søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP Omen 15 (2019) gaming laptop

Test: HP Omen 15 (2019) gaming laptop

Før i tiden var en gaming laptop en ordentlig klods at slæbe rundt på og den var kun bærbar i den forstand at man kunne flytte skærm, tastatur og kabinet i ét, men i virkeligheden var det nemt at få en rygskade, hvis man eksempelvis pendlede rundt med den. I dag har de en lidt anderledes form og HP Omen 15 er et bud på en ikke så slæbbar mobil gaming station, så at sige. Vi ser nærmere på den i denne test.

Hvad er der i æsken?

Ganske som det også bør være er HP Omen 15 bærbaren det første du bliver præsenteret for, når du åbner den store sorte kasse. Umiddelbart kunne man godt frygte der var tale om en ret tyk og tung maskine når man ser på æskens størrelse, men det er fordi at strømforsyning og manual er gemt under selve den bærbare og det gør at æsken bliver en del tykkere end nødvendigt er.

Specifikationer

  • Processor: Intel Core i7-8750H 6 kerner @ 2,2 GHz
  • RAM: 16 GB DDR4 RAM
  • Grafik: RTX 2070 MaxQ med 8 GB videohukommelse
  • Lager: 512 GB M.2 (Samsung) + 1 TB HDD (HGST)
  • Porte: RJ45, USB 3.0 x 3, USB-C x 1 (Thunderbolt), HDMI, miniDisplayport, Kensington lås, headset jack, mikrofon jack, SD-kortlæser
  • Dimensioner: 36 x 26,3 x 2,6 cm
  • Vægt: 2,47 kg

Design

Lad os dog ikke ud fra ovennævnte beskrivelse under æskens indhold snyde os selv til at tro at HP Omen 15 er en decideret slank og ultra mobil bærbar maskine. Der er stadigvæk tale om en laptop med en tykkelse på 26 mm og en kampvægt på lige under 2,5 kg. Sammenlignet med en MacBook eller en tilsvarende speccet Razer Blade, som vi også har testet her på sitet, er HP Omen 15 dermed den lidt tunge dreng i klassen. Dog skal det siges at Apples model ikke ligefrem er lavet til gaming segmentet.

Designmæssigt adskiller HP Omen 15 sig dog fra begge, idet fokus her har været på gaming delen frem for elegance. Med HP Omen 15 på skrivebordet er man nemlig ikke i tvivl om at man har en gaming computer stående. På ydresiden er der et rødt Omen logo, samt et kryds, der kan lyse når der er strøm i skærmen, hvilket afslører computerens sande natur. Krydset i midten adskiller også de to overfladetyper, som er på toppen. Den ene del er med et carbon look og den anden er en form for børstet stål look.

Trods detaljerne på toppen så er coveret af plastik og det føles også en smule billigt. Det skyldes nok de for mange detaljer, der lagt sammen bliver en smule for meget. Selve konstruktionen af HP Omen 15 føles ikke billig. Tværtimod så føles denne robust og velbygget, hvorfor det kun er topcoveret, der for mig sender et lidt negativt signal.

Når du åbner låget på HP Omen 15 så mødes du igen med adskillige gaming signaler i form af at WASD tasterne på tastaturet er afmærket og tastaturet lyser op i forskellige farver når man tænder for computeren. Her på indersiden er overfladen ikke splittet og det børstede stål look kommer langt bedre til udtryk, selvom det stadigvæk er plastik.

En rigtig flot detalje er dog skærmen, som går helt ud til siden af rammen på den bærbare. I toppen er rammen også ret tynd og der er lige nøjagtig plads til kameraet nærmest. Bunden er en smule tykkere, men det er ikke nødvendigvis en skidt ting, for så kommer skærmen en smule mere i øjenhøjde uden at det er iøjefaldende eller negativt for designet.
Tastaturet på HP Omen 15 er et chiclet design med en relativt flad vandring. Tasterne er dog store og tydelige. Der er sågar i siden gjort plads til et numerisk tastatur for dem, der ikke kan leve uden. En lille detalje, som dog kan betyde meget, er at tastaturet er med et amerikansk design. Der er nordiske taster, men Enter-tasten er altså en flad en af slagsen, hvilket kan være svært at vænne sig til.

Den sidste detalje, som virkelig cementerer at HP Omen 15 er en gaming laptop, finder man på bagsiden, hvor der i begge sider er ventilationshuller, som ligner noget fra et rumskib eller fly. Det er her HP Omen 15 skiller sig af med varmen.

Mellem de to ventilationshuller er HP Omens porte placeret. Bestående af adskillige videoporte, både USB-A og USB-C så er denne maskine godt udstyret til at understøtte, hvad man måtte have lyst til at slutte til den. I siderne finder man hullerne til yderligere USB-A porte og sit headset. Tilslutning til strøm er også i siden og selvom jeg i første omgang tænkte det var uhensigtsmæssigt, når ens mus fx skulle være i siden af den bærbare, så giver det mening for dem, der ønsker nemmere og hurtigere at kunne koble den bærbare fra og til. Strømforsyningens størrelse gør dog at det nok aldrig er nemt at pakke frem og tilbage. Dog er der også set større, så helt slemt er det ikke.

Funktionalitet

Fra æstetikken bevæger vi os nu ned i hvordan HP Omen 15 klarer sig når man smider nogle spil og andet efter den. Det er nemlig ikke blot vigtigt, hvor mange FPS man kan få spyttet op på skærmen. Andre elementer skal også være på plads, så det kigger vi lidt nærmere på i de næste afsnit.

Skærm

Med 15,6″ og en ganske standard Full HD opløsning tænker du umiddelbart at det ikke kan blive mere basic, men skærmen her er med 144 Hz. Det betyder at skærmen er langt hurtigere end en standard laptops. Det vil sige den også kan vise flere af de FPS man kan presse ud af den. Det var også oplevelsen med HP Omen 15 og skærmen var både hurtig og så mærkede jeg heller ikke nogen forvrængning i billedet.

Farverne på displayet var dog en smule udvasket og det er dermed ikke en skærm du har lyst til at bruge til grafisk arbejde. Spil skal se flotte ud ganske rigtigt, men skulle jeg selv vælge mellem smuk og hurtig ville jeg også til enhver tid vælge hurtig, da det giver en større konkurrencemæssig fordel.

At skærmen har en så lille kant som tidligere nævnt gør dog at den fremstår dét smukkere. Dog er displayet ret mørkt og man vil eksempelvis ikke få meget ud af at tage denne laptop med udenfor i solen. Man ser nemlig ikke meget på skærmen i direkte sollys.

Tastatur

Tastaturet på HP Omen 15 har en fin størrelse og det har tasterne som nævnt også. Man føler sig ikke voldsomt begrænset af at det ikke er i fuld størrelse, for der er plads til fingrene. Der hvor jeg taster en smule forkert er dog ved enter-tasten, som nemlig er flad og når man har vænnet sig til det europæiske design koster det lidt på præcisionen.

Der er RGB-lys i tasterne som altså kan lyse op i både forskellige farver og intensitet, men belysningen er i zoner, hvilket betyder at man ikke kan vælge en individuel farve for hver enkelt tast, men derimod i fire grupper af taster, hvor WASD er en gruppe for sig.

Tasterne er ret faste og præcise, men vandringen kunne nu også være en smule højere. Sidstnævnte ved jeg dog også er en smagssag, så det er blot min personlige observation.

Touchpad

Når man ser på alle de andre elementer af HP Omen 15 så skiller de sig en smule ud fra “mængden” så at sige. Touchpadden kunne dog ikke være mere standard dog. Den er udstyret med to fysiske knapper, hvilket klart er at foretrække for mit vedkommende, men den føles ikke nær så responsiv som resten af den bærbare. Tasterne ja, men pladen var til tider ikke helt som jeg forventede det. Der er dog lidt afstand mellem tasterne og touchpaden så man kan se ind imellem og måske sågar nogle støvkorn eller andet kan snige sig ind?

Ydelse

I dette afsnit kigger vi så hvordan den hardware, som er at finde i HP Omen 15, spiller sammen og hvad den er i stand til at levere. Jeg valgte at smide både spil, simulationsprogrammer og benchmarks efter maskinen for at se, hvordan den klarede sig og hvad man givetvis kan forvente.

Jeg pressede eksempelvis grafikkort og maskine gennem FurMark og selvom blæserne gik i gang for fuld smadder, så blev GPU eksempelvis aldrig varmere end 56 grader i min test. Selve maskinen var heller ikke for varm at røre ved. Den blev naturligvis varmere, men det er ikke nær så slemt, som jeg har mærket andre bærbare blive når de er under pres. Det var sådan at HP Omen 15 var til at spille videre på, om end jeg ikke ville anbefale man har den på skødet når man gør.

I nedenstående liste ses de resultater, som jeg formåede at få frem på HP Omen 15 og det skal i den forbindelse siges at det var på en ikke clean install Windows parition. Spil og programmer blev dog installeret på den indbyggede flash hukommelse og ikke harddisken.

  • PCMark – 5.876 Creative conventional
  • 3DMark – 6.192 time Spy
  • FPS CSGO – 210 FPS
  • FPS Dota2 – 107 FPS
  • Fortnite 86-121 FPS (Epic FHD)
  • PlayerUnknown’s BattleGrounds: 89-95 (Ultra FHD)

Som det fremgår af ovenstående er HP Omen 15 en ganske habil gaming maskine, som kan crunche igennem de fleste spil uden problemer. Man får stabil framerate over 60 på de fleste spil, men der drops i forhold til ovenstående tal. De er så at sige gennemsnitsværdier, så hvis man spiller kompetitivt vil jeg anbefale man sætter detaljegraderne en smule ned og får mere stabile frames for at sikre sig, der ikke er noget som går tabt.

Batteritid

Selvom man ikke forventer en særlig god batteritid på en gaming laptop så forventer man alligevel lidt kan lade sig gøre. Det er ikke tilfældet med HP Omen 15, og batteritid er nok det største kritikpunkt. Det burde være muligt for hardwaren bedre at kunne blive styret når man ikke spiller at det holder lidt længere. Af nedenstående ses de resultater jeg fik ud af den

  • Standby/læse: 3 timer
  • Normalt arbejde: 2 timer
  • Videoafspilning: 1,8 timer
  • Ydelse: 1,2 timer

Lyd

Samarbejdet med danske Bang & Olufsen er et af HPs klare styrker. Det handler ikke om at det er dansk, men derimod om den lyd der bliver leveret. Højtalerne i HP Omen 15 spiller rigtig godt og der er en del bund, så man kan bruge denne til både at spille lidt musik på værelset eller spille lyd uden nødvendigvis at have headset på. Når man skruer helt op for lyden er der dog en smule forvrængning i lyden.

Konklusion

Afhængigt af hvor i livet man er vil man enten tænke at designet af HP Omen 15 er rigtig fedt eller også vil man synes det er for meget gaming. Plastikken gør i hvert fald ikke at det er en laptop, som fremstår lækker og elegant, men den kan lyse og skriger i hvert fald gaming skulle man være i tvivl. Den virker tykkere end den i virkeligheden er og selvom den er tungere end en almindelig 15″ så er den bestemt håndterbar og medgørlig.

Ser man bort fra designet og fokuserer på ydelsen, så klarer den sig her ganske glimrende med en hurtig og præcis skærm. Den bliver heller ikke varm under intens gaming og yder fint generelt. Batteriet er nærmest symbolsk dog og HP Omen 15 kan ikke klare mange games på en opladning.

Tastaturet synes jeg dog også om og er et af de bedre jeg har leget med på en gaming laptop. RGB-lyset er ganske vist i zoner, men det er en lille detalje. Ellers er der en fast og præcis vandring. Så alt i alt ikke et designmæssigt vidunder, men den klarer sig meget fint på ydelsessiden.

Positivt

  • Yder godt og bliver ikke varm
  • Hurtig skærm
  • Tastaturet er godt at arbejde med

Negativt

  • Designet føles en smule billigt (plastik)
  • Batteritid

Pris og tilgængelighed

Set til 16.163,- (version med 9. generation Core i7 – testen har en 8. generation, men vi var ikke i stand til at finde den konkrete model i handlen)

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Før i tiden var en gaming laptop en ordentlig klods at slæbe rundt på og den var kun bærbar i den forstand at man kunne flytte skærm, tastatur og kabinet i ét, men i virkeligheden var det nemt at få en rygskade, hvis man...Test: HP Omen 15 (2019) gaming laptop