mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Havit H2018U gaming headset

Test: Havit H2018U gaming headset

Vi er af Havit også blevet udstyret med et af deres gaming headsets til test og i denne omgang kigger vi på H2018U, som byder på metal, RGB og surround i én pakke. Du kan finde ud af hvad vi syntes om det ved at læse med her.

Hvad er der i æsken?

Nu er det jo ikke fordi der til et headset kan følge voldsomt meget med i æsken foruden selve headsettet. Det er dermed heller ikke tilfældet her for Havit H2018U, hvor det kun er headset og manual i den meget luftige kasse. Man forventer ikke mere i dette prisleje man befinder sig, så det skal slet ikke lyde som kritik hellere, men man skal bare ikke regne med den store unboxing oplevelse hellere.

Design

Havit H2018U er designet med et fleksibelt headband, som man kender det fra eksempelvis SteelSeries’ Arctis serie, hvor selve headsettets størrelse og form ikke ændrer sig, men der er et hovedbøjle på wire i midten, som sørger for at det tilpasser sig din hovedstørrelse og form.

På ydersiden er der så en fast bøjle, som i øvrigt er af metal, som så gør at headsettet har en begrænset fleksibilitet den vej, men når jeg med mit store hoved havde masser af plads endnu, så forestiller jeg mig at over 95% af jer derude ikke vil opleve at headsettet her er for lille.

Foruden den sølvfarvede metalramme yderst, så er der ikke andet på dette headset (umiddelbart) som er af metal. Det skal da være den fleksible mikrofonarm, men ellers er det plastik. Til gengæld er noget af denne plastik i chrome-farve, så det matcher metallet og så er det hele blandet med lidt sort hist og her. Det er nok et forsøg på at få designet til at fremstå en smule mere glamourøst end det er, men jeg synes ikke det har denne effekt – tværtimod.

På ydersiden af ørebøfferne har man et Havit logo og en streg, der begge lyser op i farve. Det er noget man kan slukke, men jeg synes faktisk at blandet med chrome-plastikken giver det en ret fed effekt.

Mikrofonarmen på Havit H2018U er meget fleksibel og kan bøjes nærmest efter ønske. Desværre er armen dog ret kort og det gør at den ikke helt kan indstilles som jeg eksempelvis vil have det, så mikrofonen ender med at være for tæt på min mund.

Til gengæld er kablet vævet med stof og det gør at det er fleksibelt uden at det vikler sig ind om sig selv eller andre kabler. Det ser også ret fedt ud, men på en måde synes jeg ikke stoffet passer til resten af designet.

Havit H2018U har også valgt at placere en fjernbetjening på kablet af en vis størrelse. Fjernbetjeningen er ikke ligeså stor som vi har set det før i billige headset, men det er deroppe af. Denne har tre knapper og den ene er en stor drejbar en af slagsen til at juster volumen med. Volumenstyring er ikke integreret med Windows, så der er selvstændig styring af lyd på denne kontra systemlyden i Windows. Den anden knap er en skydeknap til mikrofonen, så du hurtigt kan mute den, men desværre er der ingen indikation af om mikrofonen er mutet eller aktiv. Det finder man ud af med tiden at kende forskel på sikkert. Den tredje knap er så en trykknap og bruges til at aktivere og deaktiverer RGB-lyset.

Funktionalitet

Lad os først og fremmest se nærmere på den app, som man kan installere fra Havit for at justere lyden i Havit H2018U headsettet med. (Blot husk at fjerne de kinesiske tegn i mappe-navnene for min installation ville ikke gå i gang før jeg gjorde).

Modsat hvad jeg så på Havit gaming mus, så virker denne software langt mere poleret og “up-to-date” så at sige. Der er også en del indstillinger, som man kan lege med for at gøre lydoplevelsen bedre. Bedre i den forstand at man kan tilpasse den til sine behov og ønsker for når det er at vi alle har forskellige hoveder og ører, så er det vigtigt at huske at fleksibilitet i forhold til at indstille denne oplevelse er essentiel. Derfor synes jeg det er klart positivt at Havit stiller sådan noget til rådighed i et billigt headset som dette.

Havit skal dog måske arbejde lidt på den zip fil, som programmet downloades i for (1) den 150 MB store fil tager alt for lang tid at downloade og (2) når den er downloadet så tager det en krig at få den pakket ud og installeret appen efterfølgende.

I appen får man dog en del indstillingsmuligheder af hvilke der også er nogle ligegyldige nogen, såsom at indstille lyden så det lyder som om det kommer fra et badeværelse og andet ligegyldigt. Equalizer og Surround indstillingerne er dog helt fine at kunne lege med.

Lydkvalitet

Klar lyd, men uden for mange detaljer. Føles til tider med for meget treble og bass så nogle detaljer simpelthen forsvinder i “mængden”. Den kæmper lidt med de sange, hvor der er mange detaljer og nuancer. Det bliver bedre med equalizer indstillet til lidt “dance” men så skal musikken også være dertil.

Adskillige af mine test-sange jeg har i Tidal var nærmest ugenkendelige i forhold til mange andre af de headset jeg har testet i tidens løb. Lidt af lyden kan reddes ved at man kan indstille denne via appen, men det er ikke fordi man får et HiFi headset ud af Havit H2018U denne vej.

De burde i øvrigt spille langt højere end de ender med at gøre når man tager dem på hovedet. Det er som om noget af lyden forsvinder ud gennem siderne. Når jeg eksempelvis sætter Havit H2018U på skrivebordet og dækker ørebøfferne til, så kan jeg stadig meget tydeligt høre musikken, hvilket i mindre grad gør sig gældende for mine SteelSeries Arctis. Det er naturligvis en kæmpe prisforskel i de to headsets, så sammenligningsgrundlaget er ikke helt fair, men jeg forsøger også at komme ind på at den høje lyd desværre ikke kommer til sin ret, for jeg tror umiddelbart at Havit H2018U kan spille højt.

Surround 7.1 er naturligvis virtuelt og noget som kun virker i Windows. Takket være appen kunne jeg tweake surround til at passe mine ører bedre end det var sat op fra fabrikken, men jeg kan ikke sige at surround effekterne i Havit H2018U var super fantastiske. Altså jeg kunne sagtens orientere mig bedre end når de var slukket, men til tider kom jeg også i tvivl om lyden kom oppe fra eller nede og om det reelt var bagfra eller forfra. Nogle gange var det rigtigt og andre gange var det en smule ved siden af.

Mikrofon

Nedenfor kan du finde en indspilning af lyden lavet med mikrofonen i Havit H2018U. Det er kort sagt headsettets akilleshæl for den er virkelig ikke noget at skrive hjem om. Den kan da bruges, hvis man gerne vil kunne kommunikere med sine medspiller og ikke har andet, men jeg har nærmest spillet med mikrofoner i in-ear headsets, som var bedre til at genskabe en ordentlig lyd og uden for meget støj når man sagde “pf” og “ts” lyde eller begyndte at snakke højt.

Komfort

Foruden at Havit H2018U hælder en smule fremad når jeg tager det på hovedet, så det føles at de er ved at falde af fremover, så er det faktisk et ret behageligt headset at have på hovedet. Der er masser af luft og jeg begynder ikke at svede ligeså nemt som ved helt lukkede headset med kunstlæder ørepuder.

Kunstlæderet i Havit H2018U føles på en eller anden måde ikke nær så lukkende og det sammen med en ikke så høj vægt er slet ikke slemme at have på hovedet. Grundet lyden ville jeg dog foretrække de måske var en smule mere lukkede. Jeg fik vejet Havit H2018U til at være på cirka 328 gram uden kabel.

Konklusion

Havit gør igen det de har sat sig i verden for. De leverer et headset, som prismæssigt ligger så alle kan være med og leverer samtidigt en acceptabel kvalitet til denne pris. Havit H2018U er ikke noget prangende headset, der spiller fantastisk eller har en sublim mikrofon, men den gør det meste middelmådigt godt og er designmæssigt iøjefaldende nok til at det måske kan trække det op.

Positivt

  • Design er ret fedt og råt
  • RGB effekterne ser fede ud
  • Nogenlunde komfortabelt Indbygget fjernbetjening i kabel

Negativt

  • Mikrofon
  • Lyd er detaljeløs

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi er af Havit også blevet udstyret med et af deres gaming headsets til test og i denne omgang kigger vi på H2018U, som byder på metal, RGB og surround i én pakke. Du kan finde ud af hvad vi syntes om det ved...Test: Havit H2018U gaming headset