lørdag, november 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Wild (Blu-ray)

Anmeldelse: Wild (Blu-ray)

wild_blu-ray_nordic-27759557-frntl

Selvransagelser og alternative metoder til forståelse af livets mening er ofte et emne, som er meget ømtåleligt på det store lærred. Det kan hurtigt blive en opstillet, uinteressant serenade af urealistiske følelser og manglende integritet – der bliver simpelthen smurt for tykt på. Dog er der flere film som har nået toppen af underholdningsskalaen. For eksempel Sean Penns ’Into the Wild’ fra 2007, hvor hovedpersonen fjerner sig fra samfundet for at finde sig selv. Historien blev baseret på virkelige hændelser, hvilket gør konceptet langt mere realistisk – derfor blev jeg ret spændt, da ’Wild’ landede på mit skrivebord.

Filmen tager også afsæt i virkeligheden og denne gang er tiden kommet til den kvindelige sjælesøger, Cheryl Strayed, hvis 1700 kilometer lange vandretur gav hende et nyt syn på livet. Med en turbulent fortid i baggagen med familieproblemer, stofmisbrug for ulykkelig kærlighed beslutter Cheryl sig for at kaste sig ud en vanvittig vandretur ud i naturen. Her forsøger hun at finde sig selv og genetablere en normal hverdag.

Da jeg først læste nærmere om filmens historie, frygtede jeg på visse punkter, at produktionen ville blive en selviscenesættende, overfladisk og tåkrummende historie a la Eat, Pray, Love (2012), men det blev heldigvis aldrig en aktualitet. Filmen lægger ud med en modbydelig scene fra vandreturen, hvor tingene er værst, og allerede her får vi de turbulente følelser kastet i smasken uden forberedelse. Det giver en herlig frihed i filmen, hvor man ikke blot ser en rejse fra godt til skidt, men oplever vejen som skæv, bumpet og ganske uforudsigelig. Den har nogle elementer, hvor tingene bliver en smule for overfladiske – specielt hendes forskellige monologer. De fungerer forbløffende godt i de hektiske og sjove henseender, men nogle gange bliver konceptet kørt til for meget i fokus.

Selve filmen er utrolig smuk i den æstetiske forstand, da den benytter sig af en herlig krydsklipning mellem naturen og kvindens intime følelser. Dette skaber en betagende dynamik, som langsomt lukker tilskueren ind i hovedpersonens liv, samtidig med at den overordnede rejse gradvist bliver overkommet.  Klippeteknikken minder på mange punkter om 127 Hours (2010) blandet med inspiration fra de smukke, tankevækkende øjeblikke fra Sean Penns Into the Wild. Man kommer ud i den virkelige, barske natur, men bliver også lukket ind i menneskets ofte barske følelsesmæssige univers, hvor disse to utøjlelige størrelser får frit spil. Klippeteknikken gør ikke blot historien pirrende og opslugende, men formår også at booste tempoet og skabe de nødvendige rammer for kvindens følelser i øjeblikket.

Reese Witherspoon er normalt ikke en skuespiller, jeg forbinder mest bjertagende præstationer og bragende godt skuespil – dog med en undtagelse i form af hendes stjernepræstation i Walk the Line (2005). Men hun formår i visse film at bryde sit fjollede image og skære ind til benet af hendes følelsesmæssige potentiale. I Wild går hun for alvor ind på kroppen af den karismatiske, kvindelige inspirationskilde til filmen, og viser livet råt for usødet. Hun er ikke en prætentiøs helteskikkelse eller en uskyldig kvinde, men i stedet en realistisk karakter, som har jokket gevaldigt i spinaten og blot forsøger at få det bedste ud af situationen – en klaring af sindet, en rejse til forståelse af, hvorfor hun selv har taget så mange dårlige valg i sit liv.

Samlet set er Wild en ganske fremragende film, som formår at dykke ned i en af virkelighedens kvinder og hendes turbulente rejse tilbage til hverdagen. Med en bragende dygtig Witherspoon ved roret kommer vi helt ind under huden på figuren og universet, samt får et fantastisk indblik i, hvad en spirituel rejse kan gøre for sjælen.

Pris og tilgængelighed

Release: 23-07-15 på Blu-ray.

Se aktuel pris hos PriceRunner

Wild trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer