søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: AKG N60NC hovedtelefoner

Test: AKG N60NC hovedtelefoner

Vi har ikke tidligere stiftet bekendtskab med AKG her på eReviews.dk, men nu fik vi muligheden for at teste deres nyeste noise cancelling hovedtelefoner, N60NC. Lad os se nærmere på hvordan lydkvaliteten og ikke mindst støjreduktionen er i denne model.

Hvad er der i kassen?

Indpakningen er rigtig flot, og leder tankerne hen på indpakningen af et Apple produkt. Tingene er pakket flot i små æsker, og det hele er beskyttet af udskåret skum.

I kassen finder vi selve N60NC hovedtelefonen pakket i et beskyttende neopren hylster. I hylsteret finder vi USB opladningskabel og et lydkabel. Begge kabler er dækket af stof, og virker til at være i høj kvalitet. I kassen er der også en adaptor til de lidt ældre udtag der findes i nogle flysæder, samt user guides og garantibetingelser.

 

Design og funktionalitet

AKG N60NC er er et kompakt headset der kan foldes sammen så det er let at transportere. Det er af on-ear typen, så det hviler uden på øret, og omkranser det altså ikke. Det har indbygget aktiv støjreduktion, som betyder at det har indbyggede mikrofoner som måler på støjen uden for hovedtelefonerne, og så afspiller AKG N60NC så den “omvendte” lyd af støjen inden i hovedtelefonerne som i teorien betyder at støjen bliver fjernet. I praksis så virker det bedst for de lave frekvenser, så det er godt til at dæmpe motorstøj, vindstøj og dækstøj, men ikke så godt til at dæmpe f.eks. stemmer eller andet der ligger i et højere frekvensområde. AKG N60NC er lavet i metal og plast. Selve ørekopperne er lavet i metal, med plastik detaljer, og bløde puder i kunstlæder. Hovedbøjlen er ligeledes polstret med kunstlæder og har en metalafslutning hvor den sidder monteret på selve ørekopperne.

På højre ørekop sidder knapper til betjening af AKG N60NC.

Betjeningen sker ved hjælp af to vippekontakter. Den øverste er tænd/sluk/Bluetoothparrings knappen. Den nederste knap kan vippes til begge sider og det skifter nummer i musikken. Den kan også trykkes ned og det pauser musikken, eller besvarer/afslutter et telefonopkald. Der er ligeledes to trykknapper der bruges til at justere volumen.

På venstre ørekop sidder der to stik.

Et USB stik til opladning af AKG N60NC, og et lydstik til lyd via kabel. Der sidder også en lille lysdiode der viser opladningsstatus.

AKG N60NC har et ekstra hængsel ved hver ørekop så de kan foldes sammen og fylde minimalt når man har dem med sig i det medfølgende etui.

Typisk vil on-ear hovedtelefoner klemme lidt på kanten af øret, og de er ofte ikke specielt komfortable hvis man har øreringe i. Men AKG N60NC har så bløde puder at det faktisk ikke var noget problem. Så også point for komforten til AKG N60NC.

AKG N60NC er opgivet til at have en batteritid på op til 15 timer med Bluetooth og aktiv støjreduktion aktiveret. Hvis man benytter kablet, så loves der en batteritid på op til 30 timer med aktiv støjreduktion aktiveret. Med kabel kan de også bruges slukkede, altså uden aktiv støjreduktion aktiveret.

Når AKG N60NC er tændt, så er den aktive støjreduktion automatisk aktiveret. Den er ret effektiv på de lave frekvenser, mens diskanten går ret meget igennem. Men da det også typisk er den lavfrekvente støj (motorstøj og lignende) der er mest generende, så er den aktive støjreduktion faktisk i det store hele rigtig effektiv!

Lydkvaliteten under musik er rigtig god. AKG N60NC spiller flot afbalanceret med en klar diskant der ikke forvrænger når man skruer op. Stemmer står klart og naturligt, og bassen er tilpas meget tilstede uden at det bliver bulderende. Alt i alt er AKG N60NC utroligt velspillende. Det eneste lille kritikpunkt jeg har har, er at man kan høre en svag støj i pauserne mellem numrene. Spiller man musik via det medfølgende kabel, så forsvinder det meste af den svage støj, så det må være et biprodukt af Bluetooth forbindelsen. Lidt ærgerligt, for det er faktisk det eneste jeg har at udsætte på en ellers ret perfekt lydkvalitet.

Jeg skulle omkring 12 meter væk, og op på næste etage i mit hus før der var udfald på Bluetooth signalet, så rækkevidden må bestemts siges at være godkendt.

Lyden under telefonopkald via Bluetooth var glimrende, jeg kunne nemt høre modparten, og modparten sagde at lyden var glimrende. Dog er det lidt underligt at tale i telefon med aktiv støjreduktion da man ikke hører sin egen stemme særligt godt. Jeg endte med at tage den ene ørekop af øret fordi jeg synes det var svært at føre en samtale når ikke kunne høre sig selv. Sætter man kablet i AKG N60NC så blev telefonlyden endnu bedre. Jeg hørte modparten endnu bedre, og modparten sagde også at min stemme gik bedre igennem.

Konklusion

AKG N60NC er et utroligt velspillende kompakt headset. Den aktive støjreduktion er rigtig effektiv mod den støj der er mest generende, dog uden at man får fornemmelsen af trykken for ørerne som jeg har oplevet med enkelte andre hovedtelefoner med aktiv støjreduktion. Desværre så giver Bluetoothforbindelsen lidt støj i hovedtelefonerne, og det er ærgerligt når man har et sæt der er så velspillende. Bærekomforten er god af et sæt on-ear hovedtelefoner at være. Det er indgået et godt kompromis mellem størrelse på ørekopperne og komforten. AKG N60NC er oplagte at have med på rejser og lignende, og her kunne jeg godt tænke mig at det medfølgende etui var lavet i hårde materialer så det beskyttede hovedtelefonerne bedre hvis de skulle ende nederst i tasken. Det medfølgende bløde etui er fint til at beskytte mod ridser, og til at holde styr på de medfølgende kabler. Men her er jeg ude i meget små kritikpunkter, for AKG N60NC er faktisk alt i alt et ret lækkert headset.

Pris og tilgængelighed

AKG N60NC er set til 1.599,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi har ikke tidligere stiftet bekendtskab med AKG her på eReviews.dk, men nu fik vi muligheden for at teste deres nyeste noise cancelling hovedtelefoner, N60NC. Lad os se nærmere på hvordan lydkvaliteten og ikke mindst støjreduktionen er i denne model. Hvad er der i kassen? Indpakningen...Test: AKG N60NC hovedtelefoner