søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Braun BNT 400 Age Precision

Test: Braun BNT 400 Age Precision

I skrivende stund er vintertiden over os og diverse vira, forkølelser, og andet følger med. Traditionelt kan temperaturmåling på børn være en vanskelig affære, hvis ikke de vil være stille eller bare ikke bryder sig om måden, hvorpå temperaturen bliver målt og her kommer Braun BNT400 termometeret ind i billedet og giver måling både med og uden berøring. Vi har set nærmere på den.

Hvad er der i æsken?

Æsken er konstrueret således at man fra forsiden nærmest kan tage fat i termometeret, som dog sidder pakket ind bag noget gennemsigtig plastik. På selve indpakningen har man adskillige skriv om de forskellige features, som dette termometer besidder og inde i selve æsken har vi så termometer, manual og to stykker AAA-batterier, som det drives af.

Design

Mest af alt minder Braun BNT400 om en lommelygte, hvor toppen dog vender den anden vej og den hvide farve med den lilla top er måske også en farvekombination, som ville være atypisk for en lommelygte når det kommer til stykket.

Årsagen til dette designvalg er at termometeret skal være nemt at betjene med hånden og det må også siges at den ligger fint i hånden og tommelfingeren på toppen kan så betjene de knapper, som Braun BNT400 har på toppen.

Der er fire knapper at gøre godt med og starter vi fra bunden, så er der knap til at tænde, skifte måling mellem barn og andre overflader, valg af barns alder og selve knappen til at udføre målingen med.

Knappen med dråbe-ikonet på er for at du kan skifte mellem at måle fx dit barns temperatur, men det er med Braun BNT400 faktisk også muligt at måle temperaturen på badevandet i badekarret, grøden på spisebordet eller andre overflader. Jeg er ikke klar over, hvor langt ned temperaturen kan være for jeg har ikke kunne læse mig frem til det, men jeg har kunne læse helt ned til 7 grader og så har jeg lavet målinger helt op til 78,6 grader. At der var tale om kogende varmt vand lige fra elkedlen er for mig en indikation af at Braun BNT400 ikke kan måle så højt, men det er heller ikke hensigten med dette termometer at kunne lave dén type af præcisionsmåling i så høje temperaturer. Den er tiltænkt til at opdage feber og ikke brænde sit barn med for varmt vand eller mad og selv ved 78 grader bør man ikke være i tvivl om at det er noget ens barn ikke bør blive udsat for. Spædbørns hud er sågar så tynd at mad og drikke slet ikke kan tåle noget, som er meget mere end kropstemperatur og til dét formål er Braun BNT400 ganske brugbar.

Den næste knap er til indstilling af aldersgruppe. Braun BNT400 er nemlig lavet til at guide dig gennem temperaturmålingen i den forstand at det runde display på toppen af enheden lyser op i enten grøn, gul eller rød afhængigt af det resultat man får tilbage. Småbørn og voksne har forskellige “normal”-temperaturer og dette kan denne funktion så tage højde for når den melder resultatet retur. Selvom featuren er smart, så er den også ret irriterende, for hver gang man starter sit termometer op efter at det har været slukket, så skal man indstille aldersgruppen på ny. For vores families vedkommende, hvor alle er over 36 måneder, så er det lidt besværligt at vi skal igennem samme proces hver gang.

Den øverste knap, som også har en anden farve, er så den du bruger til at igangsætte målingen med og så lyser sensoren på den anden side af displayet og udfører målingen. Ved måling af et barn eller voksen skal denne sensor være 0-2 cm fra pandens midtpunkt lige over øjenbrynene og ved måling af mad og vand skal man løfte den lidt højere op til 6 cm. Toppen af termometeret er blødt, så det generer heller ikke barnet ved berøring umiddelbart.

Braun BNT400 har også en knap mere, som ikke er så nem at spotte og det skyldes at den er gemt bag batteridækslet på undersiden. Når man fjerner batteridækslet skal man også fjerne mindst et af de to isatte batterier, for at kunne komme til denne skydeknap, som er ret lille. Knappen er til at indstille termometeret til at vise og måle i henholdsvis Celsius eller Fahrenheit. Årsagen til den ikke så praktiske placering er er at denne knap forventeligt ikke er en man vil bruge så ofte, men featuren er nu meget smart. Både for Braun, som ikke behøver lave forskellige versioner til verdens markeder, men også for dig som eventuelt rejser med dit barn, så er det nemmere at måle “lokalt” og oplyse lægen i fx USA, hvad temperaturen på dit barn er inden du ringer ind.

Funktionalitet

Braun BNT400 er utrolig nem at anvende og fordi den ikke kræver berøring med huden for at lave en måling så kan man også lave målingen på et sovende barn uden at være nervøs for at vække det. Det afhænger naturligvis af, hvor tungt barnet sover for lyset fra sensorens side vil jo givetvis også være irriterende, især så tæt på øjnene som man måler.

Helt tilfældigt døjede den mindste af vores af feber i efterårsferien, hvorfor jeg dog også fik testet målingen mens han sov og han blev ikke umiddelbart påvirket og det var noget mindre besværligt end, hvis jeg skulle have en måling fra armhulen på ham.

Målingerne med Braun BNT400 termometeret var præcise i den forstand at flere målinger efter hinanden viste det samme resultat, hvis man da ellers kunne ramme det samme sted, som ikke altid er nemt når barnet er vågent i øvrigt. Dog var der en smule afvigelse fra termometeret vi stak ind under armhulen. Om end vi snakker om forskelle på mindre end en halv grad, så er der altså en smule forskel, men vi var som forældre trygge ved præcisionen med Braun BNT400, da den lynhurtigt gav os en indikation om, hvorvidt barnet havde en feber, som var alarmerende eller ej. Når en feber måler over 40, så er man jo ikke i tvivl om at den er gal og så er det ikke så vigtigt om der står 40,2 eller 40,5 i og for sig.

Konklusion

Hvis man vil have en nem og hurtig måling af temperaturen på sit barn, som samtidigt er tilfredsstillende præcist, så er Braun BNT400 termometeret et rigtig godt valg. Der er sågar mulighed for at tilpasse resultatet og det man får til at lyse op i displayet til at afhænge af alderen på barnet. Ydermere er det i denne model muligt at måle temperaturen på både mad og drikke, så man kan sørge for at det man giver sine børn ikke er får varmt og dét er en rigtig brugbar feature, især for familier med helt små børn, især hvis der er tale om førstegangsforældre, der om nogen er en del mere påpasselige.

Positivt

  • Måler både feber og mad/drikke/badevand
  • Nem at bruge
  • Præcise målinger som giver hurtige og nemme resultater

Negativt

  • Man skal skifte mellem aldersindstillingen hver gang man tænder for termometret

Pris og tilgængelighed

Set til 539,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

I skrivende stund er vintertiden over os og diverse vira, forkølelser, og andet følger med. Traditionelt kan temperaturmåling på børn være en vanskelig affære, hvis ikke de vil være stille eller bare ikke bryder sig om måden, hvorpå temperaturen bliver målt og her kommer...Test: Braun BNT 400 Age Precision