søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest af elektroniske p-skiver

Test af elektroniske p-skiver

P-bøder er noget der kan ødelægge de flestes dag og særligt hvis det udelukkende skyldes glemsomhed eller uvidendehed. Heldigvis kan det ret nemt løses med en elektronisk p-skive, for med en sådan monteret i forruden slipper man helt for at tænke på at indstille p-skiven, det sker helt automatisk når man parkerer bilen – så man kan koncentrere sig om at ligge mærke til hvor længe man må holde det pågældende sted, for det kan den elektroniske p-skive af gode grunde ikke vide.

Vi har i denne omgang testet 3 forskellige p-skiver fra 449,- til 899,- i en perioden over et par måneder og nedenfor får du del i Vores praktiske erfaringer og meninger omkring produkterne.

ParkOne

ParkOne er den klassiske elektroniske p-skive fra serien af samme navn, der produceres af Needit. ParkOne var deres første produkt og stadig et af de mest populære, selvom serien nu også er udvidet til at omfatte en Mini, Lite og en Exclusive udgave.

parkone-front

ParkOne er udført i plast, fås i flere forskellige farver og er yderst slank – det betyder at man ikke skal frygte at den falder ned, som tidligere har været et problem med modellen fra bl.a. Jakob Jensen da den er forholdsvis tung.

I pakken til ParkOne får man en kort monteringsvejledning, en manual og en renseserviet. Den første del af “opsætningen” sker inden den fysiske montering, det er i hvert fald det absolut nemmeste, for her skal tiden lige indstilles første gang. Manualen beskriver præcist hvordan dette foregår.

Med renseservietten rengøres forruden hvor man ønsker p-skiven placeret, den beskyttende film fjernes fra 3M klæbepuderne og p-skiven sættes fast på ruden, man kan med fordel holde den på plads et halvt minuts tid, for at sikre at klæbepuderne har 100% kontakt med forruden.

ParkOne virker på den måde at den automatisk registrerer bevægelse og aktiveres når bilen holder stille igen, i praksis betyder det at man aldrig selv behøver stille p-skiven, den er “stilt” så snart bilen ikke er i bevægelse – uanset hvor man holder. Det er dermed slut med at glemme p-skiven, uanset om der blot er tale om forglemmelse, eller man slet ikke er klar over at p-skiven er påbudt det pågældende sted.

På bagsiden er der 3 knapper og et lille display der viser tid – knapperne bruges som udgangspunkt kun ved opsætning og evt. justering af tiden.

parkone-back

ParkOne’s enkle og slanke design vil helt sikkert tiltale mange og den fungerer fremragende i praksis. Jeg har 2 som er flyttet mellem 4 forskellige biler de seneste 2 år og jeg har endnu ikke haft brug for at skifte batteri, eneste anke er at et skifte er forholdsvis dyrt, da forhandlerne tager ca. 50,- for et nyt sæt klæbepuder – der må være en pæn fortjeneste på disse! Skulle man have brug for at afmontere ParkOne, bør man bruges en hobbykniv eller lign., og skære p-skiven fri for klæbepuderne, dette for at undgå at man ødelægger display eller fronten ved at hive den af.

Specifikationer

  • Mål: 10,0 x 10,0 x 1,7 cm.
  • Vægt: 86 gram
  • Batteritid: Ca. 2 år
  • Materiale: Plast og glas

parkone-front-on-car

Konklusion

ParkOne er et oplagt valg hvis man ønsker en elektronisk p-skive i diskret og slankt design. Den fungerer præcist som den skal, displayet bagpå er rimelig nemt at aflæse og opsætningen er nem. Designet er måske lidt “plastik-agtigt”, men bestemt stadig nydeligt.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 449,-, set hos Coop.dk
Se aktuel pris hos PriceRunner

ParkOne Exclusive

ParkOne Exclusive er det seneste medlem af ParkOne-familien og denne udgave er, som navnet antyder, den mest eksklusive. Modellen har et meget stilfuldt design med front i børstet aluminium, sort display foran og en bagside i sort piano-lak, dog er bagsiden udført i akryl. Med andre ord er den udgaven til dem der ikke helt synes at den alm. ParkOne’s design matcher bilen.

parkone-exclusive-in-car

Bagsiden er fastgjort med magneter og kan nemt løfttes af, hvis man eksempelvis har behov for at skifte batterierne – den benytter 2 stk. CR2430 knapcellebatterier. De 2 knapper der bruges til opsætning af tid og dato er også at finde bag denne bagside og øverst er placeret et lille display så man kan holde øje med at tid og dato er korrekt indstillet. ParkOne Exclusive sørger i øvrigt selv for skiftet mellem sommer og vintertid, så den del behøver man heller ikke bekymre sig om. Batteritiden er opgivet til ca. 2 år og set i lyset af de batteritider jeg selv har oplevet med den klassiske ParkOne, så stemmer dette fint overens.

parkone-exclusive-back

parkone-exclusive-back-closed

Den fysiske del af monteringen er som den klassiske ParkOne og det samme gør sig gældende med evt. afmontering, opsætningen – inden montering, er også virkelig nem, da man blot skal indstille tid og dato via de 2 knapper bagpå, det er alt!

ParkOne Exclusive fungerer, i praksis, på samme måde som den klassiske ParkOne, nemlig ved automatisk at registrerer bevægelse og indstille p-skiven når bilen holder stille.

Specifikationer

  • Mål: 10,0 x 10,0 x 1,2 cm.
  • Vægt: 74 gram
  • Batteritid: Ca. 2 år
  • Materiale: Aluminium, plast og glas.

Konklusion

ParkOne Exclusive minder på mange punkter om lillebroderen der blot hedder ParkOne, men her er blot brugt endnu mere krudt på designet og valgt nogle langt mere lækre materialer, bl.a. aluminium og højglans plastik. Detaljen med et bag-cover der nemt kan afmonteres for skift af batterier er også en fin detalje, mens displayet bagpå kan være lidt svært at aflæse når bagcoveret er på – men det er en mindre detalje og ikke noget man som udgangspunkt har brug for at kunne aflæse.

Prisen er forholdsvis høj, men man får også et produkt i flot og eksklusivt design – så har man bilen dertil, er dette p-skiven!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 899,-, set til 699,- hos Coop.dk
Se aktuel pris hos PriceRunner

Park Solar

Det danske firma Samatech stiller med Deres Park Solar, en elektronisk p-skive der adskiller sig fra mange andre ved at være batteriløs – den får nemlig strøm via det solcelle-panel der er indbygget i fronten, det betyder man aldrig behøver bekymre sig for om p-skiven løber tør for strøm, da den hele tiden vil oplades af sollyset. Idéen med at udstyre den elektroniske p-skive med solceller er ret godt tænkt, for så slipper man fuldstændig for at skulle tænke over at stille p-skiven og tjekke om den nu alligevel skulle være løbet tør for strøm.

park-solar-front

Park Solar ligner, på mange punkter, de andre elektroniske p-skiver der pt. er på markedet. Froten er et kombineret solcelle-panel og p-skive, faktisk synes jeg det er lykkedes Samatech at integrerer solcellerne i designet på en meget vellykket måde, uden det ødelægger eller skæmmer designet. På bagsiden er et lille display så man kan kontrollere tid og dato, mens der er 3 knapper til indstilling og opsætning.

park-solar-back

Park Solar er ikke den slankeste elektroniske p-skive på markedet, den er væsentligt tykkere end både ParkOne og ParkOne Exclusive, jeg antager det er solcelle-teknikken der kræver lidt mere plads rent fysisk.

Med i den pæne æske som Park Solar leveres i, får men selve p-skiven, en renseserviet der bruges til at rengøre forruden med forud for montering samt en brugervejledning på dansk og engelsk. Park Solar fastgøres til forruden med 4 stk. 3M klæbepuder der sidder i kanten af p-skiven.

Før montering skal enheden opsættes, opsætningen består blot i at få indstillet tid og dato – mere er der ikke brug for og manualen guider en igennem opsætningen, trin for trin.

Den generelle betjening af Park Solar er ligeledes utrolig brugervenlig, for man behøver faktisk intet gøre. Den registrerer selv bevægelse og indstiller p-skiven når bilen holder stille og flyttes bilen indstilles p-skiven på ny. Derudover slipper man helt for bekymringerne omkring batteriskifte, da den konstant oplades via solcellerne på fronten.

Konklusion

I disse grønne tider rammer Samatach plet med Deres Park Solar. En elektronisk p-skive der stadig er forholdsvis slank og hvor det meste af fronten består af solcelle-paneler for opladning. I praksis betyder det at man aldrig behøver tænke på at skifte batteri og det at bruge produkter der kører på sol-energi er vel også et statement i sig selv i dag. Batteriskifte er nu ikke det store problem på elektroniske p-skiven, det er ofte kun én gang hver andet år – men eftersom det er den eneste “vedligeholdelse”, gør det stor forskel om produktet bruger batterier eller ej. Med Park Solar er man i hvert fald sikker på aldrig at løbe tør for strøm!

Designet er, trods det faktum at fronten består af solcelle-paneler, faktisk ganske nydeligt og de er sluppet godt afsted med at integrerer dem i designet, som en ekstra bonus er der kun tre knapper til betjening bagpå og et display der er nemt at aflæse.

Pris og tilgængelighed

Set til 499,- hos Wupti.com
Se aktuel pris hos PriceRunner

Testvinder

parkone-front

Det har været rigtig svært at kåre en samlet test-vinder, for hver enkelt p-skive har sine fordele og ulemper, men grundlæggende gør de alle tre deres arbejde rigtig godt. De er nemme at sætte op, at montere og virkelig nemme at bruge i praksis – de kræver ingen betjening i det daglige og passer mere eller mindre sig selv.

Den samlede testvinder bliver dog ParkOne – da man efter min mening får mest for pengene her. Man får en nydelig elektronisk p-skive i et rimelig slankt design, lang batteritid og 0 bøde garanti (Vilkår findes på Needit’s website)

Dog stærkt forfulgt af ParkSolar hvor man aldrig behøver tænke på batteriskifte, men stadig får en rimelig slank p-skive i et pænt design, til en rimelig pris – og slutteligt den elektroniske p-skive til feinschmeckeren, ParkOne Exclusive udført i lækre materialer og med rigtig flot design, men til en langt højere pris.

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

10 KOMMENTARER

  1. Super godt review – tak for det 🙂
    Rigtig god og relevant læsning inden jeg nu webshopper sådan en. Tak for det /Dorthe

  2. Advarsel. Tak for nyttig review. En P-skive er ikke anmeldt, nemlig den fra Jacob Jensen. Den skal man holde sig fra. Har nu kostet mig 2 p-bøder og ud ryger den. Den virker korrekt en længere periode og undlader så pludselig at sætte p-tiden. Er desuden meget vanskelig at indstille manuelt

  3. Hej John,

    Tak for din kommentar.

    Jacob Jensen ønskede desværre ikke at deltage i testen, de blev spurgt – men ønskede ikke at deltage.

    Men det lyder som om du har haft en uheldig oplevelse med den, desværre!

    Med venlig hilsen,

    Noel Christensen
    eReviews.dk

  4. Hej smart nok med solceller, men hvordan kan det lade sig gøre uden batteri. Her tænker jeg på at jeg ind i mellem holder i på kældere og det er jo ikke sol der er mest af i Danmark… Hvordan kan det lige lade sig gøre?

  5. Hej Paw,

    Der sidder et backup-batteri i den, som holder den igang når ikke den kan kører via sol-energi, dette knapcelle batteri kan også udskiftes.

    Med venlig hilsen,

    Noel Christensen
    eReviews.dk

  6. Hej
    Tja, de er nu smarte de her, men det mest smarte har jeg nu set ved min ParkOne (FS-05)
    Den stiller sig selv frem….. Ja du læste rigtigt, når jeg parkerer om morgenen på mit arbejde så stiller den sig ganske fint til 8.00, men når jeg skal kører hjem igen…. tja så har den I løbet af dagen stillet sig frem til f.eks. 11.15 / 14.00.
    Se det er smart men nok knap så lovligt, men om P vagten vil opdage det er ikke godt at vide.
    Jeg har kontaktet Needit, men hvis den er mere end 2 år gammel…… tja så er der ikke noget at gøre, hvis jeg var dem så ville jeg da nok gerne have den ind for at se hvorfor hulen den gør det, men de er selv ikke til at snakke med, “prøv at indstille uret igen” var svaret, det er prøvet og nyt batteri er også prøvet, så supporten er ikke ret god.
    Jeg vil nu lede efter en ny model og nok ikke en fra Needit.

  7. Vi har nu fået p-bøde nummer to ved brug af ParkOne med batterier. En til mig og en til hustruen. Man lægger simpelthen ikke mærke til når batterierne pludselig løber tør for strøm, fordi displayet ikke er særligt synligt. Yderligere er det ikke helt let at skifte batteri og indstille tiden igen.
    Vi overvejer at skifte ParkOne ud med almindelige plastik ur-skiver.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer