Har du nogensinde set en router på størrelse med en mindre desktop computer? Hvis ikke kan du læse med på vores test af ASUS’ gaming router i denne omgang og se, hvad den kan bidrage med til hjemmenetværket.
Hvad er der i æsken?
Jeg havde for år tilbage en gaming desktop fra netop ASUS ROG serien, som jeg tror havde en mindre kasse end den, som den nye ROG Rapture GT-AX11000 PRO bliver leveret i. Til gengæld er routeren dog samlet og det eneste du mangler at gøre er at sætte strømadapteren samt LAN-kabel til, som i øvrigt er dét der følger med i kassen foruden papirerne.
Design
Jeg skal ikke gøre mig klog på om nødvendigheden i at ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO er så kæmpestor, som den er, men kort sagt er den enorm og jeg har ikke set en router af denne størrelse til privat brug, hvad jeg kan huske. Selv navnet fylder en del når man får det skrevet et par gange. Som nævnt, om det er nødvendigt ser vi nærmere på når vi kigger på funktionaliteten af routeren. For nu gennemgår vi æstetik i de første par afsnit.
For at sætte det lidt i perspektiv så synes jeg at ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO mest af alt ligner noget futuristisk hackerudstyr, som jeg forestiller mig man kunne finde i film eller videospil. Vender man routeren på hovedet med antennerne foldet ud så ligner det nærmest en forvokset robotisk edderkop. Nå, nok sammenligninger i denne omgang.
De nævnte antenner har ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO otte styks af og de kan peges i de fleste retninger. Det plejer at være et godt tegn, idet man om nødvendigt kan pege signalet mere målrettet.
Trods sin massive størrelse, så er ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO ikke bare en stor kasse med dertilhørende antenner. ASUS har forsøgt sig med at gøre designet en smule spændende. Dels ved de mønstre, som er i den sorte plastik, men også dels ved at deres router har RGB-belyst ROG logo på toppen. Ja, RGB lys som du kan sætte til at lyse i alle regnbuens farver. Her går jeg og forsøger at slukke al lys på min router mens andre åbenbart efterspørger RGB.
ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO er firkantet, sådan da, og har funktioner/porte i tre af disse sider. I den ene side har vi to USB-porte samt porten til strøm med dertilhørende tænd/sluk knap. De to USB-porte er henholdsvis 3.2 og 2.0, så man kan bruge dem til en harddisk og printer eksempelvis. Ved mange andre routere er man begrænset til én USB port og altså én af de to nævnte tilslutninger.
På bagsiden kommer ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO med en lille semi-negativ overraskelse. Der er kun fire almindelige LAN-porte på 1 Gbit og så har den 1 x 2.5 Gbit samt 1 x 10 Gbit. Båndbredden er der såmænd, især med de to hurtigere porte, men jeg havde bare kvag størrelsen, forventet lidt flere porte.
I den anden side har ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO knapper til at du kan forbinde via WPS knap og til at du kan slukke LED-lamperne og få nattero fra routeren.
En anden skuffelse (lille af slagsen) er at ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO ikke har vægmonteringsmulighed. Det virker ellers som den oplagte vægpynt, især med RGB-lysmuligheden.
Funktionalitet
En routeropsætning anno 2022 bør være ligetil og simpel uanset, hvor avanceret selve routeren er. De fleste har en router gennem deres internetudbyder og det at skulle ud og kigge på en opgradering bør ikke være betinget af at man skal kunne kalde sig nørd på området.
Det behøver man så heldigvis heller ikke med ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO, som ellers kan virke intimiderende med sit kæmpe ydre. Du kan sætte den op på traditionel vis ved at være forbundet via din computer og så tilgå routerens indstillinger gennem en browser, eller du kan også installere en app på din mobile enhed til at gøre det med. Hele processen tog mig lidt under 10 minutter og var ret nem, hvor jeg satte de forskellige bånd op og med mine navne for WiFi med dertilhørende passwords.
Til trods for routerens 2,0 GHz Quad-Core processor, så tog det den lidt over halvandet minut at genstarte efter indstillinger skulle træde i kraft. Det er ikke langsomt som sådan, men det er lidt længere end jeg havde forventet af en mastodont som denne for at være ærlig.
Selve opsætning og indstilling er ret nem at finde ud af. Dog er interface på browseren lidt ligesom routeren ret intimiderende fordi du som bruger har så mange muligheder. Du har et hav af indstillingsmuligheder, men heldigvis også en default settings knap til når du kommer til at ødelægge mere end du ved, hvordan du skal rette tilbage.
Der hvor ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO dog adskiller sig fra mængden er især på dens gaming features. Det er lidt svært at sætte ord på, hvad præcist routeren kan gøre for dig, som du også øjeblikkeligt kan mærke. Det handler dog om at ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO er i stand til at prioritere din gaming trafik og give dig bedre adgang til gaming servere. Hvordan de helt præcist opnår dette ved jeg ikke, men det kan være at ASUS køber sig adgang til bedre “veje” på det vide web og du dermed får en mere direkte adgang end du ellers ville.
Som resultat heraf bør du så dermed også få en lavere ping og færre tabte packets, hvilket alt andet lige betyder du får en fordel i dit game sammenlignet med at du ikke har disse fordele. Hvor udslagsgivende dette så ender med at være for dig afhænger af hvor stor en flaskehals det har været. Der er nærmest ingen tvivl om at det har en effekt, men om den er mærkbar er en anden sag. For mit vedkommende faldt min ping med 2 ms (et beskedent tal), men det kan ligeså godt have været tilfældighedernes gang.
For dem som gamer via konsollen betyder det i øvrigt at du nemmere kan forwarde porte på ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO end på så mange andre routere og især dem der følger med fra internetudbyderne. Dette kan jeg godt bekræfte og relatere til i øvrigt. Dog er det en udfordring, som har været mere udbredt før og i dag har man bedre styr på at portforwarde automatisk, men skulle dette glippe har du altså nemmere mulighed for at opnår NAT Type 2.
ASUS viden omkring gaming gør at de også kan være selektive og smide dig på de rigtige servere mere præcist, samt at ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO prioriterer packets, som den ved kommer fra spil. Du har ikke samme overblik som med Netgears DynaOS, men hvis man stoler på at ASUS har styr på det bagved liggende, så kan man game trygt.
Min internet hastighedstest var ikke voldsomt ændret i udgangspunkt med ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO når jeg sad på kontoret, som er relativt tæt på routeren og også der sammenligningen TP-Link Archer AX11000 står. Jeg havde dog en stigning i hastigheden på 5% mange andre steder i huset, hvilket ikke er helt uvæsentligt.
ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO er en 11.000 Mbps router med masser af båndbredde, men det man skal huske er at denne hastighed er oplyst som den samlede på tværs af bånd og kanaler. Det vil sige at ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO på intet tidspunkt vil kunne sende denne båndbredde ud til én computer eller enhed.
Det betyder dog at der ikke vil opstå flaskehalse på netværket og gennem iPerf (applikation man blandt andet benytter til måling af båndbredde) finder jeg ud af at jeg får en temmelig solid performance fra ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO. Den formår at levere 815 Mbps i stuen med cirka tre meters afstand uden noget mellem testcomputere og router. Den ene computer er koblet til med LAN-kabel for at den ikke er flaskehalsen i den trådløse test. Hastigheden daler så kun til 719 Mbps i køkkenet, som er en etage ned og altså med minimum en trævæg imellem. Det er ikke dårlige hastigheder.
Der høre en lille disclaimer til test af den maksimale hastighed på ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO, som lyder at mine enheder i sig selv er flaskehalse, da de ikke understøtter den fulde båndbredde via routeren, idet deres LAN-port kun understøtter 1 Mbps. Hvis jeg havde et testmiljø på 10 Gbit porten og et bedre WiFi-kort i maskinerne, så er jeg sikker på at hastighederne havde været en del højere. Dog viser resultaterne med ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO at der er rigeligt med båndbredde og hastighed, så du bør være godt sikret sammenlignet med enhver anden router i marken.
Jeg oplever med routere at jeg tit mister op imod 15% på mine internet-speedtests når jeg bevæger mig på tværs af etager i vores rækkehus, men med ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO var det kun cirka 5% og det er jeg ret imponeret af.
Dækningsmæssigt har jeg sjældent haft en router inde, som kunne have et så vedvarende stærkt signal som ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO igennem hele vores rækkehus på tre etager. Der var næsten ikke nogle huller at finde indenfor og signalstyrken var ret god alle de steder vi normalt befinder os. Du kan i øvrigt se mine målinger i nedenstående oversigt, hvor et lavere tal (mod nul) er bedre.
Understøtter i øvrigt ASUS AiMesh, hvilket betyder at du kan benytte understøttede ASUS routere til at udvide dit netværk og forvandle eksempelvis din gamle ASUS router til en Mesh-node. På den måde kan du udvide dit netværk til at dække rigtig mange kvadratmeter uden at du mister signalværdi. En ret genial feature, jeg dog desværre ikke havde mulighed for at teste grundet mangel på ekstra AiMesh understøttet router.
Konklusion
ASUS ROG Rapture GT-AX11000 PRO er en massiv router. Dens kasse alene er i volumen to gange større end kassen til en tilsvarende AX11000 router fra en konkurrent. Det betyder at du skal virkelig gide have dette monster stående. Det kan gemmes væk, men ikke hænges på væggen, så du har lidt at arbejde med. Hvis du kan leve med dens små tweaks og at den beklageligvis kun har 5 LAN-porte, så har du en utrolig hurtig router, der leverer et stærkt signal i nærmest hele hjemmet. Hastighederne fejler absolut ikke noget og det er nok dén hurtigste router jeg har haft til test når jeg tænker på den oplevede hastighed på tværs af hele testperioden.
Positivt
- Hastigheder
- Dækning og signalstyrke
- Gaming features nemme at implementere
- Hurtige LAN-porte med både 2.5 Gbit og 10 Gbit
Negativt
- RGB-design virker overflødigt
- Størrelse
- Pris