Marvel er efterhånden kendt for ufatteligt mange fantastiske kreationer i gennem tidens løb, men deres største franchise på det store lærred er uden tvivl X-Men. Franchisen har været aktiv siden 2000 og har bidraget med underholdning til flere generationer af filmelskere – nu hvor den syvende film er dukket op hjemmemediet, så har jeg været så heldig at modtage den samlede boks med alle X-Men-film. Her er min vurdering af franchisens syv forskellige kreationer.
X-Men (2000)
Den første X-men-film fra 2000 er uden tvivl den film, som for alvor satte skub i Marvels produktion af superheltefilm. Den blev en kæmpesucces og overbeviste alle biografgængere om, at tiden nu var inde til at videreføre magien fra tegneserier til det store lærred.
Filmen følger en verden, hvor mutanter og mennesker lever i samme univers, men individerne med overnaturlige kræfter er ikke endnu blevet en del af samfundet. En ensom strejfer ved navn Logan (Hugh Jackman) støder ind i en anden mutant kaldet Rogue (Anna Paquin) og sammen bliver de ledt til et akademi styret af Professor X(Patrick Stewart), som træner og beskytter mutanter fra omverdenen. Men der lurer en fjende i det fjerne – en terroristorganisation af onde mutanter truer menneskets sikkerhed, og nu må mutanterne på den rigtige side af loven teame op og redde verden.
Dette er absolut en af mine yndlingsfilm i franchisen. Vi bliver introduceret til nogle helt nye karakterer og oplevelsen af tegneseriefigurerne i menneskeudgave var overvældende positiv. Bl.a. the Wolverine er fantastisk i denne film, da Jackman formår at portrættere ham som en rigtig mystisk og alligevel interessant karakter. Hele universet bliver kastet i hovedet på seeren, og man bliver underholdt fra start til slut. I dag kan man selvfølgelig godt se, at effekterne måske er lidt gammeldags, men det bidrager bare til charmen. Derudover er den meget ungdommelig i sin opbygning og byder på en rigtig lækker kombination af humor, overnaturlige kræfter og fantastiske karakterer. Man kan med det samme spotte, at skuespillerne er som skræddersyet til deres karakterer og Patrick Stewart og Ian McKellen spiller overfor hinanden med så fantastisk et skuespil, at man tydeligt kan se, at de har en masse historie sammen både i deres filmiske roller såvel som i virkeligheden. Absolut en af mine favoritter i denne samling!
Karakter: 4,5 ud af 5
X-2 (2003)
Toeren er mindst lige så fantastisk som sin forgænger, da den faktisk formår at udvikle sig både intellektuelt og underholdningsmæssigt. Man kan tydeligt se, at det er den samme instruktør, Bryan Singer, som har lavet disse to første film i rækken – første film blev brugt til at lære alle karakterer at kende, både skurke og helte, mens denne efterfølger kaster mutanterne ud på dybt vand, hvor fjendskab er nødt til at blive til alliancer mod den nu egentlige fjende – mennesket uden mutation.
Da en mutant-lejemorder har forsøgt at slå Amerikas præsident ihjel, er der for alvor sat negativ fokus på mutanterne. Medlemmer af mutantakademiet rejser ud for at finde denne lejemorder og opspore, hvordan dette kunne ske. Samtidig bliver akademiet angrebet af en ukendt militærorganisation ledt af den modbydelige William Stryker (Brian Cox), og sikkerheden omkring mutanterne er for alvor kommet i fare.
Toeren er virkelig eskaleret i tempo og underholdning, da man får langt flere overnaturlige situationer at se samt utallige vilde, visuelle oplevelser. Det giver virkelig kræs for kendere i forhold til superheltegenren, og man fryder sig over, at karaktererne desuden har formået at udvikle sig meget mere. Visuelt er den formidabelt imponerende, og byder på nogle stilistiske færdigheder, fede kampscener og ikoniske scener, som for alvor gør filmen til en rigtig klassiker indenfor superheltegenren. Skuespillet er i topklasse og spliden mellem mutanterne skaber en meget rammende tematik omkring, hvem bør man stole på, når verden står i flammer? Nye karakterer introduceres og man får interaktioner mellem diverse mutanter, som man ikke havde troet ville komme. Denne succesfulde efterfølger værner om, at X-Men-franchisen har utroligt meget til gode i forhold til visuelle og underholdende oplevelser for de kommende år.
Karakter: 4,5 ud af 5
X-Men: The Last Stand (2009)
Her eskalerer historien til det maksimale! Treeren er lidt mere eksperimenterende i sin struktur og følger den mere moderne tendens med at skabe meget ud af overdådige effekter.
Verden står pludselig overfor en kur mod mutationen, hvilket sætter en skillevej mellem mennesker for og imod sagen. På den ene side finder vi beboerne på mutantakademiet og på den anden side finder vi ’The Brotherhood’, som er en skurkeorganisation ledt af den onde Magneto (Ian McKellen). Krigen bryder for alvor ud mellem de ledende grupper, og verden skal en gang for alle finde ud af, om de enten vil udrydde eller acceptere mutanterne.
Denne tredje film i rækken fokuserer meget på den heftige krig, som hele tiden har ulmet under overfladen. Det gør den meget ensporet og ikke decideret karakterbaseret som sådan, men det fungerer egentlig rigtig godt i den endelige kulmination. Ind i mellem er handlingen en smule mindre interessant på grund af, at man ikke længere går så meget i dybden med udviklingen af karaktererne, da instruktøren mener, at man har udforsket dem nok i de første film. Det giver frirum til at åbne universet for et arsenal af nye, unikke karakterer i den endelige krig, og man får for alvor set opfindsomheden og mulighederne i konceptets alsidighed. Det kommer også til gavn i den endelige krig, som giver et indblik i nogle fantastiske og underholdende kampe.
Charmen ved den lille gruppe af unikke hovedpersoner er derved skubbet lidt ud af fokus, og meget af handlingen går mest af alt op i mutanten Jean, som på mystisk vis er dukket op igen. Den er uden tvivl den mindst interessante i den originale trilogi, men det er stadigvæk ikke nogen helt dårlig ting. Den går i nye retninger, skubber de mest prominente karakterer lidt bag lyset og vælger at vise det enorme univers af forskellige mutanter. En storslået fortælling, som næsten har hjertet på det rette sted, men mest af alt underholder med de voldsomme kampe mellem de gode og de onde.
Karakter: 4 ud af 5
X-Men Origins: Wolverine (2009)
De fleste er nok enige i, at Hugh Jackman som Wolverine er den mest interessante og underholdende karakterer i X-Men-universet på film. Derfor var det også på tide, at man lavede en film udelukkende om ham og hans mystiske, men nervepirrende fortid.
Vi følger en Wolverine (Jackman) i gennem hans turbulente barndom såvel som hyppige krigsrelateret arbejde med sin bror Victor (Liev Schrieber), hvor han forsøger at udnytte sine mutantevner til at gøre verden til et bedre sted. Dog bliver han pludselig en form for lejemorder for en usympatisk chef kaldet Stryker (Danny Huston), og denne umoralske levevis driver ham væk fra sin bror og mod et normalt liv. Efter flere års tilforladelige år som skovhugger, begynder alle hans tidligere kompagnoner pludselig at forsvinde og truslen fra fortiden er måske på vej tilbage for at indhente ham.
Denne film er af mange blevet set som en fiasko, men jeg synes virkelig, at det er en undervurderet omgang underholdning. Man får et farverigt, historisk og dybdegående indblik i Wolverines liv før de tre første X-Men-film og dette gør det muligt at udforske nye grene af universet. Nu er de ikke længere bundet til alle de almindelige protagonister, og giver en god mulighed for at skabe helt nye, unikke bekendtskaber. Visuelt er den helt i gennem fantastisk og man får en masse ikoniske karakterer at møde – såsom The Blob, Deadpool og Gambit. Effekterne er helt i gennem fantastiske og den visuelle del af filmen er overvældende positiv – det er uden tvivl en af de flotteste scenografier i franchisens tidlige år og man bliver helt grebet af den meget farverige, svulstige og utroligt fascinerende måde at fortælle en historie på. Det er efter min mening en fantastisk underholdende rejse ind i den mest interessante karakter i universet og på trods af en god mængde kritik giver den et mindst lige så underholdende et portræt af Marvels uudforskede muligheder indenfor mutant-livet.
Karakter: 4,5 ud af 5
X-Men: First Class (2011)
Efter den foregående films uretfærdige dårlige omtale var det åbenbart tid til at sætte helt andre boller på suppen. Dog var konceptet med en oprindelseshistorie et velfungerende middel til underholdning, da denne film går i dybden med fortiden for to af de mest ikoniske karakterer i de tre første film.
Vi følger en udvidelse af forhistorien for både Erik Lensherr (Michael Fassbender) og Charles Xavier (James McAvoy) i deres barndom såvel som i 20’erne. Vi følger deres hektiske baggrundshistorie og hvad der ledte dem fra at være de bedste venner til at være de største ærkefjender.
Dette kom som kæmpe positiv overraskelse, da man i denne film virkelig har sat spot på solidt og talentfuldt skuespilpræstationer. Fassbender og McAvoy er skræmmende dygtige i deres portrætter, og de er som skræddersyet til at skabe en inspirerende forhistorie til den originale trilogi. Manuskriptet er utrolig nervepirrende og udvider ikke blot universet med nye veje og nye karakterer, men formår også at videreudvikle de allerede velfungerende handlingselementer. Der er en lækker balance mellem et velskrevet manuskript og overdrevne effekter, hvilket skaber en dynamik, som man allerede så i den første trilogi – nu har teknologien bare indhentet filmmediet og de vanvittige visuelle effekter kan nu blive skabt med langt større ekspertise.
Selve filmen er meget karakterbaseret og det sætter jeg utrolig stor pris på – man får altid bygget en solid omgang underholdning op, hvis man husker at gå i dybden med de involverede personer. Dog har filmen masser af tid til at vise karakterernes individuelle og særprægede evner, og denne nye tilgang til universet rummer bare alle de gode elementer – finpudset til den helt store guldmedalje. Samlet set er denne nyfortolkning af universet en sikker vinder, som rammer lige i solar plexus for fans af franchisen.
Karakter: 4,5 ud af 5
The Wolverine (2012)
Den foreløbigt tredjesidste film i rækken var ment som en eksperimenterende og enkeltstående film i franchisen – dog alligevel med visse referencer til den efterfølgende film og de foregående produktioner i forhold til Wolverines forhold til Jean. Den er den mindst interessante i pakken, men giver alligevel et nyt og forfriskende blik på franchisen.
Vi følger en nærmest hjemløs Wolverine (Jackman), som bare lever i konstant sorg over tabet af sin store kærlighed, Jean (Famke Janssen). Pludselig bliver han opsøgt af en gammel ven fra 2. verdenskrig, som vil takke ham for at have reddet ham fra den visse død. Wolverine rejser til Japan for at mødes med ham, men altid er ikke, hvad det ser ud til og inden længe er han fanget i et net af løgne og mystiske kulturer.
Historisk set er den meget interessant, da det faktisk er den første film siden 2006, hvor man følger en fortsættelse af den reelle tidslinje. Hele konceptet er vendt i en helt anden retning, og i stedet for at fokusere på det kæmpestore univers, har man i stedet valgt at dykke ned i en enkelt karakters rejse. Det giver som sådan et meget interessant koncept, men den er meget indskrænket i sin opstilling og byder ikke ind med særligt mange mutantøjeblikke – det meste af filmen går op i forvirrende plotfortællinger, hvor man følger den ene forråelse efter den anden i den mystiske samurai-kultur. Mellemspillet i filmen er til tider lidt langtrukkent, men heldigvis er slutningen en bragende finale på hele filmen. Filmen i sig selv er meget personlig og meget intimt følelsesladet, hvilket ikke helt er det, man normalt forbinder med franchisen.
Filmen er en pudsig sammenkobling af samurai-koncepter og mutanternes verden, hvilket skaber en handling, som man ikke rigtig kan sætte en finger på. Slagsmålene er velkoreograferet, handlingen er spændende men forvirrende og konceptet drejer mere henimod en actionfilm end en reel ’X-Men-film’. Personligt synes jeg, at den mangler mere mutant-fokus og lidt mere action frem for fortælling, men alligevel har jeg forelsket mig i den hektiske slutning. Samlet set er The Wolverine en spændende satsning, som giver en lidt ambivalent følelse – man er underholdt, men er man ’X-Men’-underholdt?
Karakter: 3,5 ud af 5
Days of Future Past (2014)
Siden First Class tilbage i 2011 skabte en helt ny og unik stemning i X-Men-franchisen, har vi glædet os til at se en efterfølger. Med den lidt ambivalente oplevelse i The Wolverine havde man for alvor set frem til at se en lidt mere original og klassisk fortælling – heldigvis dukkede den bedste nyhed op nogensinde – Bryan Singer, instruktøren af de to første film, vendte tilbage med et nyt projekt, som samler både karaktererne fra den originale trilogi og de unge skuespillere i én og samme film.
Vi følger en verden, hvor mennesket for alvor har fået grebet om mutanterne gennem deres nye altødelæggende robotter. Wolverine (Jackman) er deres eneste håb og bliver med lidt magiske mutantkræfter sendt tilbage i tiden – tilbage til den tid, hvor Magneto og Professor X er de værste fjender. Wolverine må få dem til at stå sammen igen, så de sammen kan stoppe deres arts apokalyptiske fremtid.
Dette er den absolutte bedste film i hele franchisen! I gennem 14 år med forskellige kreationer er dette den endelige kulmination, som har finpudset alle detaljer, historier og karakterer til perfektion. Følelsen af at se alle de ikoniske figurer i én og samme film er en fanboys største drøm, og hvad der måske på papir kunne lyde som en for stor mundfuld, bliver udført med uhyre præcision og en ufattelig snedighed. Gensynets glæde er overvældende og man føler virkelig, at karaktererne har udviklet sig – man kan virkelig mærke, at dette er den film, man har ventet på i alle de år efter den første trilogi. Der er en utrolig lækker balance mellem historie og drønfede effekter – starten er en overvældende omgang fede visuelle effekter, hvorefter mellemspillet er en uhyre detaljerig og opslugende karakterudvikling. Som den endelige finale er disse to aspekter forenet til en vanvittig kulmination, som bare sætter prikken over i’et i denne fantastiske underholdningsrejse.
Alt er bare blevet meget bedre i denne film og man ikke andet end at sætte sig tilbage i sofaen med en tilfredsstilet smil, da den har nået alle de forventninger, man havde håbet på – og mere til! Effekterne er skræmmende realistiske og karaktererne har aldrig været mere ustabile og påvirkelige, som de er i den fortidige historie – Wolverine er desuden endnu en gang en fantastisk karakter i denne film, da han med sin humor og råstyrke fungerer som limen mellem alle aspekterne. Derudover er tilføjelsen af bl.a. Quicksilver en ufattelig god udvidelse af universet, da han virkelig skaber en god mængde humor på kort tid. Days of Future Past er overordnet set franchisens bedste film og leverer den helt rette dosis af overnaturlig mutantunderholdning.
Karakter: 5 ud af 5
Konklusion
Samlet set er denne boks et must-have for fans af denne franchise, da man har samlet alle de bedste film og udgivet dem i fantastisk Blu-ray-kvalitet. Alle filmene rummer noget helt unikt og bidrager hver i sær med en vigtig brik i det overordnede billede af universet.
Pris og tilgængelighed
Release: 15-10-14 på DVD og Blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på X-men Cerebro collection
