Har du eller en du kender brug for en telefon, der er nemmere at bruge end de mange touch displays med interface, der ellers er derude? Så har vi måske en spændende test af den nye Doro Leva L31 du vil syntes om her.
Hvad er der i æsken?
Doro Leva L31 leveres i en lidt klodset kasse, som så gemmer på telefonen, et ladekabel, en ladedock og en manual. Der er dermed ikke nogen strømforsyning til, så brugeren skal have et sted at slutte USB kablet til for opladning. Når man tænker på at telefonen er lavet til at være nem at komme i gang med og at bruge, så skulle man efter min mening ikke have sparet på selve strømforsyningen.
Design
Nogle af os er gamle nok til at huske, hvor tykke telefonerne var for år tilbage, hvor det at kunne tage coveret af og skifte batteri var almindeligt. Eller det var sågar nødvendigt for at man kunne komme til der, hvor SIM-kortet på telefonen skulle installeres.
Det er denne type af mobiltelefon at Doro Leva L31 så er. Det er en temmelig tyk klaptelefon, der gør sig bemærket og det er ikke kun grundet det skrigende røde ydre. Den fylder simpelthen i synsfeltet og så er den bare anderledes end det man ellers finder på markedet.
Det gør dog ikke noget, for det at Doro Leva L31 er stor og nem at spotte gør også at den er nemmere for ældre borgere at holde styr på den. Det er nemlig en telefon, som er tiltænkt den ældre befolkning, som måske ikke synes at touch-skærme er den bedste måde at betjene en mobiltelefon på.
Med Doro Leva L31 får man ret store knapper, hvor både tal og de bogstaver, som er på keypadden, er ret synlige. Der er også brugt sort og hvid som store kontraster, så det gør det hele ekstra meget nemmere.
På Leva L31 er der et udvendigt display på fronten, så du kan se hvad klokken er løbende, men også se, hvem der ringer eller sender beskeder inden du tager telefonen op.
På bagsiden er der det som Doro kalder en tryghedsknap, som er en stor rund knap, der er nem at ramme. Den kan brugeren sætte op til enten at afgive en alarm eller ringe dem op man har sat på som ens kontaktpersoner i tilfælde af at man trykker på knappen. Det er ret smart for eksempelvis ældre, hvis de skulle finde sig i en uheldig situation og har brug for hjælp.
Knappen sættes op til at hyle og samtidigt også at ringe og SMS dem man vælger i sin kontaktbog. En kontaktbog efter det simple princip, som er nem at finde ud af og overskuelig at kigge på i øvrigt.
Den medfølgende ladestativ gør at du kan oplade telefonen i oprejst tilstand. På den måde er telefonen, især med den røde farve, nemmere at se. Dernæst er den nemmere at sætte til at lade op end hvis man skal stikke et USB-C kabel i siden af den, hvor USB-C porten til opladning er på telefonen.
Ved siden af USB-C porten er der på Leva L31 også et 3.5 mm jackstik til hovedtelefoner og headset. På den anden side har man blot to knapper til at styre lydniveau med. De to sideknapper er nok de eneste knapper, hvor jeg tænker de er en smule smalle, men de fylder alligevel nok under fingeren til at jeg tænker de er nemme at betjene.
Funktionalitet
Leva L31 kører et Android system, som jeg gætter på Doro selv har lagt deres lag på, for menuen er skræddersyet til at indeholde så få informationer som muligt på skærmen ad gangen. Man tilgår dermed en menu ad gangen og skærmen har ikke touch, så man kan ikke komme til at trykke på den ved en fejl.
Betjeningen er ikke så langsom, som jeg havde frygtet for Leva L31 er ikke udstyret med hverken den stærkeste processor (1 GHz og 1 kerne) eller mest RAM (64 MB). Den hænger dog ikke i menuerne og er naturligvis hjulpet af at den ikke skal kunne det helt store.
Du kan sågar ikke koble Leva L31 til WiFi og datamæssigt er du dermed afhængig af at der er et SIM-kort i telefonen. Der understøttes i øvrigt kun fysiske SIM-kort.
Der hvor du indsætter SIM-kortet har du også plads til at indsætte et microSD-kort, så du kan udvide telefonens lager til 128 GB i alt. Leva L31 har kun 128 MB at gøre godt med i alt, så fordi systemet også optager noget plads, så har brugeren kun 17 MB til sig selv. Dermed er microSD hukommelseskort nærmest uundgåelige, hvis man vil have billeder på telefonen.
Apropos billeder, så er Leva L31 udstyret med et kamera. Det er dog på ingen måde en kameratelefon. Opløsningen på kameraet er kun 2 Megapixel, hvilket er væsentligt under, hvad vi ellers finder i markedet for tiden. Det kan så også ses både på kvaliteten af billederne jeg har taget, men også når kameraet aktiveres, så er billedet på skærmen både grynet, langsomt og mørkt. Det er dermed ikke et kamera, der kan så meget andet end billeder til husbehov så at sige.
Doro laver dog ikke telefoner for at imponere på medier og det jeg også savner er en musikafspiller. Der er mulighed for at lytte til radio under medie-applikationen, men selvom du kan udvide hukommelsen med et kort, så er det altså ikke til at have musik eller ebøger liggende på.
Den primære skærm på Doro Leva L31 er i udgangspunkt tydelig og lysstærk. Det er muligt at skrue lyset ned, hvis man vil spare på strømmen eller ikke har behov for den kraftige lysstyrke. Selve skærmen har dog relativt dårlige betragtningsvinkler, hvilket betyder at holder man telefonen i bare en lille vinkel, så bliver billedet svært at tyde.
Denne del synes jeg er lidt ærgerlig for mens man har tænkt på at gøre menu og funktioner nemme at finde ud af, så har man desværre også gjort det sådan at brugeren af telefonen skal holde telefonen lige på for nemt at kunne se, hvad der foregår på skærmen.
Konklusion
Hvis du er på udkig efter en funktionel telefon, der er utrolig nem at bruge og hvor der er tænkt på brugere, der har en smule sværere end os andre til at tage den teknologisk udvikling til sig, så har Leva L31 fra Doro en masse at byde på. Det er en telefon, der er udstyret med en tryghedsknap, som er stor og tydelig, så den enkelte borger nemt og hurtigt kan komme i kontakt med sine nærmeste skulle der ske noget. Doro Leva L31 holder strøm længe, har en nem opsætning, store knapper og så er telefonen også i sig selv stor. Det gør den nem at bruge og holde på, så på en måde vil jeg kalde den tryghedsskabende, selvom det kan lyde lidt far fetched.
Positivt
- Nem at bruge og sætte op
- Store knapper
- God størrelse
- Ladeetui
Negativt
- Kamera
- Skærmens betragtningsvinkler
Pris og tilgængelighed
Set til 1.299,-
- Køb Doro Leva L31