søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: MSI Wind U100

Anmeldelse: MSI Wind U100

MSI er en producent med virkelig mange jern i ilden, de producere alt fra grafikkort til notebooks. Deres sortiment har efterhånden vokset sig kæmpestort, og specielt Deres bundkort og notebook har i det seneste års tid haft rigtig stor succes i Danmark.

MSI Wind U100, som er på testbænken denne gang, er en af de mest populære ”netbooks” på markedet i øjeblikket, et marked der i øvrigt er helt nyt, og har haft større succes end de fleste troede var muligt. ASUS startede dette med EEE PC’en, men MSI ser ud til i øjeblikket at dominere, i hvert fald i Danmark.

Specifikationer
Intel Atom 1,6GHz CPU
1024MB DDR2-RAM
80GB SATA Harddisk
10” TFT (1024×600)
3-i-1 kortlæser
Stik: Mikrofon, hovedtelefon/højttalere, 3x USB 2.0, 1x VGA
802.11b/g WLAN
Bluetooth Ver. 2.0
Microsoft Windows XP Home Edition SP3
3 cells batteri
Vægt 1.00 kg.
Fås i sort, hvid og pink.

msi_wind_u100_01

 

Hvad er der i kassen?
MSI Wind U100 leveres i en kasse så lille, at man næsten tror de har glemt at pakke notebooken med ned. Når kassen åbner mødes man af endnu en kasse, samt det medfølgende sleeve i imiteret hvid læder med MSI Wind Logo påtrykt, lidt synd at de ikke har inkluderet et sleeve der passer med farven som notebooken kommer i, i dette tilfælde sort.

Indhold
– MSI Wind U100
– Sleeve / Taske i imiteret hvid læder
– AC-adapter
– 220Volt strømkabel til AC-adapter
– Service bog med information omkring garanti, reparation mv.
– Global Warranty Card
– Quickstart guide
– CD med driver, utilities og manualer
– CD med Windows XP Home Edition SP3 (Recovery CD)

Det meste af indholdet forklarer sig selv, dog vil den opmærksomme nok studse lidt over at drivere og den medfølgende recovery disk leveres på CD-medier, da maskinen ikke indeholder et optisk drev. Såfremt man ønsker at geninstallere Wind’en vha. recovery CD’en, må man altså ud og anskaffe sig et ekstern CD eller DVD-drev. Alternativt findes der guider på nettet der beskriver hvorledes en Windows XP installation kan overføres til et USB Flash drev.

Det medfølgende sleeve er en god bonus, da markedet for tasker til 10” notebooks i øjeblikket er praktisk talt ikke eksisterende, dog er bl.a. Case Logic på vej med en taske der passer til både MSI Wind U100 samt ASUS EEE PC 900. Denne forventes til landet omkring slutningen af august. Sleevet er ganske kompakt, dvs. der er ikke plads til den medfølgende AC-adapter, men derimod kun Wind U100’eren.

Den medfølgende AC-adapter er en smule mindre end en gængs AC-adapter til en bærbar PC, men MSI burde have kigget ASUS over skulderen, da ASUS EEE PC 900’eren har en væsentligt mindre AC-adapter. ASUS EEE PC 900 er naturligvis også en mindre kraftig notebook, så måske dette er forklaringen på størrelsesforskellen.

msi_wind_u100_03

Design & funktionalitet
Wind U100 er efter min mening en ganske gennemført notebook, topcoveret er i den velkendte blanke pianolak, mens indersiden er udført i blank sort plast. Valget af mat plast til indersiden gør at plasten ikke giver samme genskin som man ser ved de helt blanke maskiner, noget der kan være yderst generende hvis maskinen benyttes i direkte sollys. Skærmen er ligeledes af den matte type, nogle vil se dette som et minus, men jeg er klart tilhænger af den matte skærmtype, da genskinnet er minimalt, hvilket gør det muligt at benytte notebooken udendørs, også selvom solen skinner.

Tastaturet er, sammenlignet med et alm. Notebook tastatur, en smule mere kompakt, men stadig så stort at det sagtens kan benyttes i en længere periode, uden at det bliver anstrengende at benytte. Sammenlignet med ASUS EEE PC 900’erens meget små taster er det en sand fornøjelse at benytte Wind U100’erens tastatur.

Kommer man fra en 15,4” eller 17” notebook skal man derimod lige vænne sig til touchpadden, denne er skrumpet sammen med resten af maskinen, og jeg har flere gange taget mig selv i at sidde og forsøge at flytte markøren vha. håndledsstøtten i stedet for touchpadden, den er ganske enkelt en del mindre end det man er vant til på en notebook. Dette er dog bestemt ikke et minus, men blot en vanesag. Touchpadden fungere ellers som den bør gøre, og giver ikke anledning til hverken speciel ros, eller negativ omtale – den fungere bare.

Skærmen er på 10”, sammenlignet med ASUS EEE PC 900’erens 8,9”, og det er rent faktisk rigeligt på en maskine som denne. Websites og dokumenter kan normalvis ses uden behov for at scrolle sidelæns, og langt de fleste applikationer som man installere fungere fint i den forholdsvis lave opløsning på 1024×600. Skærmen er af LED backlight typen, som efter sigende skulle give et mere lysstærkt billede. Uden at kende ret meget til denne teknologi tør jeg godt sige at det virker på MSI’en, jeg har endnu ikke oplevet at billedet har været lyssvagt, som man ofte ser det på især billigere notebooks.

Processoren i MSI Wind U100’eren er en Intel Atom 1,6GHz, og denne giver den lille maskine rigeligt med kraft til de applikationer man typisk vil benytte på en sådan notebook, dvs. Office-pakken, internet og diverse mindre applikationer kører uden problemer. Jeg har endnu ikke fået testet maskinen med spil, så hvordan den vil klare denne opgave skal jeg lade være usagt, men mon ikke den kan trække ex. The Sims og andre mindre krævende spil uden problemer, Intel GMA 950 grafikkortet plejer at være passende til mindre 3D spil. Hukommelsen (RAM) på 1GB er ligeledes meget passende, men man kan undre sig over at MSI med de utrolig lave priser på hukommelse i øjeblikket, ikke har valgt at udstyre maskinen med 2GB fra start, og sætte udsalgsprisen 100,- højere. Det er dog muligt at udskifte hukommelsen senere hen, såfremt man får brug for mere hukommelse. Harddisken er på 80GB, med SATA interface og 5400RPM – disken er fra Western Digital (I mit eksemplar i hvert fald) og den er rimelig støjsvag i brug – uden at være lydløs. Da der er tale om et standard 2,5” SATA drev, er det ligeledes muligt at udskifte denne til en større diske på ex. 250GB, hvis man har brug for mere harddiskplads. Set i lyset af hvad maskinen er beregnet til, så er de 80GB rigeligt til de fleste – her er plads til masser af applikationer og tonsvis af feriefotos.

Wind U100 er udstyret med 3x USB 2.0 stik, 1x VGA stik og 3-i-1 kortlæser, dvs. mængden af tilslutninger er ikke enorm, men igen meget passende for maskinen brug. 3x USB enheden rækker til en mus, USB Flash Drev og eventuelt en ekstern harddisk – mere har man normalt ikke brug for på farten. Det kan dog ærgre mig lidt at VGA stikket ikke er udskiftet med et DVI stik, men da maskinen er placeret i den lave ende af prisskalaen kan man dårligt forvente dette. Den indbyggede kortlæser læser SD og MMC kort, og da dette er blandt de mest udbredte korttyper på markedet, er valget af formater meget passende.

Batteritiden er desværre ikke specielt imponerende, ved normalt brug med WLAN og Bluetooth tændt, kører maskinen ca. 90-120 min. på en fuld opladning. Sammenlignet med konkurrenterne fejler batteritid dog intet, og der burde komme et 6 cells batteri i løbet af kort tid, som efter sigende skulle hæve batteritiden væsentligt.

msi_wind_u100_04

MSI Wind U100 vs. ASUS EEE PC 900
MSI Wind U100 er på mange måder en speciel notebook, eller netbook som er den nye betegnelse for ultra kompakte notebooks. Sammenlignet med dens største konkurrent i øjeblikket, ASUS EEE PC 900, byder Wind U100 på: kraftigere processor, størrelse harddisk (Dog ikke SSD), større skærm, og frem for alt større tastatur. Det bedste af det hele er dog , at MSI har formået at få alle disse features ind i en notebook der kun vejer 0,01 kg. mere end ASUS EEE PC 900, og har næsten samme fysiske størrelse som ASUS EEE PC 900. Ydermere leveres MSI Wind U100 som standard med Windows XP Home Edition, hvorimod ASUS EEE PC 900 som standard leveres med Linux. EEE PC 900 kan dog også købes med Windows XP Home installeret fra start, men så er prisen næsten den samme som MSI Wind U100. Prisforskellen på ASUS EEE PC 900 Linux og MSI Wind U100 (WinXP) er knap 1000,- og jeg mener helt bestemt de 1000,- er godt givet ud, medmindre man blot ønsker at bruge den til let internet-surfen, og tjekke mails på farten. Dette vil ASUS EEE PC 900 klare lige så godt som MSI Wind U100, men har man behov for ”lidt mere”, så er det MSI Wind U100 der løber med sejren.

Hvem henvender MSI Wind U100 sig til?
MSI Wind U100 er en ”netbook”, dvs. en maskinen der er beregnet til brug ”online”, og ikke som en erstatning for den store notebook eller den stationære derhjemme. Det er en notebook der er beregnet til at blive brugt på farten, ex. den travle sælger der har brug for at kunne tjekke sine mails på farten – men ikke ønsker at slæbe rundt på en 3 kg. notebook til dagligt. Den egner sig også vældig godt til den studerende der blot ønsker en let notebook til notater og skrivearbejde i skolen, her kommer maskinens vægt på kun 1.00 kg, samt den kompakte størrelse virkelig til sin ret.

MSI Wind U100 er også en ”gadget”, da prisen er sat så aggressivt at alle kan være med. Den vejledende udsalgspris på 3495,- gør den ikke meget dyrere end en middelmådig 15,4” notebook. Jeg er derfor overbevist om at mange vil supplere den stationære og en 15,4” notebook med en ”netbook”, hvad enten der står MSI Wind U100, ASUS EEE PC 900 eller noget helt tredje på notebooken, da størrelsen gør den yderst transportabel og velegnet til brug på farten. Den er så lille at man gider have den med, mange gange ender 15,4” notebooks med stå hjemme på skrivebordet, da man ikke orker at slæbe rundt med dem. Med det helt nye ”netbook” marked åbnes der nye muligheder for altid at være online.

msi_wind_u100_05

Konklusion
Har du læst hele teksten har du nok ikke kunnet undgå at opdage at jeg er ganske begejstret for MSI Wind U100. Jeg havde forudbestilt ASUS EEE PC 900 samme dag som den blev annonceret hos de danske forhandlere, men måtte annullere min bestilling da jeg så MSI Wind U100 ved siden af ASUS EEE PC 900 – større skærm, større tastatur og kraftigere processor, for en merpris på ca. 1000,- Den er klart de 1000,- mere værd for en med et behov som mit, dvs. behov for en let maskine, der stadig har overskud så den også kan bruges til andet end surfen på internettet.

Jeg har haft maskinen til test i knap 2 uger da dette skrives, og jeg har allerede nu haft maskinen med udenfor hjemmet flere gange end jeg har med min 15,4” notebooks det sidste år – det siger lidt om at maskinens størrelse/vægt virkelig gør en forskel.

Jeg er vildt begejstret for MSI Wind U100, og eneste ulempe jeg har kunnet finde er det ikke eksisterende optiske drev, men maskinens størrelse taget i betragtning vil det være sin sag at få plads til et drev – uden at skulle ændre på de fysiske dimensioner, som netop er notebookens force.

MSI Wind U100 kan derfor varmt anbefales til alle der har behov for en lille, let og billig notebook til brug på farten, men som ikke ønsker at give afkald på en stor harddisk, Windows XP og et tastatur af en god størrelse. At den ydermere fås i 3 moderigtige farver, sort, hvid og pink gør blot markedet for maskinen endnu større.

msi_wind_u100_06

Karakter
95 % (Ud af 100 %)

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 3495,-
Klik her for at finde den bedste pris på MSI Wind U100

Sponseret af
Befro ApS (www.befro.dk)

Skrevet af
Noel Christensen

Dato
19-08-08

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer