mandag, december 30, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Astro A50 Gen 5 gaming headset

Test: Astro A50 Gen 5 gaming headset

Lidt over et halvt år efter X versionen, får vi nu den lidt mere tilgængelige A50 Gen 5, som byder på mulighed for opkobling til fire enheder på samme tid og med skift mellem dem lynhurtigt. Der er også en hurtig trådløs forbindelse at bistå det hele med, mens vi ser nærmere på det nye Astro A50 Gen 5 headset.

Hvad er der i æsken?

Astro A50 Gen 5 kommer i en kæmpe æske af et headset at være. Det samme gjorde sig dog også gældende i de tidligere generationer, så det er ikke overraskende. Det burde heller ikke være overraskende for kendere af serien, da denne udover selve headsettet også indeholder en base med dertilhørende strømforsyning og to USB-C kabler til henholdsvis strøm og data. Det vil sige at for at forbinde flere enheder skal du selv erhverve dig yderligere kabler.

Der er ikke plastik i emballagen, som ellers var noget, der fyldte temmelig meget i de gamle generationer. Med øget fokus på miljøet ser vi nok ikke den slags indpakning længere. Det er naturligvis en god ting, men udpakningen af Astro A50 Gen 5 er bare ikke ligeså lækker, som det var før i tiden.

Design

I forhold til sin forgænger, så er det ikke fordi der er sket voldsomt meget på selve headsettet. Det ligner sig selv temmelig meget kan man sige, men nu med nogle andre farvekombinationer. Du kan få sættet i enten sort eller hvid, hvor vores testeksemplar så er det vide af dem.

Med Astro A50 Gen 5 har du et gaming headset, hvor designet er ret busy så at sige. Du er for det første ikke i tvivl om at der er tale om et gamingheadset, med de mange vilde detaljer, såsom mikrofonarmen, der er hullet og du kan se kablet indeni.

Astro serien har for mig altid været kendt for at have designs, der er lidt udover det sædvanlige og det gælder stadig for A50 Gen 5, hvor hovedbøjlen er udstyret med en fleksibel pude, der vipper og på den måde tilpasser sig hovedet. Derudover er hovedbøjlen monteret på to stilke, så at kalde dem, og det er meningen at man glider bøjlen op og ned for at tilpasse A50 Gen 5 til det hoved de skal være på.

Mikrofonarmen på Astro A50 Gen 5 er stadig relativt lang, men den er fleksibel, således at du kan vippe den ind foran din mund relativt nemt. Mens mikrofonen er monteret på den venstre ørebøf, så finder du på den højre knapperne til at styre headsettet med. Der er knapper for at tænde og slukke og denne er en slideknap, hvilket jeg synes er langt bedre end at man har en knap man skal holde inde. Derudover så har du knappen til at skifte mellem de tilsluttede platforme og under den er Bluetooth knappen. Slutteligt har du også en rulleknap til at justere lydniveau med.

Ydersiden af ørebøfferne er også knapper, som du bruger til at justere balancen mellem chat og game lyd. Det betyder du på farten kan justere om du hellere vil høre dine medspillere eller spillet afhængigt af hvilket type spil du spiller. Det er efter min mening en lidt langsom løsning i forhold til at man eksempelvis har en rulleknap.

Astro A50 Gen 5 headsettet leveres med en base, som du kan stille headsettet i til opladning. Der er magneter, der “fanger” headsettet når du ligger det ned i, som så sørger for at det slider ned til opladning. Det kræver dog at du også selv stiller headsettet relativt præcist ned til hullerne, da du ellers, som jeg, risikerer at headsettet ikke lader op, selvom du tror det er tilfældet.

Her sammenlignes Astro A50 Gen 5 og Astro A50 X Gen 5 højre hvor den største forskel ligger altså på HDMI tilslutningerne

Selve basen har ikke ændret sig voldsomt, ligesom headsettet, for så vidt angår udseende. Til gengæld er bagsiden den, der har fået den største opgraderinger. Her er der ikke længere fire forskellige forbindelser som i forgængeren. Logitech har gjort det simpelt og der er bare tre USB-C porte på bagsiden, som du kan bruge til at forbinde en PlayStation, Xbox og PC til.

Foran på basen er der hvide LED-lys, der fortæller dig om batteristatus i headsettet og så hvilken platform du har valgt at være forbundet til. Du kan kun skifte platforme med knappen på headsettet og når du gør er der en lille transitionseffekt på belysningen, hvor det ene lys fader ud og det andet kommer frem. En lækker lille detalje i stedet for at lysene bare skifter.

Logitech er for så vidt angår design nærmest værre end Samsung og Apple. Det er de fordi der går meget mere end et år mellem deres produkter og alligevel formår de at lave meget få udseendemæssige ændringer. Jeg er selv kæmpe tilhænger af at man har tilgangen “don’t fix what ain’t broken”, men det kan også skabe en for tryghedsfordrende ramme, der resulterer i for lidt udvikling på designfronten.

Jeg får det til at lyde som om Astro A50 Gen 5 er kedelig, hvilket bestemt ikke er tilfældet. Dog er det lidt særligt så det vil måske ikke falde i enhvers smag. Astro A50 Gen 5 er ikke et lille headset og det fylder, men det gemmer altså “kun” på 40 mm drivere under det store ydre.

Funktionalitet

Fordi Astro A50 Gen 5 bare kræver USB-C til tilslutning af det, så kan opsætningen nærmest ikke være nemmere. Du kan så også vælge at forbinde en Bluetooth enhed til headsettet. Det kunne være en laptop eller din mobiltelefon, så du kan høre musik og tage opkald via det i stedet.

Hertil mangler dog en funktioner, som jeg har gjort Logitech opmærksom på, og det er at du ikke kan fjerne forbindelsen til en enhed igen med mindre du resetter dit headset helt eller sætter en ny forbindelse op.

App

Hvis du vil indstille Astro A50 Gen 5 så er det nye nu også at enheden understøttes af Logitech G Hub appikationen og ikke Astros command center. Hvis du har andre Logitech enheder, så kan du have indstillingerne samlet et sted.

Med Astro A50 Gen 5 får du også adgang til Dolby appen til Windows, hvor du kan indstille lyden uden brug af G Hub applikationen, hvis du foretrækker den ene app over den anden.

I Dolby appen går du dog glip af muligheden for at indstille mikrofonen. Logitech har nemlig udnyttet deres opkøb af Blue virksomheden og giver dig i Astro A50 Gen 5 adgang til en masse mikrofonindstillinger, så du kan lyde anderledes og generelt bare indstille mikrofonen med en masse parametre. Mega smart, hvis du streamer eller bare ønsker at tweake lyden så du lyder optimalt.

Lydkvalitet

Lydmæssigt er Astro A50 Gen 5 et fantastisk headset. Det har vibes af at være et openback headset og lyden er virkelig åben og utroligt detaljeret. De mange indstillinger du så også har adgang til giver dig mulighed for at skræddersy lyden yderligere. Både Dolby og G Hub giver dig adgang til at indstille lyden således at du enten kan få en mere “rigtig” lytteoplevelse eller du kan sætte fokus på nemmereat kunne høre fodspor i skydespil.

Jeg benyttede mig af sidstnævnte mulighed ret meget og hertil er G Hub ret genial for den lader dig indstille tonerne ved at trække i frekvenserne og det kan du så sidde og gøre mens du spiller for at se, hvad du får mest ud af. Du kan også søge efter andre folks indstillinger i G Hubs store database, hvis du stoler på andre mere end på dig selv. Mulighederne er i hvert fald mange.

Lyden i Astro A50 Gen 5 er i hvert fald blandt noget af det bedste til gaming af det jeg har oplevet. Lyden er klar, detaljeret og med en de power. Det nye ved Gen 5 er at de bruger graphene driver, som Logitech selv har udviklet. Lyden fejler absolut intet for så vidt angår detaljegrad og “rigtighed” for hverken musik eller gaming. Dog synes jeg at Astro A50 Gen 5 spiller relativt lavt. Enten det eller også er jeg bare ved at blive ældre for jeg føler det nødvendigt at skrue op på 80% i Windows når jeg gamer for at kunne høre ordentligt og jeg føler ellers at have været vant til at skrue mindre op.

Mikrofon

Du kan i nedenstående lytte til den indspilning jeg har lavet med mikrofonen i Astro A50 Gen 5. Det er en temmelig god mikrofon og indstillingsmulighederne gør den endnu bedre da du kan ændre din stemme til ugenkendelighed eller bare optimere lyden så den er optimal i forhold til der hvor du bruger den.

Komfort

Med sine 363 gram så er Astro A50 Gen 5 ikke noget lille headset. Det vilde er dog at det føles så utrolig let på hovedet dét til trods. Jeg er ret glad for at Astro har valgt at smide stof på puderne i stedet for kunstlæder. Det gør at min hud kan ånde og jeg har formået at have Astro A50 Gen 5 på hovedet i flere timer uden at have en trang til at tage det af. Det føles simpelthen både luftigt og let.

Justering til forskellige størrelser af hoveder kan man i øvrigt gøre relativt præcist med småjusteringer på bøjlen. Justeringen kræver en smule kraft, hvilket så gør at den ikke rykker sig så nemt uden at du selv vil have det.

Batteri

Den oplyste batteritid for Astro A50 Gen 5 er 24 timer på en fuld opladning og ved 75 dB. Headsettet har i øvrigt også en USB-C port på sig direkte, som du kan bruge til at oplade med i stedet for at bruge docken. De 24 timer er egentlig fint, men når nu de ikke spiller højere og der ikke er RGB-lys i dem, så havde jeg forventet mere for at være ærlig. Dog ville jeg ikke ofre komforten ved at batteriet blev større og tungere for at få et par timer ekstra. Så længe du husker at sætte den til at lade op bør du være fint kørende.

Konklusion

Til dig der ønsker noget af det bedste lyd til gaming, masser af indstillingsmuligheder og mulighed for opkobling til flere platforme på én gang så er Astro A50 Gen lidt svær at komme udenom. Prisen er derefter, altså høj, men du får en masse for pengene. Jeg elsker selv designet, selvom det nok vil dele vandene og så er det utrolig behageligt at have på hovedet. På toppen af det hele kan du indstille både lyd og mikrofon så det passer lige nøjagtigt til dit setup. Jeg savner muligheden for at slå Bluetooth fra og til på en smartere måde, men udover dét og at jeg kunne tænke mig det kunne spille højere har jeg ikke noget at sætte fingeren på. Et awesome headset, hvis du er villig til at betale prisen.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Lidt over et halvt år efter X versionen, får vi nu den lidt mere tilgængelige A50 Gen 5, som byder på mulighed for opkobling til fire enheder på samme tid og med skift mellem dem lynhurtigt. Der er også en hurtig trådløs forbindelse at...Test: Astro A50 Gen 5 gaming headset