mandag, november 18, 2024
ForsideAnmeldelserTest: ASUS ROG Zephyrus S GX502 gaming laptop

Test: ASUS ROG Zephyrus S GX502 gaming laptop

Skal du have dig en gaming station, som du kan tage med dig på farten, så er ASUS’ seneste skud fra stammen en slim ROG Zephyrus S GX502 laptop måske værd at tage et kig forbi. Vi har i denne omgang brudt den ned så du ved nogenlunde, hvad du skal forvente dig.

Hvad er der i æsken?

Unboxing er en “ting” stadig i gaming verdenen og det er nok også årsagen til at ASUS har gjort det til en lækker oplevelse at pakke Zephyrus S GX502 ud. Den kommer i en ret slank æske, hvor låget skubbes til siden og samtidigt bringer den laptoppen med sig så denne altså bliver trukket ud.

Af samme årsag er 230 W strømforsyningen, som foruden den bærbare og papirarbejdet er det eneste man får, pakket ind separat, da denne ikke er ligeså slank og lækker som selve computeren. Dermed ikke sagt at strømforsyningen er uventet stor, men blot at maskinen er en tand mere slim.

Specifikationer

15,6″ Full HD 144 Hz display 3 ms
Intel Core i7-9750H
32 GB RAM
RTX 2070 med ROG Boost speed 1540 MHz 8 GB VRAM
Lyd: Sabre HiFi DAC
36 x 25,2 x 1,89 cm
2 kg vægt
Porte: 1 x USB-C, 1 x USB 3.2 Gen 2, 1 x USB 3.2 Gen 1, 1 x HDMI 2.0, 1 x audio jack, 1 x mic jack, 1 x RJ45
Model: GX502GW-ES010T

Design

Med udgangspunkt i ovenstående specs bider man måske, ligesom jeg, særligt mærke i at der er tale om en maskine på blot 2 kg og i en ret tynd profil. For nogle år siden var det, hvad man i daglig tale refererede til, som værende end Ultrabook. Denne kategori har i dag rykket sig til at fylde langt mindre, men det mærkværdige er at Zephyrus S GX502 altså gemmer på et ret kraftigt grafikkort, processor og RAM.

ROG er ASUS’ varemærke og hører til deres gaming serie af produkter, hvilket Zephyrus S GX502 også hører under. Det kan man ikke just være i tvivl om med det ret så særlige design, som denne laptop er udtrykt igennem. Der er dog samtidigt en del stil over designet, hvilket ikke gør at man er i tvivl om dens gaming gener, men gør at den sagtensogså kan fungere i et almindeligt kontormiljø, hvis du eksempelvis ønsker at anvende den til arbejde mellem spilsessionerne.

Låget på Zephyrus S GX502 har et stort lysende ROG logo i rødt på toppen og ellers er maskinen stort set helt sort. Den kan også fås i et mælkehvidt design, hvis du hellere foretrækker en lys udgave, men det er den mørke side vi altså har fået til test her. Låget er med en diagonal streg delt op med forskellig overflade på cirka midten og det er også med til at give en ret fed effekt i designet.

En anden ting jeg selv er lidt vild med er bagsiden når computeren er lukket sammen, som giver en effekt af en fordybning bag til og det ser en smule lækkert ud. Når man løfter låget så følger den bærbare computer ikke med og du kan altså dermed åbne Zephyrus S GX502 med en hånd.

Selve konstruktionen virker til at være ret robust og dét til trods for det ret så slanke design. Selvom 2 kg ikke lyder af så meget, så er den lidt ekstra vægt med til at forstærke kvalitetsindtrykket i det hele taget. Computerens chassis flekser ikke når man forsøger at bøje det og konstruktionen er også udført i en blanding af magnesium og aluminium.

Som det fremgår af specifikationslisten foroven, så er Zephyrus S GX502 udstyret med en del porte og tilslutningsmuligheder. Det gælder både ekstra tastatur, mus, headset, men naturligvis også en ekstern skærm eller to. Du kan nemlig anvende den ene USB-C port som DisplayPort. Portene er en smule uheldigt placeret for tæt på fronten så at sige og især strømstikket stikker ud på cirka midten af computeren og kan nemt komme i vejen for venstrehånds gamere, som altså har deres mus og hånd på venstre side af computeren, hvor kablet stikker ud.

Dette designvalg med portene er naturligvis lavet med henblik på at kunne yde en bedre køleevne, som vi dykker ned i lidt senere, men der er altså lidt kabel-rod man så skal finde ud af.

Det 15,6″ store display står ret tydeligt frem når man åbner op for Zephyrus S GX502. Det skyldes en meget tynd ramme på de tre sider og bunden er så en smule tykkere. Den tykkere bund gør at skærmen kommer en smule højere op, så det er måske heller ikke så skidt en løsning da den kommer mere i øjenhøjde for dig som bruger.

Kigger man rundt på rammen omkring skærmen vil man dog bemærke at ASUS har valgt at Zephyrus S GX502 ikke skal have et webcam indbygget. Hvis man ønsker at kunne anvende den til arbejde (eller stream for den sags skyld), så synes jeg det er ærgerligt at spare denne funktion væk, da man i arbejdssammenhæng eksempelvis nu om dage i højere grad anvender video-møder. Video-møder er ekstra trendy i skrivende stund, hvor vi døjer med coronavirus risikoen.

Når vi nu har åbnet maskinen op, så er det også meget passende at komme ind på det lysshow man bliver mødt med gennem tastaturet, som altså understøtter RGB-belysning, som du i øvrigt selv kan indstille gennem ROG Armoury Crate softwaren, som medfølger med maskinen præinstalleret. Her kan du også justere ydelse og følge med i computerens temperatur på både CPU og GPU niveau. RGB lyset slår i øvrigt også igennem på bunden af maskinen, så den lyser ud af hjørnerne og ned på skrivebordet, som den står på og det giver ligeledes en ret fed effekt.

Selve tastaturet er med en del ekstra knapper, som er bundet op med ROG Armoury Crate og du kan altså lynhurtigt indstille hastigheden på dine faner eksempelvis. Der er også adskillige genveje, som gemmer sig bag F-tasterne i den øverste række af tastaturet. Det lidt uheldige er dog at lyset fra tasten skinner igennem genvejsikonet og du skal i mørke gætte dig til eller vide, hvor F-tastefunktionerne således er. Det er en mindre detalje, men kan være irriterende for dem der ikke helt kan blindskrift .

“Syd” for tastaturet er Zephyrus S GX502 udstyret med en touchpad, som er elegant bygget ind i chassiet på computeren og stikker på denne måde ikke ud. Den virker ret fin ved berøring om end den ikke er voldsomt stor og virker med Windows 10 gesturerne selvfølgelig. Den har ikke nogle selvstændige fysiske knapper, men man trykker ned i bunden, som man sikkert kender det i forvejen.

Helt overordnet set er jeg ret vild med det ret så slanke og hvad jeg vil kalde elegante design, som ROG Zephyrus S GX502 byder ind med. Jeg mener naturligvis elegant i en gaming kontekst for der er set både mere elegante og subtile designs, men helt overordnet set ville jeg slet ikke have noget imod at tage Zephyrus S GX502 med på arbejde. Dér ville jeg dog nok slukke for RGB lyseffekterne.

Funktionalitet

Selvom design er vigtigt, så er det for de fleste af os ikke nær så vigtigt som selve præstationsevnen af en computer. Der må naturligvis gerne være et lækkert og slankt design, men det skal ikke være på bekostning af selve ydelsen eller det funktionelle design. Vi ser lidt nærmere på teknikken og brugen af Zephyrus S GX502 i de næstkommende afsnit.

Ydelse

Selvom jeg har set det i adskillige afskygninger efterhånden, så er jeg stadig ret imponeret over, hvor meget kraft man efterhånden kan presse ned i en laptop og sågar i en størrelse, som vejer 2 kg og er tyndere end 2 cm ved sit tykkeste punkt. Grafikkortet RTX 2070 med Max-Q teknologi, som gør alt dette muligt.

Sideeffekten af at presse en så kraftig indmad ind i dette slanke design er så også at de store blæsere virkelig kommer på prøve, når man bare smider den mindste snært af gaming efter den. Hvis man ikke indstiller blæseren til at være stille så får Zephyrus S GX502 lov til at blæse af sted – og det larmer – meget!

Selvom du kan indstille blæserne til at larme mindre gennem Armoury Crate softwaren, så betyder det i bund og grund at den clocker hastigheden ned på grafikkortet og resultatet heraf er at FPS i spil som PUBG bliver mere end halveret. Jeg gik ved medium indstillinger fra 125 FPS til under 50 FPS ved at sætte maskinen til Silent.

Hvis man smider sit headset på hovedet og skruer lidt op for lyden, så hører man det nødvendigvis ikke. Det gør alle omkring én til gengæld og deler man gaming areal med andre, så er man lettere udfordret.

Når det er sagt, så pressede jeg lidt forskellige spil ned over skærmen på Zephyrus S GX502 og fik egentlig ret fine resultater, som bekræfter at hardwaren, hvis ellers det får frit slag, gør sig fint velegnet til at spille på. Resultaterne kan du se forneden.

Playerunknown’s Battlegrounds FPS: 93-98 (Full HD Ultra)
Project CARS 2 FPS: 181-189 (Full HD)
CS:GO FPS: 183-207 FPS ved high, men spillet kan sagtens presses op over de 240 stabilt ved at sætte detaljegraden ned
Fortnite FPS: 87-118 med Epic Full HD settings
3D Mark Time Spy: 7742

Der, hvor vi i øvrigt også ramte en lille mur var ved at der lige pludselig ikke var meget plads tilbage på den SSD, som laptoppen er udstyret med, idet de 512 GB ikke er meget, hvis man ønsker at have bare en lidt større del af sin spilsamling med. Mange spil i dag fylder omkring de 100 GB og så er pladsen hurtig knap.

Tastatur

ASUS ROG Zephyrus S GX502 benytter sig af et chiclet design i tasterne, hvilket betyder at de er ret flade, men samtidigt har de en vandring, som er til at mærke. Det sidste synes jeg er vigtigt og især på en gaming laptop, hvor man helst skal mærke at man trykker en tast ned. Modstanden er tilpas til at man ikke bør fejlklikke, hvilket dog aldrig helt kan udelukkes.

Tasterne virker ret behagelige og præcise både at spille og skrive på. Som nævnt under sektionen for design, så skinner lyset kun igennem ikonet på fronten og den alternative funktion på tasten skal man enten kende eller tænde lyset i rummet for at se.

Mellemrumstasten har en lidt dybere bund i den højre side og jeg synes ikke selv det giver en funktionel værdi, men det skiller sig lidt ud fra et almindeligt tastatur, hvor tasten bare er rektangulær.

Tænd og sluk knappen finder man øverst til højre for tastaturet og den er relativt stor. Det gør den nem at ramme, men jeg synes på en eller anden måde at det bare størrelsesmæssigt ikke passer ind. Der er rigeligt plads til den og det er virkelig en lille ting, men jeg håber nogen kan relatere til at den for mig bare er iøjefaldende.

Skærm

Skærmen på ROG Zephyrus S GX502 står ret godt med den tynde ramme omkring sig. Det er en ikke så lille detalje og det får også skærmen til at virke større end den nødvendigvis er. Detaljegradsmæssigt står skærmen også ret skarpt når man tænker på at det “blot” er et Full HD display. Farverne står også ganske pænt og det eneste jeg vil sige på dette punkt er i virkeligheden at jeg føler skærmen ikke er nær så lys, som jeg kunne tænke mig det. Det skyldes nok TN teknologien, som er flaskehalsen, men til gengæld er den som muliggør den høje opdateringshastighed.

Der er nemlig tale om et 144 Hz display i ROG Zephyrus S GX502 og dét kan mærkes når man spiller. Fra at være vant til gaming laptops med en refresh rate på blot 60 Hz, så er der nu virkelig noget for pengene. Spillene føles utrolig smooth og det hjælper også på din egen mulighed for at reagere hurtigt.

Bemærk at vores testudgave af ROG Zephyrus S GX502 med den hurtige 144 Hz skærm er blevet yderligere opdateret af ASUS og fås nu i en ny udgave med 240 Hz, som giver en endnu hurtigere oplevelse. Vores test med 144 Hz var smooth og jeg kan kun forestille mig at 240 Hz er endnu vildere. Det kræver dog i de fleste spil at du er villig til at leve med lavere detaljegrader, hvis du vil skubbe spillene op i så mange FPS. Fordelen starter ved 145 FPS og opefter naturligvis og en generelt mere smooth performance. Alt andet skulle dog være det samme på de maskiner.

Lyd

Udstyret med en ESS Sabre DAC så løfter den automatisk også forventningerne til, hvor god lyd man forventer at få ud af højtalerne på ROG Zephyrus S GX502. Denne skuffer heller ikke og uanset, hvor højt jeg skruede op, så var det ganske fornuftigt og uden støj. Jeg foretrak at spille med headset (ikke kun på grund af blæserlarmen), men du kan sagtens spille via de indbyggede højtalere og få en fin oplevelse ud af det. Lyden er klar og med tilpas nok bund når man tager computerens størrelse i betragtning.

Batteri

Producenten fortæller os at vi kan forvente op til 8 timers batteritid med Zephyrus S GX502, hvilket jeg på forhånd var i tvivl om ville være en realitet. Det skyldes erfaring fra lignende laptops med “gaming” indmad og ganske rigtigt, så gav den 5 timer og 23 minutter ved almindelig web surfing og skærmens lysstyrke på mellem niveau. Selvom det er lavere end det annoncerede, så var det faktisk langt mere end frygtet. Computeren kan dog også spise batteriet på under halvanden time, hvis man smider noget spil efter den.

Det ret så fede er dog at en opladning foregår relativt hurtigt og kan give op til 60% juice ved 66 minutters opladning. Det er en masse seks tal, men det er faktisk en ganske fin opladningshastighed, som ikke er så uvæsentlig for dem, som også skal bruge denne laptop til andet end gaming.

Konklusion

ASUS ROG Zephyrus S GX502 er trods det slanke design og en vægt på blot 2 kg en ganske habil gaming maskine. At den fylder så lidt gør den både velegnet til at blive brugt som kontormaskine, men også at den er ret nem at have med til fx LAN eller over til vennerne. Den slanke profil har en lille down-side i og med at maskinen bliver varm og blæserne derfor hurtigt kommer i gang og larmer ret højt. Bortset fra det, så er der temmelig god ydelse, et godt tastatur, hurtig skærm som gør gaming til en fornøjelse. FPS mangler man i al fald ikke. Zephyrus S GX502 er dermed en ganske god løsning for dem, som ønsker en gaming maskine, der ikke fylder alverden. De små udfordringer, såsom larm og et lidt mørkt display er til at komme sig over når man tager ydelsen i betragtning.

Positivt

  • God ydelse
  • Hurtigt display 144 Hz
  • Godt tastatur
  • Fede RGB effekter
  • Slim og let design

Negativt

  • Blæserne larmer
  • For lille disk
  • Ingen webcam

Pris og tilgængelighed

Vejledende udsalgspris 21.499,- (den nye 240 Hz er set til 17.490 i butikkerne)

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Skal du have dig en gaming station, som du kan tage med dig på farten, så er ASUS' seneste skud fra stammen en slim ROG Zephyrus S GX502 laptop måske værd at tage et kig forbi. Vi har i denne omgang brudt den ned...Test: ASUS ROG Zephyrus S GX502 gaming laptop