torsdag, december 19, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Apple iPhone 3GS 32GB

Anmeldelse: Apple iPhone 3GS 32GB

photos-hardware-01-20090608

Det er efterhånden et par måneder siden Apple lancerede den seneste iPhone med tilnavnet 3GS, og det gik ikke stille af sig!

3GS’eren er 3. generation, først havde vi iPhone, dernæst iPhone 3G og i dag har vi så iPhone 3GS. Hvis rygterne taler sandt er der allerede tale om at en iPhone 4G er på trapperne, men det er kun løse rygter så dem kommer vi ikke til at gå i dybden med.

iPhone 3GS er en videreudvikling af iPhone 3G, og af nye ting kan bl.a. nævnes: hurtigere processor, bedre kamera med autofokus, indbygget videokamera, kompas, stemmekontrol og forbedret batteritid.

Men lad os se hvad Apple iPhone 3GS har at byde på…

Hvad er der i kassen?
Apple har noget med emballager, de formår at få alting til at se lækkert, uanset om det er en mus til 300,- eller som i dette tilfælde en mobiltelefon til flere tusinde kroner, emballagen er altid flotog lugter langt væk af kvalitet.

iPhone 3GS kommer i en meget lille æske, der indeholder følgende:
Apple iPhone 3GS
Clips til simkortholder
Produktguide
Apple klistermærke
Headset
USB kabel
220 volt poweradapter der bruges sammen med USB kablet

Her er det der er absolut nødvendigt for at komme i gang, og hverken mere eller mindre. Jeg synes det er lidt fedtet at der skal bruges samme kabel til både tilslutning til PC eller MAC og opladning, her er det næsten et krav at man efterfølgende køber et ekstra USB datakabel så man slipper for at flytte kabel mellem PC og oplader, medmindre man kun benytter pc’en som oplader.

photos-hardware-02-20090608

Design
Uanset hvordan man vender og drejer det, så har Apples design afdeling fat i den lange ende, og det er ikke for sjov at alle andre efterligner Apples tanker og idéer for de er virkelig dygtige. Apple iPhone 3GS er ingen undtagelse. Fronten består af den store touchscreen der er gemt bag et stykke glas som er ridsebestandigt, og én enkelt knap (Hjem knappen). Kanten har fået en blank krom finish som står godt til frontens glas og pianolakken underneden. I bunden findes dockstikket, som både bruges til opladning og til dataoverførsel. I på højre side er der ikke én eneste knap, da venstre side rummer de 3 knapper der er brug for, nemlig en dedikeret knap til lydløs on/off og volumekontrol.

Bagsiden er udført i blank sort plast, og rummer et Apple logo, og kameraet. Bagsiden er desværre ikke nær så lækker som fronten, og selvom den er rimelig modstandsdygtig overfor ridser, kunne jeg godt have tænkt mig et lidt mere eksklusivt valg af materialer til bagcoveret.

På toppen finder man et minijackstik, og powerknappen. Det er her værd at bemærke at minijackstikket fungere til alle gængse hovedtelefoner, så man er ikke tvunget til at bruge det medfølgende headset.

Apple iPhone 3GS ligger godt i hånden, og størrelsen gør at man har et ret godt greb om den, hvilket de rundede hjørner er med til at sikre.

photos-hardware-04-20090608

Funktionalitet
Indledningsvis bør jeg nok nævne at dette er den første iPhone jeg har benyttet i en længere periode, og mine referencer vil derfor være mine seneste mobiltelefoner, som bl.a. tæller Nokia E71 og HTC Magic.

Som nævnt før, så kommer jeg fra en HTC Magic touch-telefon og har derfor vænnet mig til ikke at have et ”rigtig” keyboard, hvilket i mit tilfælde tog et par uger at vænne mig helt til. Om man kan lide dette eller ej er nok meget en smagssag, men faktum er at der kommer flere og flere touchmobiler på markedet, så er det formentlig den vej udviklingen går som det ser ud i øjeblikket.

Generel betjening
Selve touchbetjening på Apple iPhone 3GS er uden tvivl den bedste, mest præcise og hurtigste jeg har oplevet – jeg er endnu ikke stødt på en telefon der kan være med på dette punkt. HTC Magic blev jeg aldrig helt gode venner med, og især ved SMS beskeder havde jeg problemer med at ramme de rigtige ”taster”, dette problem blev hurtigt elimineret på Apple iPhone 3GS der reagere hurtigt og præcist.

Beskeder
Selve opsætningen er lidt anderledes end man er vant til, i stedet for at have en lang række beskeder sorteret efter dato, får man en liste med kontaktpersoner, og besked-historikken er gemt som ”samtaler” i stedet, som man også kender det fra Gmail servicen. Når man lige har vænnet sig til dette, er det langt nemmere at bruge og specielt historikken er rar hvis man først får svar, eller selv svarer, efter noget tid.

E-mail
E-mail funktionen er uden tvivl en af Apple iPhone 3GS’ helt store forcer, og forklaringen er ret enkel, det virker nemlig bare! Jeg har dog kun afprøvet dette via en PC med Outlook, men her blev alle mine 7 e-mailkontier automatisk overført, sammen med alle mine kontakter, via synkronisering med iTunes. Dette synes jeg er en super fed feature, som andre producenter godt kunne tage ved lære af! Jeg har samtidigt koblet op via Exchange, som iPhonen også understøtter og dette fungere helt perfekt med både mapper, kontaktpersoner og e-mails. En anden fed feature er at du kan tjekke samtidigt mailskonti ved tryk på én knap, så man hurtigt får et overblik over om der er nye mails i en af de mailkontoer der er opsat på iPhonen.

Jeg har tidligere benytte mig en del af e-mail funktionen på både Nokia E71 samt senest på HTC Magic, men ingen af disse når Apple iPhone 3GS til sokkeholderne når det kommer til e-mail!

Kontaktpersoner
Her er ikke de helt store ændringer i forhold til hvad man forventer af en moderne mobiltelefon i dag, bortset fra at kontaktpersoner kan synkroniseres med både Outlook og Exchange. 

Kalender
Kalenderfunktionen har jeg brugt en del, og den har en række mangler i forhold til eksempelvis mange af Nokias Symbian mobiltelefoner. På Apple iPhone 3GS er der ingen mulighed for at sætte kalenderposter på ”skrivebordet”, så man altid har et overblik over dagens begivenheder, dette savner jeg virkeligt fra min Nokia E71. Kalenderfunktionen rummer 3 visningsmuligheder, liste, dag eller måned. Den jeg har anvendt mest, for at få overblikket, er liste. Denne lister alle kommende begivenheder med dato, vælger man dag skal man scrolle ned igennem dagen for at se om der er begivenheder i kalenderen for den pågældende dag, og måned indikere blot med en lille prik om der er begivenheder på den pågældende dato.

Kamera
Apple iPhone 3GS er udstyret med 2 megapixels kamera med autofokus. Man vælger fokusområdet ved hjælp af tryk på skærmen, hvorefter kameraet selv fokusere. Det fungere ganske udmærket, og kameraet er rimelig hurtig til at starte op. De 2 megapixels er nok til sjove snapshots, men man skal ikke købe Apple iPhone 3GS på grund af det indbyggede kamera, der i øvrigt også optager video i VGA format. Igen er dette OK til sjov og ballade, men så heller ikke mere end det. 

Webbrowser
Apple iPhone 3GS leveres med Apple’s safari browser, og den kører bare som en drøm! Det er super nemt at navigere rundt, du zoomer med fingrene og websites tilpasses nemt til den lave opløsning, selvom de ikke er beregnet til den lave opløsning.

Loadtiderne når man browser er meget begrænsede, og når det går sløvt er det normalt forbindelsen den er gal med, og ikke iPhonen.

Du kan nemt åbne flere faner, og med et enkelt tap på skærmen får du hurtigt overblik over alle åbne faner. Bruger du Internet Explorer på den PC du synkronisere med, så kan du også synkronisere dine favoritter, så du altid har dem med på farten.

Safaribrowseren i Apple iPhone 3GS er uden tvivl den bedste ”mobile” browser jeg nogensinde har prøvet, og eneste minus er at det kører så godt at man bruger det konstant, så man bør have et dataabb. Med frit forbrug.

iPod funktion
Apple iPhone 3GS er jo, udover at være en telefon, naturligvis også en iPod, og er man vant til opbygningen af iPod menuerne, så vil man straks føle sig hjemme. Det hele fungere perfekt, og som en ekstra bonus har man naturligvis også mulighed for at se/høre podcasts. 

Andre features
Der er præinstalleret en lang række andre applikationer, og har man brug for andre applikationer kan de hentes i App Store, som er Apple’s eget softwaremarked, som kan benyttes både på iPhonen og på din MAC eller PC.

App Store rummer tusindvis af applikationer, både gratis og betalingsapplikationer, og man kan finde både kontorapplikationer, sjove spil og meget andet. Selvom man nøjes med de gratis applikationer, er der rigeligt at boltre sig i.

Synkronisering med PC foregår via let og smertefrit via iTunes, som man hurtigt bliver gode venner med, og her synkroniseres alt fra kontaktpersoner til musik, applikationer og podcasts.

Batteritiden er desværre et af Apple iPhone 3GS’ svage punkter, og der er nok flere årsager til dette. Som det første så kan den enormt meget, og dette kræver naturligvis noget ”saft og kraft” og her er der kun batteriet til at levere dette, ydermere så er man nok tilbøjelig til at bruge telefonen mere end en traditionel mobiltelefon, hvorfor standby tiden naturligvis vil være lavere. Jeg har et rimelig moderat forbrug af tale, SMS og brug af webbrowser og jeg skal som udgangspunkt lade telefonen op hver 2. gang, da den her kommer ned under 50 % batterikapacitet. Bruger man telefonen arbejdsmæssigt og har mange samtaler hver dag, vil man formentlig skulle oplade dagligt. Batteritiden er dog ikke anderledes end resten af markedet, når man ser på telefonens funktioner, så ligefrem dårlig kan man ikke tillade sig at kalde battetiden, da den følger markedet fint.

Nedenfor er en kort video der viser udvalget funktioner, samt den generelle betjening og hastighed.

Konklusion
Jeg havde aldrig troet jeg skulle omtale et Apple produkt i så positive vendinger som det har været tilfældet med Apple iPhone 3GS, da jeg nok indtil nu har været på ”den anden side” i MAC vs. PC krigen. Det må jeg dog blankt erkende er slut nu, da Apple’s iPhone 3GS virkelig har åbnet mine øjne for hvor lækkert og gennemført et produkt egentlig kan være.

Funktonaliteten, hastigheden og specielt webbrowser og mailfunktionen er perfekt til den travle erhvervsmand/kvinde og samtidigt er den proppet med så mange ”poppede” funktioner at teenageren også vil synes det er alle tiders telefon. Det er med andre ord et produkt der appellere enormt bredt, det eneste kritikpunkt er prisen. Apple iPhone 3GS koster pt. 6699,- uden abonnement i 32GB udgaven som der her er tale om, og for den pris kan man jo faktisk på en fornuftig notebook eller et 40” LCD TV til stuen. Ser man bort fra prisen, så får man uden tvivl en af de mest funktionelle og fuldendte mobiltelefoner på markedet i dag.


Batteritid, skal lades op ca. hver 2 dag.
Bagcover holder ikke helt samme kvalitetsniveau som resten

+
Fantastisk e-mail funktion
Lækker & nem synkronisering med PC.

Karakter
85 %

Pris og tilgængelighed
Fås med 16 eller 32GB hukommelse.
Pris uden abb. 16GB: 6007,-
Pris uden abb., 32GB: 6699,-

EDBpriser_200px

Skrevet af
Noel Christensen

Udlånt af

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer