søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP Spectre Folio 2-i-1

Test: HP Spectre Folio 2-i-1

En af verdens førende PC producenter, HP, er ikke bange for også at eksperimentere i ny og næ. Dette har de vist fra gang til gang og nu er tiden kommet til HP Spectre Folio bærbaren svøbt i ægte læder. Det er fint at rynke på næsen af dét, men læs alligevel med i vores test af den for at høre om det er så tosset en kombination, som det lyder til at være.

Hvad er der i æsken?

HP Spectre Folio kommer i en sort æske og er nydeligt pakket ned sammen med alt tilbehøret. Udpakningen er i sig selv centreret om at man får computeren til syne som det første og så graver man sig ellers frem til den aktive pen med dertilhørende ekstra tippe, strømforsyning, holder til pennen og manual. HP Spectre Folio er i vores eksemplar leveret med et EDB-stik, så det kræver at man har hul til jordforbindelse i den strømforsyning man agter at lade den op i.

Specifikationer

Processor: Intel Core i5-8200Y med 1,3 GHz Dual-Core
RAM: 8 GB Lager: 256 GB PCIe SSD
Skærm: 13,3″ Full HD touch display
Porte: USB-C x 3, 3.5mm mini-jackstik
Dimensioner: 1,54 x 23,45 x 32,01 cm
Vægt: 1,48 kg

Design

Det mest iøjefaldende ved HP Spectre Folio er dens unikke design, som udvendigt er helt omsluttet af ægte læder. Foruden at dette naturligvis giver den en særlig farve og overflade, så bevirker det også helt naturligt at resten af designet ligeledes er en smule anderledes end man er vant til.

Eksempelvis er HP Spectre Folio blød ved berøring, men faktisk mindre blød end man kunne frygte. Læderet er blevet godt trykket fast til kabinettet og det er kun sådan rigtigt blødt, der hvor skærmen flippes op på bagsiden.

Læderet vænner man sig hurtigt til i virkeligheden og måske netop fordi man har fundet en god balance af blødhed. Dog skal man lige affinde sig med at ens helt nye computer dufter en smule anderledes end man er vant til det fra plastik og metal.

Foruden den lettere unikke overflade, så er HP Spectre Folio også lidt speciel i selve sammenstykningen. Der er nemlig tale om en 2-i-1 som både kan agere som tablet og laptop og dette opnås ved at man flipper skærmen fremad eller nedad afhængigt af hvilken måde man ønsker at anvende den på.

Som tablet er den lidt stor med sine 13,3″, men det kan gå an, hvis man ønsker at læse noget i sofaen eller sågar se Netflix eller andet underholdning. Dog synes jeg at det er rart at man har opnået denne 2-i-1 uden at gå på kompromis med selve laptop funktionaliteten og skærmen er for eksempel meget fikseret og nem at flippe op uden at hele computeren følger med. Dog er skærmen kun mulig at flippe sådan cirka 150 grader op fra liggende stand. Denne indstilling er behagelig at sidde og arbejde på, men vipper man den længere tilbage adskiller den sig fra bunden for at man kan ligge den ned som tablet eller frem over tastaturet så det er nemmere at kigge på video og billeder.

Min egen personlige skepsis før jeg skulle til at pakke HP Spectre Folio op og begynde at teste på den var kvaliteten af dens tastatur. Den viser sig at være meget lig andre tastaturer i HPs bærbare computere, hvilket absolut ikke er en skidt ting. Tastaturet er i fuld størrelse, dog uden de numeriske taster, men til gengæld er der blevet plads til reele home, end osv. I højre side. Den eneste “begræsning” er at enter-tasten på denne er i US-layout fremfor europæisk. Det betyder en del trykfejl til man vænner sig til det. Årsagen til dette layout i stedet for tilpasning til det vi er vant til er nok omkostninger i et i forvejen særligt kabinet.

Efterhånden som computere bliver smallere og adaptere i højere grad overflødige i takt med trådløs opkobling og lager i skyen, så ser vi, ligesom MacBook Pro, at bærbare ikke bliver født med andet end USB-C porte- Det er også tilfældet for HP Spectre Folio, som dog også har et 3.5 mm mini-jack. Det som dog er lidt ærgerligt er at det kun er to af de tre USB-C porte, som den kan lade op igennem – de to til højre.

Afslutningsvist vil jeg med hensyn til designet sige at HP Spectre Folio skal opleves førend man kan komme med sin vurdering. Jeg kan skrive og beskrive nok så meget om, hvor overraskende lækker den føles at rende rundt med under armen og i tasken. Desuden har jeg en lædertaske, ganske vidst i lidt lysere læder end HP Spectre Folio, men de passer nu alligevel meget godt sammen. Folk kan ikke lade vær med at kigge når man tager HP Spectre Folio op på bordet. Der var sågar en som troede der var tale om et skin, som var lagt på en almindelig laptop, hvilket siger lidt om, hvad der er mere udbredt derude.

Funktionalitet

I de næste par afsnit kigger vi lidt mere på dagligdagen med HP Spectre Folio og hvordan den ter sig til reele opgaver foruden at se flot ud. Indledningsvist vil jeg dog nævne at i en bærbar i denne prisklasse havde jeg ikke forventet at blive mødt med en besked fra Dropbox om at jeg kan få 25 GB gratis i et år som ny bruger. Jeg har ikke set andre reklamer på HP Spectre Folio, men selv den ene er en smule – njah.

Skærm

Den 13,3″ store skærm på HP Spectre Folio er en fin størrelse til den mobile verden. Full HD opløsningen skal dog heller ikke være mindre, hvis man ønsker at kunne multitaske, men den behøver heller ikke nødvendigvis være højere. Fra HPs side har man heller ikke sparet på skærmen og der er tale om en 400-nit skærm, som lyser kraftigt nok til at man sagtens kan arbejde ude i dagslys også.

Læderrammen omkring skærmen gør at denne virker ret tyk, men ser man udelukkende på plastikken omkring displayet, så er der faktisk tale om en temmelig tynd ramme. Øverst er den lidt tykkere grundet kameraet dog. Et kamera, som i øvrigt er udstyret med ansigtsgenkendelse og giver dig derfor mulighed for login via Windows Hello, så du ikke skal bruge adgangskode. Jeg oplevede dog selv at computeren ikke kunne kende mig fra jeg barberede skægget af og jeg skulle lave en ny mapping af mit ansigt. Til computerens forsvar var mit skæg et par centimeter inden det røg sig en tur.

Skærmen i Spectre Folio reagerer i øvrigt ganske fint på den aktive pen, der følger med computeren. At pennen er aktiv betyder at den er ladet med strøm og det gør at skærmen reagerer på pennen selv før den rører ved skærmen. Det gør at den er mere præcis og kender forskel på om du vender den ene eller den anden side mod computeren, så du hurtigere kan skrive og viske ud eksempelvis. Opladningen foregår gennem USB-C, hvilket er positivt og HP forventer at man bruger den medfølgende oplader eller et andet USB-C kabel for et sådant ekstra medfølger ikke i æsken. Pennen føles en smule overflødig, men Windows 10 gør dog meget ud af at give dig nogle genveje så du kan tegne direkte på skærmprint for eksempel.

Tastatur

HP Spectre Folio blev gennem testperioden ved med at overraske mig positivt. Læderet er ret lækkert selvom jeg havde en anden forventning før den kom med posten. Skærmen står skarpt og flot og så når snakken til tastaturet. Trods det kompakte og slanke design af laptoppen så er tastaturet med en fint fast vandring. Hele konstruktionen af den bærbare er ret robust, hvor man kvag tidligere erfaring med 2-i-1 devices er lidt skeptisk.

Touchpad

Jeg ved ikke helt om det er af nød eller et designmæssigt valg, men arealet over tastaturet er ret bredt og det gør at der ikke er særlig meget plads til touchpadden under tastaturet. Resultatet er at touchpadden på HP Spectre Folio ikke er meget større, hvis overhovedet, end den touchpad man finder i deres 1013 x2, som er en detachable 2-i-1. Den understøtter brug af flere fingre, men det er ikke den fedeste toucpad oplevelse grundet dens kompakte størrelse.

Man vænner sig til at bruge den lille touchpad, men skulle jeg selv vælge ville jeg ikke gå på kompromis lige dér. Det skyldes at Windows 10 efterhånden er begyndt at udnytte multi-touch til en masse smarte genveje og selvom de virker på HP Spectre Folio, så er et større areal langt bedre.

Ydelse

Et andet sted, hvor HP Spectre Folio dog ikke overrasker hverken positivt eller negativt er på ydelsessiden. Forventningen med et læder-design var at varmen skulle holdes nede, og samtidigt er computeren her jo med et meget slankt kabinet, så Y-processoren var en nødvendighed. Det betyder at du som bruger ikke skal forvente at klare de helt store og tunge arbejdsopgaver på denne computer. Begrænser man sig dog til lette opgaver vil man ikke have deciderede udfordringer blot mindre hastighed end ved så meget andet.

Jeg valgte dog alligevel at smide den igennem nogle tests af simple sammenligningsmæssige årsager og er kommet frem til nedenstående. Der er ikke tale om prangende resultater, men det er fint i forhold til den lavtydende hardware, som sidder i maskinen.

PCMark Home:
PCMark Creative:
3DMark Time spy: 253
FPS CSGO: 11-14 FPS med alt på lav

Til dagligt almindeligt arbejde er HP Spectre Folio altså ganske fin. Den skal man dog ikke forvente at spille noget som helst på for selv i et spil som Counter Strike formår den ikke at komme i nærheden af et flydende billede, som man kunne være tilfreds med.

Batteritid

Det slanke design af HP Spectre Folio frister én til at tænke at dens indmad også er væsentligt begrænset, hvor batteriet også lider under dette. Ydelsen gjorde som vi kunne se af ovenstående.

Den nedsatte ydelse i HP Spectre Folio er dog på baggrund af en hardware med neddroslet ydelse i både CPU og RAM, så denne sørger også for et mindre batteriforbrug, hvilket resulterer i at laptoppen her rent faktisk holder fint strøm. Af nedenstånede resultater kan det ses at man kan forvente mere end en hel arbejdsdags batteritid på en enkelt opladning. Det er ret godt klaret

Standby/læse: 20,5 timer
Normalt arbejde: 13,5 timer
Videoafspilning: 12 timer
Ydelse: 3,75 timer

Lyd

Af en så kompakt computer som HP Spectre Folio så gør den det ret godt. Lydsystemet er udviklet i samarbejde med Bang og Olufsen, hvilket er et partnerskab som har eksisteret i en del år efterhånden. Musik spiller godt nok til at man kan sidde og nyde det mens man sidder og surfer, men det spiller ikke kraftigt nok til at spille et rum op. Det bliver i hvert fald en meget intim lille hjemmekoncert. Der er dog okay klarhed i lyden om end der mangler en smule bund, men det er også at forvente med kabinettets tykkelse at det nærmest ikke kan være bedre.

Konklusion

Vi har med Alcantara stof på bærbare computere set at producenterne har forstået en laptop sagtens kan være en fashion statement og også er et lifestyle produkt. Netop dette er HP Spectre Folio også et rigtig godt eksempel på, for lækkerhedsfaktoren i denne bærbare er noget, der virkelig adskiller den fra mængden og det er ikke blot læderet. Det er kombinationen af et meget slankt design, et lækkert tastatur, 2-i-1 funktionaliteten og en vægt på blot 1,48 kg, der gør HP Spectre Folio til en fornøjelse at have med rundt og arbejde på. Dog har den også sine begrænsninger i og med at den er udstyret med en Y-processor fra Intel og er altså ikke til de tunge opgaver. Holder du dig til de gængse app til at surfe, maile, skrive og lettere applikationer, så er HP Spectre Folio virkelig en der vender hoveder. Prisen er måske en smule høj til ydelsen, men til gengæld får man et unikt design.

Positivt

  • Lækkert og unikt design
  • God tastatur
  • God 2-i-1 løsning

Negativt

  • Ydelsen (forventeligt)
  • USB-C port i venstre side kan man ikke lade igennem

Pris og tilgængelighed

Set til 9.997,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

En af verdens førende PC producenter, HP, er ikke bange for også at eksperimentere i ny og næ. Dette har de vist fra gang til gang og nu er tiden kommet til HP Spectre Folio bærbaren svøbt i ægte læder. Det er fint at...Test: HP Spectre Folio 2-i-1