mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserParanormal Activity 3

Paranormal Activity 3

Da den første film i serien i sin tid udkom var den et friskt, skræmmende pust til en genre der havde problemer med at overleve sig selv og var blevet et orgie af splatterporno med Saw-serien som toneangiver. Pludselig var det psykologiske gys og publikums egen fantasi som værste modstander tilbage på lærredet. I bedste Blair Witch-stil blev man revet ind i et næsten for virkelighedstro univers set igennem almindeligt videokamera, der skræmte, underholdte og ødelagde nattesøvn i stor stil. Den hurtige efterfølger havde bestemt også sine skræmmende tidspunkter, men levede ikke op til forgængerens chok-effekter og konstant lumrende uhygge. Man følte man havde set det hele før.

Det tredje epos i serien følger stadig de to kvinder Katie og Kristie. Denne gang skrues tiden tilbage til da de var børn. De udgør sammen med deres forældre hovedpersonerne i en ny omgang usynlig dæmonjagt, denne gang med et sirligt kamera med VHS-bånd, da hele handlingen nu forgår i 80’erne. Selve den røde tråd er den samme som i de forgående film. Små, underlige hændelser udbygges langsomt til mere og mere skræmmende begivenheder, der til sidst eksploderer i et brag af en cliff-hanger, som skal få publikum til at ville se den næste film.

Uden at afsløre for meget skal det siges at Paranormal Activity 3 er langt bedre en den forgående film. Skræk-effekterne, chokkene og det konstante ubehag rammer skarpt. Selvom den starter meget langsomt tager man snart sig selv i gang på gang i at give op til flere spjæt i løbet af filmen, samtidig med, at man tvinger sig selv til at se mere, fordi handlingen faktisk er ret spændende. Historien bag den dæmoniske energi udrulles endnu mere og giver et godt billede af, hvad Katie og Kristie kommer fra. Det bidrager også endnu mere til effekterne i historien, da man får lige præcis nok at vide til at man stadig sidder tilbage med en masse spørgsmål.

Hvor 2’eren viste alvorlige træthedstegn virker den tredje film frisk, forrygende og skræmmende og med næsten lige så stor effekt som da den første film landede i biograferne. Da filmen slutter sidder man tilbage med et ønske om at se mere og vide mere. En fremragende og skræmmende oplevelse, der klart kan anbefales.

Ekstramateriale
Der indeholdes både biografversionen og directors cut på skiven. Desuden er der også to fine gimmicks i form af ”Scare Montage” og ”Dennis’ Commercial”. Ligesom med filmen ligger meget af deres værdi i de overraskende momenter. Derfor kan undertegnede blot sige at de er ganske anbefalelsesværdige.

Konklusion
Paranormal Activity 3 er en af de bedste gyserfilm i et godt stykke tid. Der er skræmmegaranti og man vil helt sikkert føle sig underholdt. Den kan ses igen, men så går nyhedsværdien også lidt af. Styrken ligger i overraskelserne, chokkene og det lumrende ubehag.

Pris og tilgængelighed
Ude på DVD d. 21 februar, ude på Blu-Ray/DVD Combo d. 21 februar.
Vejledende pris: 199,-

Find den bedste pris på Paranormal Activity 3

[youtube id=”twHFeqqFc30″ width=”600″ height=”350″]

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

2 KOMMENTARER

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer