torsdag, november 21, 2024
ForsideAnmeldelserTest: FIFA 23

Test: FIFA 23

En æra er ved at være slut. Det sidste spil, der bærer navnet, FIFA 23, før det hele skifter til næste år. Vi har set på, hvordan udviklerne har sendt det af sted i denne test.

Selvom FIFA 23 ligner sig selv, så at sige, så er der tale om en visuel opgradering, der er at mærke. Måske ikke så meget på selve grafikken for denne har været på et højt niveau de sidste par år, men derimod på detaljegraden og indlevelsen.

For mig at se er publikum på tribunerne virkelig vågnet op og er blevet en større del af selve spillet. Både for så vidt angår visuelt, men også i forhold til hvad der foregår på banen.

Apropos banen, så har FIFA 23 også gjort endnu mere ud af at denne ændrer sig i takt med spille.t Hvis du laver glidende tacklinger, som efterlader spor på banen, så forbliver disse til kampen er slut og det er for mig et ret fedt element.

En grafisk addering, som FIFA 23 også har taget med, er at der er kommet flere detaljer på skærmen når du skal til at skyde bolden ind på dødbolde. Første gang man ser det ligner det noget fra en matematikbog og selvom jeg er en tal-mand, så synes jeg det tager en anelse fra realismen i fodbold. Dog synes jeg samtidigt at det er blevet langt bedre at tage netop frispark i FIFA 23, så måske der er noget om det.

Apropos skud, så kommer FIFA 23 også med en ny feature på det punkt kaldet Power Shot. Det giver dig som spiller mulighed for at tage lidt flere skud udefra i stedet for at skulle bære bolden i mål. Det er ikke en helt nem øvelse dog da den kræver at du holder R1+L1 (på PlayStation) inde samtidigt med at du sigter med den venstre analog pind. Når det dog lykkes så giver det nogle fede mål. Du kan skyde på denne måde med alle spillere, men det er dem med den højeste rating på skud, der har de største chancer. Samtidigt er det også afhængigt af hvor god målmanden er om bolden går i – siger sig selv.

Når det kommer til fede skud, så synes jeg personligt at det er blevet en del nemmere at lave både tricks og flotte skud i FIFA 23 end det har været længe. Jeg er lykkedes med at lave adskillige saksesparksforsøg i min testtid, hvilket ellers ikke altid har været så nemt. Nogle vil pointere at jeg lige mangler at score også, men det er jeg sikker på nok skal komme.

Det er stadig ikke nemt at score mål ved at drible sig igennem midten, men sådan burde det måske også være. FIFA er generelt et spil med et kæmpe niveauforskel blandt spillere og så ville det være ekstra frustrerende, hvis det at flyve gennem forsvaret var decideret nemt. Det er dog blevet nemmere at “virke” prof for det at lave fancy afleveringer og skud som sagt er blevet lidt nemmere.

FIFA 23 er ikke uden sine børnesygdomme dog. AI er ikke altid logisk og der er stadig underlige beslutninger, såsom at forsvarsspiller og målmand klumper sammen og ender med at lave selvmål helt nede ved målet. Når man kender bare en smule til kodesprog, så kan man godt forstå det sker, da FIFA er et komplekst spil for en computer at finde ud af når det samtidigt skal virke realistisk, men frustrerende er det altså også.

Frustrationerne er der også stadig fordi FIFA 23 endnu ikke har lært at tankeaflæse spilleren med controlleren. Når denne peger i en bestemt retning og trykker på en knap for at aflevere så synes FIFA ikke altid at det er den smarteste beslutning og hjælper spilleren på vej ved at spille bolden til en helt anden medspiller eller sågar modspiller for at skabe lidt ekstra spænding.

FIFA 23 er også spillet med de fleste kvindelige spillere og hold. Det er en positiv udvikling efter min mening, selvom jeg ikke ser så meget kvindefodbold, men for kvindelige gamere at kunne se deres idoler på den digitale bane er naturligvis positivt. Nogle vil argumentere at der mangler en del hold og det danske landshold er også udeblevet, selvom vi har nogle af de bedre spillere i verden, men jeg synes stadig at der er et stort udvalg. Der er også mandlige landshold der har kvalificeret sig til diverse større turneringer og klubhold der har spillet i CL de sidste par år og vundet over storklubber, som heller ikke er med. Om det er et spørgsmål om prioritering af udviklernes tid eller manglende licensering kan jeg ikke sige noget om, men det kræver en del af udviklerne at lave et “nyt” spil hvert år.

At der så også ved kvindelige spillere er lidt fejl i spillet, så nogle af dem nærmest flyver af sted hurtigere end Usain Bolt til tider er kun sjovt. Min søn og jeg spillede en kamp med kvindehold og fordi målmanden simpelthen ikke er helt på niveau med mændenes, så blev det til lidt af en målfest og citat “haha, det er sjovere at spille med piger”.

Apropos at flyve af sted og realisme, så er det også her jeg mærkede lidt udfordringer generelt. Eksempelvis når du laver en glidende tackling med en spiller, så kan man få på fornemmelsen at denne bare glider af sted, som om han bliver skubbet. Lige denne del føles lidt unaturlig, men ellers er FIFA 23 på indlevelse nok det bedste fodboldspil jeg har spillet.

Efter spillede kampe er der som altid en god statistik, som man kan bruge til at diskutere eller en sjælden gang blive enige om at kampen var så ensidet som tallene siger. Det er særligt spændende i tætte kampe og dem synes jeg at jeg har haft flere af trods et niveauforskel.

FIFA 23 er også her i sin afsluttende sæson drevet af mikrotransaktioner. Man kan ikke helt bebrejde EA herfor, da de er en virksomhed som skal betale regninger og tjene penge til aktionærer, men Ultimate Team har endnu engang fået et løft og er ret fedt i sin egen form. Dog er der (stadig) pay-to-win involveret, men folk må jo elske det siden det er så populært.

Scoring med danske Pernille Harder

På denne måde overskygger FIFA Ultimate Team karrieremåden, idet Ultimate Team føles mere gennemarbejdet og som værende udviklernes fokus (apropos prioritering). At spille karriere i FIFA 23 er faktisk ret skægt og man får mulighed for at få en “story” mode ud af et spil, som egentlig ikke behøver det, men der er sikkert folk derude, der gerne vil lære spillet at kende for sig selv, inden de kaster sig ud i at spille mod andre og så er career mode super dertil. Det er dog ikke så fængende og har også sine fejl og mangler ved at man efter kampene af reportere bliver fortalt noget som ikke helt har gang på jorden i forhold til den kamp man netop har spillet. Det er dog hovedsageligt noget der spiller.

Konklusion

Jeg er ikke den store fodboldspiller selv. Jeg har dog spillet som ung og min søn spiller for tiden og derfor følger jeg lidt med i fodbold. Jeg ser dog derfor ikke alle elementer i FIFA 23, som en ægte fodboldglad fan ville gøre det, men for mig er FIFA 23 fængende, spændende og utrolig sjovt at spille. Mest fordi det er blevet så tilgængeligt og selv jeg kan lave saksespark og fede mål nu. På det punkt har FIFA 23 vokset og gjort spillet mere til alle og enhver, men jeg vil også påstå de ikke har glemt de mangeårige FIFA-spillere hellere. Mikrotransaktioner fylder en del, ja, men det er muligt at styre udenom og få en fed spilleoplevelse alligevel. Takket være grafik og flere detaljer er FIFA 23 blevet mere indlevende og jeg vil langt hellere spille en kamp FIFA 23 end se en fodboldkamp i fjernsynet.

Pris og tilgængelighed

PS4

PS5

XBOX One

PC

REVIEW OVERVIEW

Grafik
Lyd
Gameplay
Story (karriere)
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

En æra er ved at være slut. Det sidste spil, der bærer navnet, FIFA 23, før det hele skifter til næste år. Vi har set på, hvordan udviklerne har sendt det af sted i denne test. Selvom FIFA 23 ligner sig selv, så at sige,...Test: FIFA 23