tirsdag, november 5, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Havit MS1001 Gamingmus

Test: Havit MS1001 Gamingmus

Vi er endnu en gang blevet udstyret med en gaming mus fra Havit, hvor der i denne omgang er tale om en mus til højre hånd og med RGB belysning i forskellige effekter og farver i form af MS1001 musen.

Hvad er der i æsken?

Havit MS1001 kommer i en ret stor æske, når ma ntænker på at indholdet udelukkende består af selve musen og en kort manual. Æsken føles også en del lettere og som om den altså for det meste består af luft. Det behøver ikke være en skidt ting, men det giver lidt indtrykket af at vi har med et billigt produkt at gøre selv inden vi er gået i gang med at pakke op.

Design

Uanset om man spotter prisen på Havit MS1001 eller selve musen først vil man blive en smule positivt overrasket over designet. Især når man bliver klar over prisskiltet, som ligger i den helt lave ende så er Havit MS1001 ganske solidt bygget. Siderne er sågar med et mønster, som både har til formål at se fedt ud, men giver rent faktisk også et fint greb for fingrene.

Der er stadigvæk tale om en plastik-mus hele vejen, som også vejer 110 gram (vejet uden kabel på køkkenvægt). Denne vægt kan måske godt siges at være temmelig høj efter dagens standarder, men hvis man som jeg foretrækker en tungere mus (jeg spiller med cirka 120 gram) er det ikke så skidt.

Havit MS1001 er lavet til højre hånd ved at designet buer en smule til venstre. Hånden hviler dermed naturligt på den store overflade for MS1001 er en forholdsvis stor mus. Den passer i hvert fald fint i min hånd og jeg plejer at foretrække en smule fylde når det kommer til mus.

Når man sætter USB-kablet i sin computer og Havit MS1001 får strøm får man endnu en overraskelse, for der kommer lys i alle regnbuens farver hele vejen rundt om musen, samt på scroll-hjulet og på ryggen, hvor Havits logo er at finde. Lyseffekterne er mulige at skifte med den ene af de to ekstra knapper, som er at finde “syd” for scroll-hjulet. Den anden knap er så til at ændre i sensorens følsomhed.

Derudover har Havit MS1001 de gængse knapper og to knapper i siden, som er genveje til frem og tilbage i browser og apps. Det som er lidt sjovt med Havit MS1001 er at det umiddelbart er muligt at ændre knappernes funktion og tilegne dem makro, men lys kan man ikke programmere udover det som er standard indsat på musen.

Funktionalitet

Med sine 132,7 x 87,3 x 42,5 mm er Havit MS1001 som allerede i designafsnittet nævnt ikke en lille mus. Den ligger derimod og fylder godt ud i hånden og jeg synes den ligger rigtig godt til at man nemt kan styre den rundt på skrivebordet uden at føle ubehag.

Om jeg ville strække den og kalde MS1001 en decideret ergonomisk mus vil jeg ikke, selvom jeg er klar over at ergonomi er en individuel og relativ størrelse. Jeg kan kun konstatere at den ligger fint i min hånd og at jeg har nemt ved at nå alle knapperne. Rettelse er at knapperne til DPI følsomhed og RGB belysning er lidt sværere at nå, men disse skulle man også sjældent i gang med.

Apropos DPI så er det gennem appen muligt at ændre i de intervaller, som Havit MS1001 stiller til rådighed og hver gang man trykker på musens knap, men i udgangspunktet så cykler man gennem 800-1200-2400-3200 DPI. Gennem installation af appen er det muligt at vælge færre intervaller og op til 4800 DPI. Man kan sige at 4800 DPI er en anelse i underkanten sammenlignet med rigtig mange andre gaming mus, men til gengæld bør det også være rigeligt for rigtig mange og derudover skal man tage prisen i betragtning. I appen er det også muligt at vælge farven, som musen lyser i, når du skifter DPI, så du er opmærksom på, hvad du har skiftet til.

I appen er det også muligt at indstille musens knapper og funktioner. Det er ikke verdens kønneste software, men det virker og tager man musens pris i betragtning igen, så er det faktisk ret imponerende at den overhovedet understøtter dette.

Det jeg dog i den henseende ikke helt kan se bort fra er at min spilleoplevelse med Havit MS1001 var en anelse langsommere end når jeg spillede på min Logitech G502. Begge er indstillet til 2400 DPI, men Logitechen føles mere responsiv og hurtigere. Endvidere følte jeg også at Havit MS1001 har en del accelaration på sensoren, som jeg ikke umiddelbart kunne slå fra. Det giver altså lidt inkonsistent tracking, hvilket ikke helt egner sig til gaming altid. Det er i hvert fald noget jeg selv kæmpede mig med under mine spilsessioner med Havit MS1001.

Til at starte med var min første skuffelse faktisk at musen “greb” for meget fat i min musemåtte og jeg syntes den ikke helt flød henover musemåtten, som jeg ville det, men jeg fandt så ud af at der fra fabrikken stadig sad noget blåt tape henover musefødderne, som det altså er meningen man skal tage af inden man tager musen i brug.

Det som jeg også bemærkede med Havit MS1001 var at de primære to knapper på musen var ret højlydte når man klikkede på dem. Jeg sad med min Logteich G502 og forsøgte at sammenligne støjniveauet. Uden at jeg har et apparat til at måle denne så føltes det som om Havit MS1001 knapperne var dobbelt så larmende end den Logitech jeg havde til sammenligning. Det er noget man skal være opmærksom på, hvis man anvender musen på et kontor.

På undersiden af musen står der nemlig også “for gaming and office using”. Hvis vi ser bort fra den grammatiske fejl i teksten, så føler jeg ikke helt at Havit MS1001 egner sig til et åbent kontor fordi dens knapper virkelig har en høj lyd. Jeg spår i hvert fald at nogle kolleger vil have noget at sige efter man har klikket i et par timer.

Derudover har Havit MS1001 et scroll-hjul af gummi med en sort rillet midte, som er nem at rulle henover med fingeren uden at denne glider af. Der er tale om den bløde type af scroll-hjul, hvilket man enten hader eller elsker. Vurdering af hvad der er rigtigt og forkert vil jeg lade den enkelte bestemme, men scrollhjulet i MS1001 virker til at være præcist og ensartet i de tests jeg gennemgik med musen.

Konklusion

Med Havit MS1001 får man temmelig meget mus for næsten ingen penge. Der er dog også skåret nogle hjørner i kraft af at den har en sensor, som kun går op til 3200 og samtidigt har lidt problemer med accelaration. Derimod har den et fint design, der ligger godt i hånden og med RGB-effekterne ser ret flot ud. Af en billig mus at være er den en god begyndermus, men kræver man bare en smule af sit udstyr, så skal man også ud og ofre nogle flere penge og holde fokus på performance fremfor looks.

Positivt

  • Pris
  • Design
  • Størrelse og form

Negativt

  • Højlydte knapper
  • Sensor har acceleration

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi er endnu en gang blevet udstyret med en gaming mus fra Havit, hvor der i denne omgang er tale om en mus til højre hånd og med RGB belysning i forskellige effekter og farver i form af MS1001 musen. Hvad er der i æsken? Havit...Test: Havit MS1001 Gamingmus