torsdag, december 26, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Arlo Pro 5 Spotlight camera

Test: Arlo Pro 5 Spotlight camera

Arlo har opdateret det populære mellemklasse kamera, den nye model hedder Arlo Pro 5 og den skal vi se nærmere på her.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi, udover Arlo Pro 5 kameraet, et monteringsbeslag, et kabel til opladning, og en brugsvejledning.

Design og funktionalitet

Arlo Pro 5 følger helt samme designskabelon som vi kender, med et hvidt kamerahus med afrundede former og en sort front. Arlo 5 Pro er sikret mod vind og vejr, og kan bruges både udendørs og indendørs.

Bagerst sidder et metalgevind hvor man skruer kameraet fast på monteringsbeslaget.

I bunden sidder opladerstikket som kablet selv klikker sig fast på ved hjælp af magneter.

Den hvide knap låser huset op, og man kan trække kameraet ud. Her får man adgang til batteriet.

Arlo oplyser at batteriet kan drive kameraet i op til 8 måneder mellem opladninger. Under min test brugte kameraet næsten 9% batteri på kun 10 dage, dog med rigtigt mange aktiveringer, og ingen batterisparer funktioner slået til. Men jeg tillader mig dog at stille mig lidt tvivlende om de 8 måneders batteritid. Arlo Pro 5 har en batterisparetilstand man enten kan slå til manuelt eller sætte en nedre grænse for hvor lidt strøm der skal være på batteriet før den aktiverer automatisk. Når den er aktiveret så optager kameraet ikke længere videoklip ved bevægelse, men tager et enkelt foto for at spare på strømmen.

På forsiden sidder øverst den kraftige spotlight der kan lyse et område op 6-7 meter fra kameraet og som er medvirkende til at Arlo Pro 5 kan optage i farver om natten. Under det sidder selve kameraobjektivet med en synsvinkel på op til 160 grader, der gemmer på et kamera med en opløsning på 2560×1440. På hver side af det sidder de infrarøde lysdioder til sort/hvid nightvision i fuldstændig mørke. Nederst sidder en højttaler der også fungerer som en sirene med en virkelig irriterende lyd der kan aktiveres ved bevægelse, eller manuelt fra Arlo Secure app’en.

Når man forbinder til Arlo Pro 5, så bliver den velkendte Arlo Secure app også opdateret til version 4.0 med nyt layout og nye funktioner.

Den nye Arlo Secure app har alle de kamerafunktioner som man kender fra tidligere, layout er dog lavet noget om, men efter lidt tilvænning så virker det faktisk lidt mere logisk og lidt hurtigere at gå til end den gamle app. Jeg havde ikke noget jeg manglede i Arlo Secure app’en, faktisk var der flere funktioner der virker smartere og bedre end i den gamle app, så plus point til Arlo for en vellykket ny version af Arlo Secure. Den nye version understøtter selvfølgelige stadig alle de andre Arlo kameraer, samt sensorer og alarmer, så man har det hele samlet i en app.

Arlo Pro 5 er efterfølgeren til Arlo Pro 4 som vi har anmeldt i en XL udgave her. Jeg vil lige nævne nogle af de forskelle der er på de to modeller. Arlo Pro 5 har tri-band trådløs forbindelse, hvor Arlo Pro 4 kun understøtter Wifi på 2,4 GHz. Tri-band i denne sammenhæng betyder dual-band Wifi (5 GHz og 2,4 GHz) samt SecureLink. SecureLink fungerer sammen med Arlos alarmsystem, hvor kameraet (og andre sensorer) forbinder udenom husets Wifi, direkte til Arlos alarmterminal. Det betyder mindre strømforbrug i kameraet, og en sikrere forbindelse der virker selv når husets Wifi er nede, eller strømmen er gået (alarmterminalen har batteribackup og mobildata indbygget) Men det er som sagt kun i forbindelse med et alarmanlæg at SecureLink er i spil. Under min test var Arlo Pro 5 forbundet direkte til mit Wifi.

Arlo Pro 5 har en 12 bit farvesensor, hvor Arlo Pro 4 har en 10 bit farvesensor. Det betyder at Arlo Pro 5 i teorien kan opfange over 60 milliarder farvenuancer. I praksis er forskellen dog ikke så dramatisk. Det er tydeligt at se at Arlo Pro 5 er mere lysfølsom en Arlo Pro 4, men de to kameraer har forskellige styrker og svagheder i billedkvaliteten. Jeg har taget nogle snapshots fra begge kameraer, fra samme position, på samme tid af dagen med de samme indstillinger.

Først et billede med aftenlyset der lyser gavlen op for enden af haven.

Arlo Pro 4 XL:

Arlo Pro 4 XL

Arlo Pro 5:

Arlo Pro 5

Arlo Pro 5 får lysnet de mørke fliser mest op, men får overbelyst gavlen for enden, hvor Arlo Pro 4 XL gør fliserne lidt mørkere, tilgengæld ser gavlen for enden mere naturlig ud.

Her et billede taget tidligt i morgenskumringen, her er Arlo Pro 4 XL stadig i nattetilstand da det ikke mener lyset er godt nok til at lave farvebilleder, hvor Arlo Pro 5 er skiftet til farvebilleder. Et klart tegn på at Arlo Pro 5 er mere lysfølsom.

Arlo Pro 4 XL:

Arlo Pro 4 XL

Arlo Pro 5:

Arlo Pro

Og endelig et billede taget i total nattemørke uden brug af kameraets spotlight, kun med to havelamper tændt i haven. Her kan man se lidt flere detaljer i billedet fra Arlo Pro 5, f.eks. træet bagerst til venstre, og flere detaljer i busken ved det fjerne havelampe.

Arlo Pro 4 XL:

Arlo Pro 4 XL

Arlo Pro 5:

Arlo Pro 5

Jeg lokkede et par af havens fugle til at spise morgenmad foran Arlo Pro 5, og det blev til nogle meget tætte nærbilleder af et par skader. Det viser både hvordan videokvaliteten er, men bestemt også hvor følsom den indbyggede mikrofon er.

Fra Arlo Secure app’en kan man indstillet et væld af ting på Arlo Pro 5, indstillinger som jeg ikke vil gå så meget i detaljer med her.

De nye indstillinger for batterisparetilstand vil jeg dog nævne, den gemmer sig under “Power Management” menu’en.

Her kan man vælge sine egne kompromisser mellem batterilevetid og video/billedkvalitet.

Konklusion

Arlo Pro 5’s forbedringer i billedkvaliteten var ikke så entydige som jeg havde håbet. Det er mere lysfølsomt end Arlo Pro 4, men afhængig af lyset og omgivelserne, så var det ikke altid Pro 5 der gav det flotteste billede efter min mening. F.eks. så det ikke ud til at indstillingen Auto HDR gjorde nogen forskel, og det betød at mine ældre Arlo kameraer gav markant lysere og tydeligere billede hvis der var stor forskel på lys og mørke i optagelserne. Og så lider Arlo systemet stadig under to ting. Den første er at der er forsinkelse på live video, og notifikationer kunne også komme en del sekunder efter hændelsen var sket. Og den anden er at det kræver et abonnement for rigtigt at få glæde af kameraet. Uden abonnement bliver videoerne f.eks. ikke gemt nogle steder, og så er idéen med et overvågningskamera lidt lige meget. Et abonnement for et enkelt kamera koster 35 kr pr måned, og for 89 kr pr måned kan man koble et ubegrænset antal kameraer på og få gemt video i 2K opløsning.

På den positive side, så er Arlo systemet, og Arlo Pro 5, stadig robust, og let at gå til. Arlo Pro 5 har en glimrende billedkvalitet, den er bare anderledes end Pro 4 som jeg valgte at sammenligne med. Jeg håber dog at Auto HDR kommer til virke bedre med fremtidige firmwareopdateringer. Og i kombination med den nye app, så løser Arlo Pro 5 opgaven ganske godt.

Pris og tilgængelighed

Arlo Pro 5 har en vejl pris på 1.895,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Arlo har opdateret det populære mellemklasse kamera, den nye model hedder Arlo Pro 5 og den skal vi se nærmere på her. Hvad er der i kassen? I kassen finder vi, udover Arlo Pro 5 kameraet, et monteringsbeslag, et kabel til opladning, og en brugsvejledning. Design og...Test: Arlo Pro 5 Spotlight camera