søndag, december 22, 2024
ForsideNyhederAppleiPhone 8 og iPhone X

iPhone 8 og iPhone X

Om man er til iOS eller Android er i høj grad et spørgsmål om ”religion”, men med iPhone 8, iPhone 8 plus og den nye iPhone jubilæumsmodel, iPhone X, er udgangspunktet iOS 11, som ifølge Apple selv er deres bedste og mest intuitive styresystem til dato. Hvorvidt dette holder vand, eller om iOS 11 bare er gammel vin på nye flasker, vil tiden vise – men de nye iPhones ser spændende ud, selvom der dybest set ikke er meget nyt at komme efter.

iPhone 8 og iPhone 8 plus

Mange havde nok ventet, at Apple ville lancere 3 nye telefoner på deres seneste Keynote, og næsten ligeså mange, at de to af dem ville være S-modeller af iPhone 7-serien. Men sådan blev det ikke, og iPhone 8 bryder således Apples egen trend siden iPhone 4, hvor de året efter har lanceret S-modeller af både 4, 5 og 6. Men alting har en ende, og den er så nået nu. I hvert fald foreløbigt.

En af kriterierne for nye iPhones har altid været, at de skulle se anderledes ud end deres forgængere, hvorfor førnævnte S-modeller har været smarte. De ser nemlig ikke anderledes ud, men er bare lidt hurtigere end deres respektive ikke-S navnebrødre.

Og da iPhone 8 og iPhone 8 plus har et anderledes design end iPhone 7, giver det nye navn da også fin mening. Men det marginalt ændrede design er da også den eneste reelle indikation af, at her er tale om en ny iPhone. For- og bagside er nu udført i glas, hvilket åbner op for muligheden for at benytte trådløs opladning, og så er aluminium skiftet ud med en særlig type rustfrit stål.

iPhone X

iPhone 8 og iPhone 8 plus er ikke specielt banebrydende i forhold til ditto 7, og det virker umiddelbart som en unødvendig idé, at skifte fra 7 til 8, hvis man da ellers er indehaver af en funktionel 7’er eller 7 plus.

Anderledes er det dog med Apples iPhone X, som markerer 10 år med iPhones. iPhone X har kant til kant display, ingen hjem knap, dobbelt kamera på bagsiden, Face ID og en 5,8” Super Retina HD skærm, der får alting til at fremstå knivskarpt.

Den nye iPhone X bliver dog ikke en billig telefon – faktisk tværtimod. Den kommer i to udgaver; en med 64GB og en med 256GB. Allerede her er det tilladt at rynke lidt på brynene, da 64GB umiddelbart synes lidt lavt, mens 256GB virker meget højt. Man kunne godt have ønsket sig en 128GB model, men den findes altså ikke.

iPhone X 64GB kommer til at koste 8.899,00 kr., mens 256GB udgaven runder et ualmindeligt skarpt hjørne, og koster hele 10.249,00 kr.

Det er immervæk mange penge for en mobiltelefon, og med de relativt få nye features som Apple har præsenteret, virker prisen også til at være for høj. Men lad os nu se. Apple har tendens til at sætte salgsrekorder med deres iPhones, og det skulle næppe undre, hvis det også bliver tilfældet denne gang.

Spørgsmålet er så bare, om det bliver iPhone 8, iPhone 8 Plus eller iPhone X, som kommer til at toppe salgslisterne? Det vil tiden vise.

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer