mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Vintersøvn (DVD)

Anmeldelse: Vintersøvn (DVD)

movie_files_3009

Kunstneriske film er ofte en genre for sig selv, og udforsker nogle ofte meget prætentiøse og underspillede aspekter af den visuelle fortælling. Det kan være et smukt portræt af følelser eller livet selv, men kan efter min mening desværre også ofte være en være kedelig omgang langtrukkent hurlumhej. Jeg har kigget nærmere på det tyrkiske drama Vintersøvn, som åbner op for nogle kunstneriske aspekter i det lukkede samfund på et hotel i Anatolien.

Filmen følger den aldrende Aydin, som sammen med sin unge kone Nihal styrer et hotel på en bjergtop i det centrale Tyrkiet. Deres turbulente forhold udvikler sig til drastiske komplikationer, og med de forskellige beboere på hotellet og Aydins selvcentrerede forståelse for sin betydning i samfundet udæsker en række dybdegående overvejelser af livet og identiteten.

Hvis ikke beskrivelsen herover allerede har afsløret det for dig, så er filmen utroligt præget af kunstneriske elementer og symbolske undertoner. Den starter desværre ganske tarveligt ud med en intetsigende historie om hotelejeren og hans møde med nogle af de dårlige betalere på hotellet og landejendommene rundt omkring. Det er selvfølgelig en måde at vise, hvordan der intet sker på denne afsides bjergtop, men der er ikke rigtig noget gåpåmod i udviklingen. Den indhenter lidt af underholdningsværdien senere i handlingen, hvor de forskellige følelsesmæssige intriger mellem de involverede personer begynder at spidse til – her kommer den kunstneriske effekt filmen til gode, da man kommer til at overveje livet og de forskellige aspekter af den menneskelige psyke. Karakterne er ganske ukendte for det internationale marked, og det understreger filmens almindelighed og fokus på hverdagsmanden.

På trods af en indhentning af underholdningsværdien løbende, så kan man ikke komme udenom, at filmen er noget langtrukkent og alt, alt for lang. Den strækker sig over godt og vel 3 timer og 16 minutter, hvilket efter min mening er godt og vel næsten en time for langt i forhold til filmens egentlige udtryk. Det er ikke nødvendigt at udpensle så mange ligegyldige detaljer, da det slet ikke får den nødvendige effekt, som instruktøren higer efter. Filmen vandt guldpalmen i Cannes tilbage i 2014, så måske er det mig, som ikke kan se det smukke og mesterlige i filmen – jeg kan blot se, at filmen med lidt god vilje kunne koges en tredjedel ned og derved opnå en lidt mere hektisk og interessant handling.

Et af de elementer i filmen som fungerer ganske udmærket er den fænomenale scenografi, der pryder filmen fra start til slut. Her kan man tydeligt se det tyrkiske særpræg på filmen, da man på ingen måde kunne skabe disse betagende ’kulisser’ kunstigt i et studie – vi bliver inviteret ud i den rå natur, som står i fin kontrast til menneskets psyke. De nådesløse bjerge understreger håbløsheden i landet og menneskernes interaktioner med hinanden, mens de hektiske skift i årstiden giver et indblik i de barske realiteter for beboerne. Dog kan en film ikke blot vinde tilskuerens gunst gennem den visuelle side, men man må erkende, at den virkelig pynter på den ellers minutiøse og kedelige handling.

Samlet set er Vintersøvn ikke for sarte sjæle, og lever efter min mening ikke helt op til den enorme ros, som den blev mødt af under sin præsentation på den internationale marked. Den går tæt på mennesket, følelserne og Tyrkiets unikhed, men den er for lang og alt for langtrukkent til, at man kan føle sig underholdt i over 3 timer.

Pris og tilgængelighed

Release: 13-05-15 på DVD.

Se aktuel pris hos PriceRunner

Vintersøvn trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer