Vi skal her se på en ny dansk innovation, en hurtig-køler der laver kolde drikkevarer i fryseren i en fart.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi selve InnoChiller og et USB-kabel og strømadaptor til opladningen af den. Der medfølger også en isterningbakke i silikone med låg i hård plast.

Design og funktionalitet

InnoChiller er et nyt dansk firma, og det er også navnet på deres første produkt. InnoChiller er et produkt der accelerer nedkølingsprocessen af de drikkevarer man placerer i den. Hele enheden, inkl drikkevarerne, skal placeres i en fryser. Det er altså ikke et produkt der kan køle ting ned i sig selv. Men når den kommer i fryseren er den ganske effektiv, mere om det senere. InnoChiller benytter sig af konvektionseffekten, som lidt simpelt betyder at den flytter den varme luft der står omkring et objekt, og erstatter den med den kolde luft fra fryseren. Det er samme effekt som vi kender det fra windchill. En frostklar dag kan være helt behagelig hvis der er vindstille, men hvis det blæser så bliver man hurtigt meget kold. Det er præcis det samme der sker med det man placerer i InnoChiller.

Enheden vi fik til test var i sølvfarvet plast, den findes også i en mat sort farve. Den virker ved at det indbyggede batteri driver en kraftig blæser der sidder i bunden af InnoChiller, der trækker den kolde luft fra fryseren henover indholdet i InnoChiller.

InnoChiller kan indeholde op til 6 almindelige øl eller sodavandsdåser, en flaske vin, eller den medfølgende isterningbakke.

Man betjener InnoChiller med to knapper på fronten, på hver side af det lille, men dog meget tydelige display.

Den har 4 indbyggede programmer, et til 3 dåser der kører i 9 minutter, et til 6 dåser der kører i 12 minutter, et til en flaske der kører i 11 minutter, og så endelig isterningprogrammet der kører i 30 minutter. Når et program er færdigt, så bipper InnoChiller højt, så man husker at fjerne den fra fryseren igen.

Opladningen sker via et USB stik der sidder godt gemt i den ene side af grebet på toppen. Det kan være lidt besværligt at ramme stikket med USB-kablet, og jeg måtte da også lige kigge i vejledningen for overhovedet at finde stikket.

En opladning kan drive InnoChiller i ca 30 minutter, jeg skulle i hvert fald lade op efter isterningprogrammet. Men skulle den være løbet tør, så kan man også bruge den mens den lader op, USB kablet er nemlig fladt og 2 meter langt, så det kan nemt sidde i klemme i fryserdøren uden at gøre nogen skade.

InnoChiller virker bedst i en stor kummefryser hvor luften nemmere kan cirkulere, og hvis der er en del frostvarer er det også en fordel, da de kan optage lidt af den varme der kommer fra de drikkevarer man vil køle ned. Under min test havde jeg ikke en kummefryser til rådighed, så InnoChiller blev testet i en almindelig skabsfryser med skuffer, der dog var -23 grader under min test. Så det er ikke helt optimale omstændigheder den blev testet under, men dog et meget realistisk bruger-scenarie.

Jeg startede med at lave isterninger. Jeg fyldte koldt vand fra vandhanen i bakken, og satte låget på. Det var dog ikke helt nemt, låget driller lidt når man skal sætte det på, og jeg fik da også spildt noget vand. Efter de 30 minutter i fryseren var de fleste isterninger gennemfrosne, men dog var den yderste række stadig lidt flydende i midten. Jeg valgte at prøve igen, uden det frustrerende låg, og satte den fyldte bakke i InnoChiller uden låg og gav den 30 minutter igen. Og denne gang var der rigtig gode isterninger i hele bakken. Lækkert at kunne lave en gang isterninger på så kort tid hvis man lige står og skal bruge dem med kort varsel. Til den næste test så fyldte jeg 3 lunkne dåseøl i InnoChiller. De var stuetemperatur, og blev målt til 23,5 grader på ydersiden. De blev sat i fryseren på et 9 minutters program. Samtidigt stillede jeg en dåse mere i en anden skuffe i fryseren, der ligeledes fik lov til at stå for sig selv i 9 minutter.

Da tiden var gået, tog jeg dåserne ud, og hældte et glas øl op fra en dåse der havde været i InnoChiller, og den målte jeg til 8,5 grader efter den var hældt op. Dejlig kølig og lige til at drikke. Den anden dåse der havde stået for sig selv hældte jeg også op, den var kun faldet til 18 grader, og bestemt ikke lige så indbydende at drikke. Så InnoChiller virker bestemt efter hensigten. Og hvis øllen skal være koldere, så kan man jo bruge 12 minutters programmet på 3 dåser, så bliver de iskolde! Et tip er også at stille ølglasset i fryseren i samme tid som øllet, så forbliver øllet koldt når man hælder det op.

Konklusion

InnoChiller er et unikt produkt der udnytter kendte principper på en ny og smart måde. Det er ret lækkert at kunne byde uventede gæster på en kold øl efter kun 9 minutter i fryseren, det er der ikke rigtigt andre metoder der kan slå, heller ikke det gamle tip med at vikle vådt papir om øllen inden den sættes i fryseren. Og får man lyst til en cocktail, så kan man have isterningerne klar på en halv time, det synes jeg faktisk også er ret imponerende. Dog skal man have god plads i fryseren, InnoChiller fylder noget, og den skal også have noget fri plads omkring sig for at luften kan cirkulere. Blæseren i InnoChiller er overraskende kraftig, men det betyder også at den laver noget støj, den kan nemt høres i en lukket fryser! InnoChiller er et innovativt produkt der løser opgaven til fulde.

Pris og tilgængelighed

InnoChiller kan i skrivende stund findes på tilbud til 392 kroner (normal pris 532 kroner) på www.InnoChiller.com

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal her se på en ny dansk innovation, en hurtig-køler der laver kolde drikkevarer i fryseren i en fart. Hvad er der i kassen? I kassen finder vi selve InnoChiller og et USB-kabel og strømadaptor til opladningen af den. Der medfølger også en isterningbakke i...Test: InnoChiller