søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Dreame V10 støvsuger

Test: Dreame V10 støvsuger

Xiaomi-selskabet Dreame har på rekordtid fundet sin plads på markedet, trods det faktum at de kun har 5 stangstøvsugere i sortimentet i skrivende stund: V9, V9P, V10, V11 (kommer) og XR. Opskriften er som vi har set det fra Roborock, produkter i pænt/stilrent design med top-specs og til priser under hvad man normalt ser i markedet. Opskriften er egentlig ret enkel, men alligevel svær at eksekvere!

Dreame V10 skal tage kampen op i det kæmpe marked for stangstøvsugere der i Danmark stadig er ret domineret af Dyson, men hvor der er efterhånden kommet mange gode alternativer – særligt i de lidt lavere prispunkter.

Med en vejl. pris på ca. 1800,- er Dreame V10 et godt bud på en stagstøvsuger til 1. gangskøberen, eller dem der ønsker en stangstøvsuger til at supplere robotstøvsugeren, eller den klassiske pose/poseløse støvsuger.

Udvalgte specifikationer

  • 140AW sugestyrke
  • 450W motor
  • Op til 60 mintters drifttid
  • 0,5 liter kapacitet
  • 3 forskellige mundstykker
  • Magnetisk oplader

Kassens indhold

I den hvide “Apple-lignende” emballage finder man følgende:

  • Dreame V10 støvsuger
  • Kombineret fuge og børstemundstykke
  • Turbo-mundstykke
  • Gulv/tæppe-mundstykke
  • Kombineret flad og børstemundstykke
  • Flex-slange der sættes imellem støvsuger og mundstykker for at kunne nå svære steder.
  • Vægholder
  • Strømforsyning
  • Manual/vejledning

Design og detaljer

De fleste stangstøvsugere idag ligner mere eller mindre hinanden, og Dreame V10 skiller sig da heller ikke væsentligt ud fra mængden. Den er udført primært i hård hvid plast, med detaljer i sølv – det gør den ganske nydelig at se på og farvevalget gør at den appelerer til de fleste.

Selve motor-enheden er placeret øverst, sammen med støvbeholderen med 0,5 liters kapacitet. Denne kan nemt tømmes uden behov for afmontering, der sidder en knap foran der åbner beholderens bund, så den kan tømmes direkte i skraldespanden. Øverst på motor-delen sidder et HEPA filter, dette kan vaskes ud og vaskes om nødvendigt.

Støvsugeren betjenes via “pistolgrebet” og kører kun når knappen holdes inde. Personligt ville jeg foretrække at man havde mulighed for at låse knappen så den kørte uden man skulle trykke, men tanken her er at forlænge batteritiden så den kun kører man man aktiverer den. Bagpå motordelen kan sugestyrken justeres i 3 niveauer via en skydeknap, og batteristanden kan aflæses via små LED dioder på siden. Sidstnævnte kunne godt være lidt større, så de var nemmere at aflæse. Det er også i selve håndtag/motordelen at opladeren kan indsættes, hvis ikke kan bruger den medfølgende vægholder hvor opladeren kan monteres fast, så man slipper for den løse ledning.

Som nævnt tidligere er der en del forskellige mundstykker med i pakken, først og fremmest gulv/tæpemundstykket som nok er det de fleste vil bruge til dagligt. Dette mundstykke har en stor blød rulle som er skånsom mod gulvet og kan både bruges på hårde gulve, såvel som tæpper. Dette mundstykke har den store fordel at man nemt kan komme ind under sofaen, skabe og andet der står på gulvet, da den kan holdes næsten vandret – og stadig suge! Det er en kæmpe fordel som virkelig betyder noget i daglig brug, at det er nemt at komme ind under møblerne.

Der er også et fuge/børstemundstykke hvor man kan “slide” de bløde børster frem og tilbage efter behov, så det faktisk er et 2-i-1 mundstykke – og et lignende, men lidt bredere mundstykke som ex. kan bruges til overflader, bilen, møbler eller noget helt fjerde. Det sidste mundstykke er et turbomundstykke specielt udviklet til at fjerne mider i senge og lign. Til alle mundstykkerne kan den medfølgende flexslange bruges, og den er faktisk ret praktisk hvis man skal støvsuge steder der kan være lidt svære at komme til.

Daglig brug

De sidste uger har V10’eren været familiens (2 voksne, 2 børn under 10) primære støvsuger, som supplement til vores robotstøvsuger vel at mærke. Den er derfor bl.a. blevet brugt til hurtig støvsugning af midnre arealer, og det er den genial til – den er hurtig at tage ned af holderen, let at komme rundt med, vejer ikke alt for meget og kommer nemt ind under ting. Sugestyrken er udmærket, men kan man godt fornemme at sammenligner man med ex. Roborock Mace H6 så er der mere “sug” i den – prisen er så også en helt anden. Den fanger fint sand, støv og hvad ungerne ellers kan slæbe med ind, men er måske lidt længere om at få alt skidtet med, hvis man igen sammenligner med Roborock Mace H6 som vi har testet for kort tid siden.

Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere vægt i mundstykket, den virker næsten for let (for mig) når man svinger den rundt i hjemmet, men det betyder så omvendt også bare at den er nem at komme rundt med for både børn, voksne og ældre. Der er ikke mulighed for justering af skaftets længde, men længden virker passende til de fleste, og er den lidt for høj, så vil man blot støvsuge med lidt mere vinkel på, så den får en behagelig højde. Det er langt værre hvis de er for “korte”, så man føler man skal bukke sig når man støvsuger.

Støjnivauet er ikke oplyst, men jeg vil absolut mene at V10’eren er rimelig støjsvag i brug, selv på maksimal sugestyrke.

Den er opgivet til maks. 60 minutters drifttid på laveste trin, men det kan jeg ikke anbefale, her er simpelthen ikke “sug nok” i V10’eren, så de fleste vil nok – som jeg – benytte højeste sugestyrke og her må man så nøjes med 10 minutters driftstid. Alternativet er 30 min i midterste trin som også kan fungere til daglig. I praksis betyder det således at støvsugning af hele huset, på maksimal sugestyrke ikke rigtig er realistisk – men midterste trin med 30 min. bør være muligt de fleste steder. Jeg har bl.a. benyttet V10 til støvsugning af bilen, og her kommer det lette design til sin ret – sammen med det store udvalg af mundstykker så man kan komme ind i alle sprækkerne. Dog bliver man igen gjort opmærksom på batteritiden, for 10 minutter på fuld styrke gør at man skal have fart på når man støvsuger bilen, eller måske er det bare mig der er for langsom (Eller grundig) I hvert fald kunne jeg ikke nå hele bilen igennem på én opladning, ved fuld sugestyrke – igen burde man måske nøjes med mellemtrinnet som havde givet mig ca. 30 minutters batteritid.

Konklusion

For ca. 1800,- får man ved Dreame V10 en ret fin ledningsfri støvsuger, den har et virkelig pænt design så den næsten tåler at stå fremme – om ikke andet gør det ikke noget den hænger i bryggers eller lign. i sin medfølgende vægholder. Designet er meget Nordisk, stilrent og clean – og designet vil derfor appelerer til mange.

Sugeevnen er udmærket, der er masser af tilbehør så den kan løse forskellige opgaver og batteritiden er ligeledes udmærket, 10/30/60 minutter alt efter sugestyrke. Støvbeholderen er nem at tømme, uden at svine – og HEPA filtret kan vaskes.

Dreame V10 giver rigtig meget værdi for pengene og er man på udkig efter sin 1. ledningsfrie støvsuger, eller “bare” et supplement til den traditionelle eller robotstøvsugeren, så kan Dreame V10 nemt være lige det du søger!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1690,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Brugervenlighed
Sugestyrke
Støjniveau
Tilbehør
Pris
Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Xiaomi-selskabet Dreame har på rekordtid fundet sin plads på markedet, trods det faktum at de kun har 5 stangstøvsugere i sortimentet i skrivende stund: V9, V9P, V10, V11 (kommer) og XR. Opskriften er som vi har set det fra Roborock, produkter i pænt/stilrent design...Test: Dreame V10 støvsuger