onsdag, januar 8, 2025
ForsideAnmeldelserTest: Glorious Gaming Model O 2 Mini

Test: Glorious Gaming Model O 2 Mini

Vi er af Glorious Gaming blevet udstyret med deres Model O 2 Mini mus, som byder på en kampvægt af blot 49 gram, et hullet design og naturligvis noget RGB-lys til at toppe det af med.

Hvad er der i æsken?

Kassen til Model O 2 Mini er ret robust og det sender de rigtige signaler mod mig som bruger om at det gemmer på noget kvalitet. Indholdet er også pænt pakket ind, men gemmer så til gengæld altså kun på selve musen og en stak papir.

Design

Du kan vælge at få Model O 2 Mini i enten en sort eller hvid farve. Generelt er jeg ret glad for hvide mus, selvom mine hænder har en tendens til at svede når jeg gamer og det betyder at jeg skal rense dem relativt ofte.

Der hvor dette bliver en ekstra udfordring med Model O 2 Mini er ved at den har et hullet design for at opnå sin lave vægt. Jeg har et par gange renset en hullet mus for fedt og snavs og skal hilse og sige det ikke er helt så sjov tidsfordriv.

Langs siden af musen har du en RGB streg, der har adskillige lys, så du kan lave forskellige effekter og derudover har du også lys inde i selve “skroget” af musens indre.

Model O 2 Mini byder på en fuld størrelse mus oplevelse og har seks knapper at gøre godt med. De er for mig nemme at nå på nær knappen på toppen, som kræver at jeg laver en akavet position med min tommelfinger.

GG Model O 2 Mini er en kompakt mus, men der er ikke nødvendigvis meget mini over dens design og form. Som det fremgår af dette billede, hvor jeg har den ved siden af en G502 fra Logitech, så kan man godt se at Model O 2 Mini både er smallere og kortere.

Det er dog langt fra en mindste mus jeg har set indenfor gaming. Til gengæld er det ret imponerende at den trods dét har en vægt på kun 49 gram. Den føles utrolig let og jeg må indrømme også en smule mere skrøbelig end jeg har set en del mus være, men ikke på en alarmerende måde. Det er ikke sådan at jeg tænker den går i stykker ved første rage quit trods alt. Det er heller ikke muligt for mig at trykke hårdt nok til at den kommer ud af form. Tænker det bare har noget med psyken at gøre og at mennesker generelt forbinder størrelse og vægt med kvalitet. Som nogle også ved det så gjorde B&O også det at de satte bly i deres fjernbetjeninger fordi det signalerede kvalitet og egentlig ikke havde en praktisk værdi.

På den måde føles Model O 2 Mini lidt for let til min smag, men jeg har også fuld forståelse for at ikke alle gamere har det på samme måde som mig og at vægt og form er en ret individuel ting, især når det kommer til gamingprodukter man nærmest ser som en forlængelse af ens krop.

Funktionalitet

De seks knapper som Model O 2 Mini har at byde på er programmerbare, så du kan selv vælge hvad de skal udføre mere eller mindre. Du kan også sætte forskellige profiler op, så du har opsætning til forskellige spil og programmer.

Det kræver dog at du installerer Glorious Gaming softwaren på din Windows maskine, da den ikke i skrivende stund virker med Mac. Det er en simpel software-interface, der kan det basale uden at prøve for meget andet.

Selve knapperne på Model O 2 Mini er ret behagelige at trykke på. De har en relativt fast vandring og en god respons. I hvert fald for så vidt angår de primære to knapper. Sideknapperne er også faste, men giver ikke samme feedback i trykket. Generelt nogle gode knapper dog.

Overfladen på Model O 2 Mini gør den ret nem at holde på. Den er lidt rug så den glider ikke ud af min hånd, selvom jeg godt kunne tænke mig at den fyldte lidt mere i hånden. Jeg tænker egentlig den egner sig bedst til meget små hænder, altså børn, eller folk der spiller med fingertip-grip. Jeg bruger selv palm-grip og her synes jeg den bliver en anelse svær at betjene.

Sensoren i Model O 2 Mini er deres egen BAMF 2.0 Optical, som du kan sætte op til 26000 DPI, men du kan også lade vær for det er alt for meget i forhold til at det skal kunne styres af menneskelige hænder. Heldigvis kan du dog gradvist indstille følsomheden i sensoren startende fra 100 DPI.

Den høje DPI og sensorens specs kan dog komme af at de er nødvendige for at kunne levere en sensor og mus, der kan modstå 50G i påvirkning og registrere bevægelser med hurtige retningsskift. Jeg oplevede i hvert fald ikke nogen udfald på sensoren eller at den agerede uventet. Jeg er dog på ingen måde prof, så tag min vurdering med et gran salt trods alt.

Konklusion

Hvis du leder efter en solid gamingmus, der fylder utrolig lidt uden at være decideret mini (trods det er hvad navnet antyder) så har Model O 2 Mini ret meget at byde på efter min mening. Den har en god størrelse til teenagerens hånd eller til folk der bruger fingertip-grip. Derudover er det en letvægter på blot 49 gram og med et ret pænt design. Softwaren, som man siger, “gets the job done” og det er en ret fin sensor musen er udstyret med. Jeg har ikke noget konkret at klandre den for, men vil da sige at det hullede design er en pinsel at rense og så er konkurrencen i denne prisklasse ret hård.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 749,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi er af Glorious Gaming blevet udstyret med deres Model O 2 Mini mus, som byder på en kampvægt af blot 49 gram, et hullet design og naturligvis noget RGB-lys til at toppe det af med. Hvad er der i æsken? Kassen til Model O 2...Test: Glorious Gaming Model O 2 Mini