xqPRO fra Xqisit er en bluetooth højttaler i lækkert design, som lover nem betjening via et touchpanel, god lyd og lang batterilevetid. Lad os se nærmere på den.
Hvad er der i kassen?
Xqisit xqPRO leveres i en flot emballage, der gør sig rigtig godt på butikshylden. Den er pakket i en æske af hård, gennemsigtig plastik der virkelig viser højttaleren frem.
Udover selve Xqisit xqPRO så er der en oplader med internationale stik, et USB kabel, en transportpose, en lille pudseklud og en vejledning i kassen. Og når man ser den meget blanke overflade på højttaleren, så forstår man godt hvorfor der er lagt en pudseklud i kassen.
Design og funktionalitet
Xqisit xqPRO er designet i blank sort plast på oversiden, mens det meste af siderne er domineret af et sort mat metalgitter, der når næsten hele vejen rundt om enheden. På bagsiden finder vi tænd/sluk kontakten, USB stik til opladning, og et 3,5 mm AUX stik til lydinput via kabel.
Man betjener Xqisit xqPRO ved hjælp af touchknapper på toppen, de bruges bl.a. til at starte bluetooth matching, justere volumen, pause musikken og svare telefonen hvis den ringer. Bag gitteret på fronten sidder en lysdiode der lyser blåt når Xqisit xqPRO er tændt, blinker blåt når bluetooth matching er undervejs, lyser blåt og rødt (= en slags lilla) når den spiller musik, og endelig viser den lav batteristyrke med rødt lys.
Xqisit xqPRO har faktisk vundet designprisen Red Dot design award i 2013, og jeg synes selv at den har et spændende og moderne design.
Når man tænder Xqisit xqPRO så bliver man mødt af en lille klaver-strofe, og når man har forbundet sin enhed er der en kvindestemme der bekræfter det. Lækkert og smart, og med til at løfte oplevelsen af produktet. Ligeledes når man slukker den, tager enheden afsked med en, med et “Goodbye”.
Betjeningen med touchknapperne øverst på enheden virker som en god idé da der så ikke er nogle fysiske knapper der forstyrrer designet. I daglig brug synes jeg ikke så meget om det. For det første fordi at den blanke overflade er en magnet der suger fingeraftryk til sig, og for det andet er det ikke altid til at finde det rigtige sted at trykke fordi at lyset der viser knapperne, slukker og først tænder igen når man (efter et par forsøg) rammer en knap. Og for at strø lidt mere salt i såret, så lykkedes det mig flere gange at få touchpanelet til at låse helt så kun volumen op virkede. Ja en enkelt gang skruede den faktisk op af sig selv, og begyndte at pippe da den ikke kunne skrues højere op. Det løste sig dog efter at have slukket og tændt enheden, men det tyder på at Xqisit xqPRO godt kunne have brugt lidt ekstra tid hos ingeniørerne inden den blev sluppet fri på markedet.
Xqisit xqPRO virker også som højttaler telefon, der sidder en lille mikrofon i den, så hvis telefonen ringer kan man tage den ved at trykke på touchpanelet. Lyden når man taler i telefon er helt fin og klar, og bestemt brugbar!
Lydkvaliteten er faktisk ret imponerende for en kompakt højttaler. Der sidder to små højttalerenheder på hver 1,5″ under gitteret på fronten. Diskanten er klar og præcis, sang og stemmer lyder troværdigt, og den spiller (størrelsen taget i betragtning) rimelig god bas. Den går ikke så dybt ned i bas-registeret, men det var også forventeligt af en højttaler i så beskeden størrelse. Den kan spille højt, faktisk så højt at den har tendens til at vibrere hen over bordet, på trods af sine bløde, klæbrige gummifødder. Når man skruer godt op, så kan lyden mærkes i bordet, så det er en lille højttaler med en solid forstærker i maven. Alt i alt er lyden behagelig at lytte til, og man kan nyde musikken uden at man bliver “træt” i ørerne efter noget tid. Dejligt når design og lydkvalitet går op i en højere enhed. Batteritiden er opgivet til 10 timer ved middel lydniveau. Jeg satte den til opladeren da jeg startede min test, og her efter at have brugt den i et par uger (dog ikke hver dag) er den stadig på første opladning, så batteritiden skuffer bestemt ikke.
Konklusion
Jeg har testet Xqisit xqPRO med en iPhone og en iPad, og bluetooth linket virker godt, og den forbinder selv til kendte enheder. Der er ikke noget støj at høre på musikken via bluetooth, og rækkevidden er på mindst 10 meter under mine test indendørs. På den ene side er Xqisit xqPRO en rigtig flot højttaler, der lyder godt og kan spille højt, men på den anden side så er det noget fejlbehæftede touchpanel med til at trække oplevelsen af produktet meget ned. Virkede touchpanelet som det skulle, var der ingen tvivl om at det her kunne være en vinder, men desværre så trækker den dårlige implementering af touch-knapper karakteren noget ned.
[checklist]
- Flot design
- God batteritid
- Lydkvaliteten
[/checklist]
[badlist]
- Fejlbehæftet touchpanel
[/badlist]
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 799,
Find forhandler og den bedste pris på Xqisit xqPRO