søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Sagem DTR94160TA HD

Anmeldelse: Sagem DTR94160TA HD

D. 31. oktober 2009 slukkes der for det analoge TV signal til antenner i Danmark. Det betyder at alle der modtager TV via antenne skal ud og investere i en MPEG4 kompatibel modtagerboks for at undgå sort skærm efter d. 31. oktober 2009, medmindre man allerede har et TV med indbygget DVB-T MPEG4 tuner.

Her kommer producenter som bl.a. Sagem ind i billedet, da de allerede nu er klar med DVB-T modtager med MPEG4 understøttelse, som ydermere også er godkendte af Danmark nye TV-udbyder Boxer, som du formentlig allerede har hørt om i TV eller andre medier, dem kommer vi tilbage til senere.

Sagem DTR94160TA HD som vi skal kigge nærmere på denne gang, er først og fremmest en DVB-T modtagerboks med MPEG4 understøttelse, men byder også på en 160GB harddisk så den kan bruges som harddiskoptager. Ydermere har den indbygget kortlæser til betalings-tv, og her kommer TV-udbyderen Boxer ind i billedet, da de som de eneste, på nuværende tidspunkt, tilbyder betalings-tv via DVB-T nettet. Det betyder at du med en alm. stueantenne har mulighed for at modtage en lang række kanaler der førhen har været forbeholdt kabel-tv og parabol.

DTR94160TAHD-p

Hvad er der i kassen?
Sagem DTR94160TA HD leveres i en forholdsvis stor æske, da enhedens ydre dimensioner passer med en alm. DVD-afspiller eller DVD-optager. Kassen er tydeligt præget af Sagems samarbejde med TV-udbyderen Boxer, da der er flere klistermærker der indikere at denne boks er godkendt af Boxer.

I kassen finder man følgende:
Sagem DTR94160TA HD
Fjernbetjening
2 AAA batterier til fjernbetjening
AC-adpater og strømkabel
Brugervejledning på bl.a. dansk
SCART kabel
HDMI kabel

Én ting der springer lidt i øjnene, er det medfølgende HDMI kabel, da mange producenter undlader at vedlægge dette. Dette er et godt træk fra Sagems side, da de dermed sikre at folk bruger HDMI tilslutningen hvis muligt, da dette giver det absolut bedste billede. Havde der kun været vedlagt et SCART kabel ville mange nok nøjes med at bruge dette i starten, og dermed ikke få fuld udnyttelse af boksen.

D7W0614_ret_hires

Design
Sagem DTR94160TA HD er en ret anonym boks, og da størrelsen svarer til en DVD-afspiller/optager, vil den passe ind i de fleste setup’s uden problemer.

Boksen er udført i en sort/grå finish og selve fronten er udført i blank sort plastik. På fronten finder du også USB tilslutningen, kortlæser til betalingstv, samt on/off knap, og knap for kanalskifte.

Bagsiden er den mest interessante del, da du her finder følgende tilslutninger:
– Antenne indgang
– Antenne udgang
– RJ-45 netværksstik (Til opdatering)
– HDMI udgang
– SCART Indgang (For tilslutning af ex. DVD-optager)
– SCART udgang
– SPDIF
– Komponent Video udgang 

Umiddelbart lader tilslutningsmulighederne intet tilbage at ønske, om end man bør benytte HDMI udgangen såfremt det er muligt, for at få det bedst mulige billede. En anden fordel ved at bruge HDMI er at lyden overføres samtidigt, i digital kvalitet.

Selve finishen på boksen er ganske udmærket, selvom man kunne have ønsket sig at Sagem havde brugt noget lidt kraftigere metal til selve yderdelen, da dette er forholdsvis tyndt.

Den medfølgende fjernbetjening indeholder alle nødvendige knapper, og disse er logisk placeret. Desværre er det ret tydeligt at det ikke er her Sagem har brugt krudt på designet, da den desværre set ret billig ud, og ikke helt passer til et produkt der sælges for lige under 3000,- Rækkevidden er dog udmærket, og selvom knapperne er lidt små, er den nem at betjene.

Opsætning
Første gang Sagem DTR94160TA HD tændes, køres en automatisk opsætningsguide hvor man bl.a. vælger TV format, opretter en forældrekode, samt laver en automatisk kanelsøgning. Denne guide er virkelig pædagogisk opbygget, og det er ikke umiddelbart muligt at gøre noget galt.

Selve opsætningen tager kun få minutter, og indstillingerne kan efterfølgende rettes, hvis man skulle have lavet en forkert indstilling.

Betjening
Betjeningen af Sagem DTR94160TA HD er yderst brugervenlig. Der er en menu bestående af 9 punkter; Optagelsestimer, Optagelsesliste, Favoritliste, Elektronisk Programguide (EPG), Brugerindstillinger, Modtagerindstillinger, Medier, Teknisk Information og Radiokanalliste.

Jeg vil kun kort gennemgå nogle af disse menupunkter, og forklarer hvad de dækker over.

Optagelsestimer
Giver mulighed for at se hvilke optagelser der er planlagt, samt manuelt tilføje flere optagelser.

Optagelsesliste
Her finder man alle optagelser der er lagret på harddisken, med både navn og en beskrivelse af filmen, eller udsendelsen. Dette skaber et ret godt overblik, selvom man skulle have et stort arkiv.

Elektronisk programguide
Her får man et komplet overblik over de tilgængelige kanaler, samt de programmer der kører netop nu – samt hvad der efterfølgende vises. Ønsker man at optage et eller flere programmer markeres programmet blot, og man trykker på den lille røde optageknap på fjernbetjeningen, nemmere kan det vist ikke blive.

Medier
Denne funktion gør det muligt at læse filer fra en USB lagerenhed, ex. en USB Harddisk eller en USB nøgle. Enheden understøtter JPEG og MP3 filer, så det er muligt at vise både feriefotos og bruge Sagem DTR94160TA HD som jukeboks, hvis den i forvejen er sat til et anlæg.

Menuerne er grundlæggende ganske hurtige at navigere i, og man har et godt overblik da det hele virker logisk opbygget.

Jeg synes dog den grafiske del halter, det ligner ikke noget fra år 2009, men omvendt er dette et tilbagevendende ”problem” med tilsvarende produkterne, og da det ikke har indflydelse på betjeningen er det ikke et punkt som trækker ned i den samlede vurdering af Sagem DTR94160TA HD.

Funktionalitet
I skrivende stund giver Sagem DTR94160TA HD adgang til 5 gratis* kanaler via DVB-T;
DR, DR2, DR Update, TV 2 og DR Synstolkning.

* Licensberettigede

Sagem DTR94160TA HD indeholder dog også en kortlæser, så det er muligt at modtage betalingskanaler via Danmarks nye TV-udbyder Boxer. Vælger man denne løsning vil man pludselig være i stand til at modtage en masse kanaler der førhen har været forbeholdt kabel tv og parabolkunderne, og man får dermed et kæmpe udvalg med en helt alm. stueantenne. Denne mulighed er yderst interessant for dem der bor i ydreområderne hvor kabel tv er enten er umuligt eller urimelig dyrt, eller dem der bare ikke ønsker parabol.

Boxer’s sendenet, og kanaludbud udbygges løbende, og jeg vil derfor anbefale at man besøger www.boxer-tv.dk for at læse mere meget om mulighederne for digital TV via almindelig antenne.

Uanset om man vælger at bruge Sagem DTR94160TA HD som en alm. DVB-T modtager til de gratis kanaler, eller vælger en Boxer programpakke, så er det muligt at pause og spole i en aktuel udsendelse, da Sagem DTR94160TA HD automatisk gemmer de seneste 2 timer fra den kanal der vises. Det betyder at man midt i en god film blot trykker PAUSE, og når man igen har fået fyldt kaffekoppen op, så trykker man ganske enkelt bare PLAY. Nu bruger man den ”tidsforskudte” visning, og er dermed også i stand til at spole hen over reklameblokkene. Denne funktion er set før, men den er stadig genial hvis man er typen der ofte går glip af udsendelser grundet forstyrrelser.

En anden glimrende feature ved Sagem DTR94160TA HD er at det er muligt at optage 2 udsendelser samtidigt, da Sagem DTR94160TA HD er udstyret med 2 tunere, det betyder at du kan optage fra ex. både DR1 og TV2 samtidigt.

Billedkvalitet
Jeg har testet Sagem DTR94160TA HD på et Samsung LE26R81B TV, som normalt er fodret med et godt gammeldags analogt signal fra YouSee.

Er man vant til et analogt signal på sit LCD eller Plasma TV, vil man se en markant forbedring både i forhold til skarphed, detaljer og kontrast, ved brug af Sagem DTR94160TA HD. Den største forskel oplever man hvis man går tæt på skærmen, hvor et analogt signal mange gange virker ”udvisket” og grynet, hvor signalet fra Sagem DTR94160TA HD står langt skarpere og med en større detaljegrad.

Sammenligner man med et digitalt MPEG2 signal, i mit tilfælde fra YouSee, vil man stadig opleve en lille forbedring i signalet, dog er den ikke så synlig som hvis man kommer fra et analogt signal.

Samlet set er billedkvaliteten, såfremt modtagerforholdene er i orden, rigtig god – og har man førhen modtaget sit TV signal analogt vil man opleve en stor forbedring.

Støjniveau
Når vi snakker elektronik der skal stå i stuen, så er støj for mange en ret væsentlig ting, og her er Sagem DTR94160TA HD desværre ikke helt støjfri. Der vil naturligvis være en smule støj da Sagem DTR94160TA HD er udstyret med harddisk, men da der samtidigt er monteret en forholdsvis kraftig blæser, som kører konstant, så betyder det altså at den kan høres hvis lydniveauet på TV’et er forholdsvis lavt. I praksis betyder det også at hvis enheden er sat til at optage et program sent om aftenen, efter man er gået til ro, vil enheden pludselig tænde og blæserstøjen vil så være endnu mere tydelig – medmindre enheden befinder sig i et andet rum.

Blæserstøjen er nok en smule over hvad jeg finder acceptabelt i dag, men det kommer naturligvis an på hvordan enheden placeres, har man mulighed for at stille den i et skab eller lignende, vil en stor del af støjen være elimineret.

Et andet irritationsmoment der næsten altid er til stede så snart der er harddisk med i billedet, er den lange opstartstid. Da en harddisk først skal spinde op, og blive ”klar til brug”, må man vente et øjeblik før Sagem DTR94160TA HD er klar til brug, efter tryk på ON knappen. Ventetiden er dog langt mindre end ved de fleste DVD optagere, så der er intet unormalt i dette.

Specifikationer
Digital DVB-T MPEG4 HD set-top box
Modtagelse af DR, DR2, TV2 samt Boxer TV programmer
HD output 1080i, 720p, 576p via HDMI
160 gb harddisk – op til 125 timers optagelse
Elektronisk Program Guide (EPG) understøttelse
Danske menuer
1 x HDMI, 2 x Scart, S/PDIF udgange
USB tilslutning til afspilning af MP3 og JPG
Viaccess kortlæser
Godkendt til BOXER TV

Konklusion
Er man blot på udkig efter en DVB-T MPEG4 modtager til at modtage de nuværende 5 gratis kanaler, så er prisen på Sagem DTR94160TA HD nok en tand for høj. Er man derimod på udkig efter en helt ny TV løsning baseret på en programpakke fra Boxer TV, så begynder Sagem DTR94160TA HD at få sin berettigelse, da man har adgang til et stort udvalg af kanaler og kan sammensætte programpakken nøjagtig som man ønsker det.

Enhedens funktionalitet er der intet at udsætte på, hverken ved brug som DVB-T modtager, eller ved brug sammen med en Boxer programpakke, her er alle de funktioner man forventer, og features som EPG, to samtidige optagelser og tidsforskudt visning er nogle jeg er sikker på mange vil sætte rigtig stor pris på.

Har man førhen modtaget sit TV signal analogt, og er i besiddelse af et LCD eller Plasma TV, vil man opleve en stor forbedring i billedkvaliteten ved brug af Sagem DTR94160TA HD.

Karakter
70 % 

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 3299,-
Set til 2516,-

HIFIpriser_200px

 

Skrevet af
Noel Christensen

Dato
27-08-09

Sponseret af
Sagem Communications 

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer