søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Creative Outlier Gold ear buds

Test: Creative Outlier Gold ear buds

Kært barn har mange navne og være det ear buds, airpods eller true wireless er underordnet. Verden er taget med storm og Creative vil være med på legen og har suppleret os med deres Outlier Gold med Super X-Fi Software til test. Vi ser nærmere på dem.

Hvad er der i æsken?

En lille og beskeden æske kommer disse ear buds i og indholdet er ligeledes relativt beskedent. Selve øretelefonerne er separeret fra det medfølgende genopladelige etui i æsken og er lidt besværlige at fiske op (der skulle ikke kommenteres på tykkelsen af mine fingre) og jeg vendte simpelthen æsken på hovedet for at få dem ud. Under dette finder man så ekstra to størrelser af øredutter og et USB-C opladekabel.

Design

Navnet på produktet kan både associeres til at der er tale om den bedre version af de udgaver af Outlier True Wireless som producenten har at byde på og derudover er en del af farven på dem ligeledes “guldagtig”. Forskellen ned til den billigere udgave Creative Outlier Air er i virkeligheden “bare” batteritid og så at Outlier Gold understøtter Software Super X-Fi, som vi kommer nærmere ind på senere.

Selvom mange ear buds minder meget om hinanden, så er der naturligvis også steder, hvor de adskiller sig fra hinanden. Foruden den champagnefarvede kombination med sort, som i øvrigt spiller rigtig godt sammen, så er der også en LED-ring omkring den sorte knap på ydersiden af øretelefonerne, som kan lyse i blåt og rødt. Når det lyser i blåt bliver designet nærmest fuldendt og det ser rigtig flot ud.

Nu afslørede jeg vel at mærke at Creative Outlier Gold besidder knapper på ydersiden og disse knapper er ikke multifunktionelle i og med at det bare er én knap per øretelefon, men det kan man dog bruge til at besvare opkald og skifte sange. Volumen må man styre via sin telefon.

Der hvor Creative Outlier Gold også adskiller sig fra andre af de ear buds jeg har haft til test er at dens tragt ind i øret er ret smal. Den går nærmest ud i en spids, hvorfor det bliver spændende at kigge nærmere på både komfort og lyd når vi er så langt. Det giver dog designet et lidt disproportionalt udseende.

Fra at have set etuier der enten flippede sig åbne på toppen eller på midten er vi nu med Creative Outlier Gold også introduceret til dem der skubbes ud og selv efter flere ugers test skubber jeg nogle gange i den forkerte ende.

Til gengæld kan man ikke risikere at vende sit opladekabel forkert for Creative har nemlig forstået at den eneste vej frem er med USB-C forbindelse, hvilket er hvad dette etui og powerbank understøtter. Man kan ikke oplade sine ear buds på nær når de er i etuiet skal man lige være opmærksom på.

På den ene af siderne på etuiet af Outlier Gold så er der fire LED lys der fortæller om opladestatus samt status på batteriet på hver af de to ear buds. Inde i selve etuiet sidder der magneter, som trækker de to små enheder til etuiet når du er ved at sætte dem i. Det er ganske nemt når man ellers vender dem rigtigt.

I bund og grund et simpelt men meget elegant design efter min mening. De skiller sig ikke ud negativt, men er derimod meget “nede på jorden” og samtidigt ret lækre at se på, især når det blå lys kommer frem, selvom det ikke er noget man selv kan se. Og på toppen af det er de sikret mod sved ved at være IPX5 afvisende så du sågar kan bruge dem til træning.

Funktionalitet

Som nævnt i det sidste er ear buds ikke noget man selv ser så meget til, især ikke når man bruger dem og har dem i ørerne, så personligt har jeg mere glædet mig til at se nærmere på, hvordan den er at anvende og uden at røbe for meget har de ikke skuffet, men lad os se igennem de forskellige emner for at bryde det lidt ned.

Lydkvalitet

Da jeg kender Creative for deres lydprodukter i mange forskellige afskygninger i både højtaler, lydkort og høretelefoner så var mine forventninger ikke just lave. Det ender heller ikke med at jeg på nogen måde er skuffet over Creative Outlier Gold for her har producenten virkelig igen gjort det godt.

Nærmest uanset hvilken type af musik jeg smed efter dem så spillede det bare. Der er en fantastisk detaljegrad og balancen mellem de lave og høje toner samt mellemtonerne er rigtig god og mage til helt trådløs lyd skal man ellers lede længe efter. Jeg afspillede adskillige gange min playliste med forskellige genrer og kunne virkelig fordybe mig i musikken.

Og så er det sågar før at man begynder at lege med det lille es, som Creative Outlier Gold også er udstyret med og det er Super X-Fi. Ganske vidst er der i denne udgave tale om en ren software understøttelse, hvilket betyder i virkeligheden at der er tale om en begrænset udgave af teknologien.

Super X-Fi er holografisk audio, hvilket går ud på at levere den mest indlevende lydoplevelse som det er muligt at skabe gennem headsets og øretelefoner. Den musik vi lytter til og som er afspillet rigtig mange steder er optaget med henblik på at blive afspillet på et par højtalere. Det betyder at når man så tager denne musik og smider meget tæt på ørerne, så vil lyden groft sagt blive skubbet ind i ørerne og der vil ikke blive taget højde for vores individuelle øres facon og form.

Dette modvirker man med Super X-Fi, som kræver at man installerer en dedikeret app hertil, hvor man også tager billeder (opmålinger) af sine ører. Disse billeder bliver uploadet til en database, således at ens profil bliver matchet med den lyd som spiller bedst til ens ører.

Spørgsmålet er så om man kan høre forskel? Dét kan man i den grad. Jeg troede at forskellen ville være mild og nærmest ubetydelig, men det er den ikke. Det første indtryk er at musikken lyder underlig og anderledes, men det er netop fordi man lige skal vænne sig til lyden bliver “leveret” på en anden måde. For mit eget vedkommende føltes det som om lyden lige pludselig kom længere nede fra og jeg kunne i det meste af min musik rent faktisk godt lide effekten. Lyden blev ganske enkelt mere fyldig og føltes også mere korrekt på en eller anden måde.

Dertil skal det siges at man skal bruge den musikafspiller der er i Super X-Fi appen og man kan altså ikke bruge sin streaming tjeneste, såsom Spotify eller Tidal, hvis man vil have denne personlige lydoplevelse. Det jeg dog kan glæde dig med er at Super X-Fi appen understøtter afspilning af FLAC-format (andet havde egentlig heller ikke givet mening).

Komfort

Designet med den tynde tragt, der går ind i øret gør at Creative Outlier Gold føles en smule løse i øret og som om de vil falde ud, men jeg var faktisk i stand til at løbe med dem i ørerne uden at det var tilfældet. De sidder ret godt i ørerne uden at være tunge eller belastende på nogen måde.

Til gengæld gør den tynde tragt dog også at isoleringen af omverden er ret intens og man kan selv ved lav musikafspilning nærmest ikke høre folk, der siger god morgen til en på arbejde. Det kan være meget godt, men man skal lige være ekstra opmærksom i trafikken eller når man er ude og løbe.

Det eneste tidspunkt at Creative Outlier Gold for mit vedkommende bliver lidt ubehagelige at have med at gøre er når man trykker på knapperne i siden for man skal trykke lidt hårdt og det gør at man presser selve ear buds ind mod øret.

Batteritid

Sammenlagt lover Creative at Outlier Gold vil holde i op til 39 timer på en hel opladning af både øretelefoner og etui og jeg må sige at det nok ikke er helt ved siden af. Jeg kunne snildt få det til at gå op over 35 timer sammenlagt, hvor jeg ikke ladet ear budsene op og det bare lå i tasken i et par uger og blev brugt jævnligt.

Konklusion

Med en rigtig god batteritid, et flot og elegant design, rigtig fin komfort og så en lyd der topper det meste i prisklassen, så kan man faktisk ikke være meget andet end tilfreds med Creative Outlier Gold, som med Super X-Fi understøttelse har et es i ærmet, hvis man ellers lige skulle være det sidste stykke i tvivl. Lyden spiller rigtig godt og så kan man bruge dem både på gaden og i træningslokalet da designet tillader begge dele.

Positivt

  • Rigtig god lyd
  • Elegant design
  • God batteritid
  • Fin komfort

Negativt

  • Knapperne i siden kan ikke justere volumen og er ubehagelige at trykke på da man trykker ind mod hovedet

Pris og tilgængelighed

Set til 846,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Kært barn har mange navne og være det ear buds, airpods eller true wireless er underordnet. Verden er taget med storm og Creative vil være med på legen og har suppleret os med deres Outlier Gold med Super X-Fi Software til test. Vi ser...Test: Creative Outlier Gold ear buds