torsdag, december 19, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Bowers & Wilkins Pi5 S2 earbuds

Test: Bowers & Wilkins Pi5 S2 earbuds

Bowers & Wilkins har valgt at opdatere deres earbuds i form af Pi5 S2, som er et sæt med fokus på både lækkert design og lyd, så lad os se om de er pengene værd.

Hvad er der i æsken?

Der er ikke nogen indholdsmæssige overraskelser i æsken til Pi5 S2. Til gengæld er selve indpakningen ret lækker, om end den er en smule svær at få ud for der er flere lag at komme igennem. Under lagene finder du selve earbudsene, ladeetuiet, to par ekstra øredutter af forskellig størrelse, ladekabel og manual.

Design

Det er kun et trænet øje, der ville kunne se forskel på denne nye generation af Pi5 S2, som er en videreudvikling af et sæt der kom på markedet for lidt over to år siden. De nye earbuds er blevet et gram lettere per enhed og ellers har man bibeholdt designet, som ser ret lækkert ud både for så vidt angår materialevalg, men også selve formen. Formen er nemlig lidt anderledes end de typiske earbuds, så det bliver spændende at se om de er til at have i ørerne.

De nye Pi5 S2 er dog med i alt tre farve-muligheder i form af mørk grå, lys grå og lys lilla, som producenten på sin hjemmeside har lidt mere posh navne til. Vores testeksemplar er den lyse lilla.

Her I anden generation ligner Bowers & Wilkins Pi5 S2 sig selv uden den store designmæssige ændring. Det har man ikke syntes værende nødvendigt, men derimod har man arbejdet på indmaden, som jeg kommer nærmere ind på under afsnittet for funktionalitet.

Designet på Pi5 S2 er anderledes end alle andre True Wireless (TWS) jeg har leget med. Det virker umiddelbart stort, men er det i virkeligheden ikke når man får det i hænderne. Kvaliteten kan virkelig mærkes i designet og også materialerne føles virkelig lærke. Der er kælet for detaljerne og det ser man ved at farven på etuiet altså følger selve earbudsene.

På ydersiden er Bowers & Wilkins Pi5 S2 udstyret med touchknapper, så du kan altså ikke mærke om du har trykket på tasten eller ej. Dog vil jeg med det samme sige at touch-knapperne i dette tilfælde spiller ganske fint og uden stor forsinkelse. Jeg er ikke selv fan af touch-knapper med mindre de virker upåklageligt, men det er næsten tilfældet her med Pi5 S2.

Øredutterne i bunden kan du skifte så de passer til den størrelse og form dine ører har og det burde være muligt at vælge en størrelse, der passer. Jeg oplevede selv at jeg med de mellemstørrelse øredutter, som er monteret fra start havde det bedste fit. Tanken er at du sætter dem i ørerne og drejer en smule indad mod ansigtet for at få dem til at sidde bedst fast og det var også hvad jeg oplevede. Normalt falder in-ears ud af mine ører ret nemt, men med Pi5 S2 skulle jeg alligevel i gang med noget fysisk aktivitet før det skete og selv der gik der længere tid end normalt.

Etuiet som bruges til transport, opbevaring og opladning af earbudsene er ret elegant udført. Det fylder ikke så voldsomt meget, men alligevel har man gjort plads til at du kan lade det op via det medfølgende USB-C kabel, men også via trådløs opladning.

Funktionalitet

Der er en app fra Bowers & Wilkins som du kan downloade til din smartphone, hvis du ønsker kontrol over hvad knapperne på Pi5 S2 skal gøre eller hvis du bare ønsker at det er nemmere at indstille lyden på dem og aktiverer talk-through eller støjreduktion. Appen er egentlig ganske fin og hurtig

Lydkvalitetsmæssigt fejler Bowers & Wilkins Pi5 S2 absolut intet efter min mening. Jeg baserer dette på lyd i musik for det er hvad disse høretelefoner er gearet til og jeg må sige at det er et af de bedste in-ears jeg har haft i ørerne. Der er god og afbalanceret lyd med masser af detaljegrad. Uanset om jeg spillede elektrisk, rock, klassisk eller pop, så var der god og fyldig lyd. Der er sågar en god og solid bund i og det er jeg ellers ikke vant til fra in-ears.

Da jeg tændte Pi5 S2 i bilen første gang så blev jeg kortvarigt i tvivl om lyden kom fra dem eller fra bilens anlæg, som min telefon normalt også er forbundet med fordi lyden føltes så fyldig og lukkede jeg øjnene kunne jeg sagtens forestille mig at lyden kom fra et par højtalere i stedet for et par in-ears.

Der hvor Pi5 S2 kommer en smule til kort er ved samtaler. Altså, jeg hører klart og tydeligt folk jeg snakker med og de kan også høre mig klart. Der er dog en udfordring med at Pi5 S2 giver ekko for dem jeg snakker med for det de selv siger. Fejlen eksisterer dog kun på Android og da jeg forbandt Pi5 S2 med min kones iPhone, så var ekko pludselig væk.

En anden lydmæssig funktion, som jeg ikke synes Bowers & Wilkins Pi5 S2 helt kan skrive hjem om endnu er deres noise cancellation. For mig at se var denne ret meget ikke eksisterende. Jeg forsøgte mig med både motorstøj fra bilen, støj fra højtalere med white noise og kontorstøj. Intet af det syntes jeg at Pi5 S2 formåede sådan rigtigt at screene ude. At funktionen var aktiv er dog bekræftet ved at der var en svag ændring i lyden og en forringelse af batteritiden – men en støjreduktion fandt ikke umiddelbart sted. Dét til trods for at Pi5 S2 har fire mikrofoner at gøre godt med.

Apropos batteritid så er det ikke her Pi5 S2 imponerer. De klarer fint de cirka fem timer per opladning de lover, men det er bare efterhånden ikke imponerende i 2023, hvor vi ser earbuds klarer det bedre. Det burde dog være rigeligt for de fleste og en hurtig opladning på et kvarter giver op til to timers afspilningstid, hvis nu du skal hurtigt ud af døren og til træning eksempelvis. Den samlede batteritid har dog fået en forbedring på samlet 3 timer fra forgængeren.

En af de andre farver du også kan få Pi5 S2 i

Pi5 S2 er nemlig lidt større end de gennemsnitlige earbuds så jeg forventede måske lidt mere af batteriet simpelthen, men det kan være det er af størrelsen den gode lyd kommer. Når det er sagt, så er komforten med Pi5 S2 overraskende god. De føles slet ikke tunge og de sidder fint i ørerne. Jeg kunne ikke selv træne med dem i ørerne fordi mine ører ikke er in-ear-venlige, men de sidder langt bedre end mange andre in-ears uden hank for mig.

Touch knapperne på ydersiden af Pi5 S2 earbuds reagerer ret præcist når man bruger dem. Det var sjældent at jeg trykkede og fik den forkerte funktion eksekveret. Du kan nemlig sætte dem til at registrere flere tryk eller lange tryk. Der hvor jeg dog oplevede en udfordring her i kulden var når jeg havde hue på. Her skete der tit det at Pi5 S2 registrerede trykket fra min hue og pausede derfor min musik eller podcast i tide og utide.

Understøtter trådløs opladning såvel som almindelig USB C

Konklusion

Bowers & Wilkins Pi5 S2 er et af de bedre lydende earbuds du kan skaffe dig på markedet. Du får også lov at betale for dem vel at mærke for de ligger i en prisklasse, hvor du finder hård konkurrence på lydsiden. På netop lydkvaliteten synes jeg dog de klarer sig fint også mod den konkurrence jeg har erfaring med, men den aktive støjreduktion ville jeg nærmest undlade at nævne som en feature for den er virkelig ikke imponerende. Heldigvis så formår Pi5 S2 at spille rigtig godt, se mega lækre ud og være behagelige samtidigt med, så det opvejer at de ikke imponerer på mikrofonsiden.

Positivt

  • Lydkvalitet
  • Flot og lækkert udført design
  • Flot etui med trådløs opladning
  • Gode touchknapper og nogenlunde app

Negativt

  • Aktiv støjreduktion er ikke til at mærke

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Bowers & Wilkins har valgt at opdatere deres earbuds i form af Pi5 S2, som er et sæt med fokus på både lækkert design og lyd, så lad os se om de er pengene værd. Hvad er der i æsken? Der er ikke nogen indholdsmæssige overraskelser...Test: Bowers & Wilkins Pi5 S2 earbuds