lørdag, januar 18, 2025
ForsideArtiklerArtikel: Skift til brugt iPhone i stedet for ny - Swappie

Artikel: Skift til brugt iPhone i stedet for ny – Swappie

Måske I allerede kender begrebet hjemme ved jer, mens det kan være en uhørt tanke andre steder, altså at man ikke skulle købe den nyeste og bedste iPhone når den kommer ud. Swappie har rakt ud og udstyret os med to telefoner, der altså har haft tidligere ejere, for at vi kunne bringe dig vores vurdering af om du vinder noget ved at gå den “grønne” vej.

Hvad er Swappie

Helt kort så er Swappie en online platform, der forhandler såkaldte refurbished telefoner. Før vi kan snakke om Swappie er vi derfor også nødt til at definere refurbished, som er telefoner, der har fået nyt liv så at sige. Dette sker ved at Swappie kommer i besiddelse af brugte telefoner, som de sætter i stand ved at skifte de dele, der har behov for at blive skiftet og på den måde får telefonerne nyt liv.

Swappie er en virksomhed, der blev grundlagt i Finland af Jiri og Sami, som ønskede at skabe en platform med trygge rammer og med fokus på sikkerhed omkring produkt og leverance efter at Sami personligt havde en dårlig handelsoplevelse, idet han havde bestilt en brugt iPhone, som han aldrig så skyggen af.

Virksomheden blev grundlagt i 2016 og er vokset til at have leveret over en million refurbished telefoner på tværs af Europa.

Swappie har for nuværende udelukkende iPhone telefoner på deres hylder, men du finder til gengæld også alt fra iPhone 8 til den nyeste iPhone 16 Pro Max om du vil. I skrivende stund var det de to yderpunkter jeg kunne finde, hvilket er ret imponerende, idet iPhone 16 Pro Max netop er udkommet for ikke så pokkers lang tid siden.

Når du bevæger dig ind på deres hjemmeside, så finder du adskillige telefoner i forskellige prisklasser. Det er lidt overvældende til at starte med, men det skyldes nok mere at alle iPhones nærmest ligner hinanden. Der er nemlig et hav af dem på Swappies hjemmeside modsat, hvad man finder i de fleste butikker i dag, der fører op til tre generationer cirka.

Du kan enten vælge ud fra, hvilken model du ønsker dig, eller et budget du måtte have for øje. Dernæst er det så op til dig at vurdere om du vil tage chancen med en telefon i “okay” stand eller gå efter en telefon i “premium” stand. Der findes altså flere forskellige “grader” af refurbished. Det vil sige, hvor meget har Swappie kunne redde på telefonen. Jo pænere stand telefonen er i jo højere er prisen, men du kan altså komme helt op og få en premium telefon, hvor også batteriet er skiftet og stadig spare penge sammenlignet med en helt ny en af slagsen.

Swappie tilbyder også at tilbagekøbe din brugte iPhone enten når du køber eller i fremtiden når du er klar til at vælge igen. Det du får for telefonen afhænger af den stand du indleverer den i og det kan du så få modregnet prisen på din “nye” telefon.

Når du har klikket dig videre til den telefon du ønsker kan det igen virke en smule overvældende med valgmuligheder, men hvis du blot tager dig tid til at læse, så er du selv herre over den brugeroplevelse du forventeligt får når du så modtager din iPhone fra Swappie.

Vores oplevelser

Netop fordi Swappies hjemmeside kan virke en smule overvældende, så var jeg omhyggelig med at vælge de to telefoner jeg fik lov at få ind til test. Det blev til en iPhone 12 Pro i “Okay” stand og en iPhone 13 Mini i “Fremragende” stand.

Man kan godt se den øverste telefon er lidt mere slidt end den nederste og det er så forskellen på de to forskellige gradings

Jeg valgte bevidst to telefoner, der var lidt ældre og af forskellig stand, således at jeg kunne sammenligne dem og give en vurdering af det jeg oplevede. Selve leverancen var snorlige og telefonerne kom to dage efter bestilling om aftenen.

Med iPhone 12 Pro, som blev betegnet som “Okay” stand, så tilkendegav Swappie allerede ved bestilling at der ville være tale om en telefon med tydelige brugspor. Dog ville den være fuldt funktionsdygtig. Det levede telefonen også op til og der var ridser både på skærmen og selve telefonen. Ridserne på selve telefonen var ikke så mange synes jeg dog.

Skærmen på iPhone 12 Pro i “Okay” stand var med ridser, men det var ikke fordi den var decideret ubrugelig. Tværtimod havde jeg nok forventet en endnu værre stand, men det som overraskede mig mere var at der tilsyneladende var tale om en uoriginal skærm af relativt dårlig kvalitet. Siddende med de to telefoner ved siden af hinanden og en helt ny iPhone 14 i hånden, så kunne jeg tydeligt mærke at skærmen i denne iPhone 12 fra Swappie var mere rug i overfladen. Det minder mig om de billige skærme jeg selv har skiftet til for mange år siden da jeg skulle spare nogle penge og skifte selv.

Den pænere og mere velholdte iPhone 13 Mini i “Fremragende” stand var til gengæld en ret fed oplevelse for den fremstod ret lækker og uden nogle nævneværdige ridser eller buler. Da knægten herhjemme netop har en iPhone 13 Mini med lidt år på bagen så blev den brugt som sammenligning også og her så jeg først hvor skidt det stod til med vores egen i virkeligheden.

Ikke for at gå i detaljer på selve telefonerne og artiklen her er heller ikke en test af disse, men det du også skal være opmærksom på når du køber en telefon via Swappie er at telefonerne ikke nødvendigvis har et nyt batteri, selvom de er blevet istandsat. Der har Swappie vurderet, hvorvidt det er nødvendigt. Man får altså det man betaler for og den telefon vi fik i “Okay” stand kunne holde langt mindre strøm end vores “Fremragende” iPhone 13 Mini. Det kan også have noget at gøre med at iPhone 13 Mini er med nyere hardware naturligvis.

Garanti

Grundet den tidligere fortalte historie, som Sami havde oplevet ved at købe en brugt telefon, så har Swappie også sat sig for at skabe tryghed ved køb af refurbished. Det betyder at de tilbyder to års Swappie-garanti fra købsdato. Der er en omfattende beskrivelse på deres hjemmeside omkring garantien og den er i grove træk sammenlignelig med den danske reklamationsret, således at Swappie dækker fejl og mangler, der kan påvises at være opstået ved normal brug og som ikke burde forekomme. Det dækker derfor ikke almindelig slid og skader, som du som bruger selv forvolder.

Konklusion

De to grundlæggeres egne erfaringer ved køb af brugte telefoner har altså inspireret idéen om Swappie og samtidigt er der netop af samme årsag skabt en tryghed omkring deres produkt. De tilbyder et hav af optioner og massevis af iPhones i forskellige aldre, stande og farver. Det er op til dig som bruger at vurdere, hvilken løsning du ønsker (eller tør) at købe ind på.

Det vigtige er at umiddelbart virker priserne ret fair og næsten konkurrencedygtige med hvad private sælger deres egne telefoner for på diverse platforme. Her er forskellen blot at Swappie tilbyder dig en telefon efter eget valg og derefter får du den med to års såkaldt Swappie-garanti. De ekstra penge er i min optik godt givet ud.

Så, det korte af det lange er, at hvis du ønsker en iPhone, men synes at priserne er lige pebrede nok og du samtidigt ikke nødvendigvis behøver den sidste nye model eller en helt ny telefon for den sags skyld, så har Swappie en hjemmeside du om ikke andet bør tjekke ud. Som prikken over i’et kan du også have samvittigheden i orden, idet en brugt telefon betyder at Co2 belastningen forbliver neutral, da denne er kalkuleret med en gang og du støtter altså miljøet ved at købe brugt.

Pris og tilgængelighed

Se aktuel udvalg og priser på Swappie.dk

Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer