mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Tyrannosaur (DVD)

Anmeldelse: Tyrannosaur (DVD)

movie_files_2331

Det sker af og til at man støder ind i en film, der printer sig fast, emotionelt i ens register fordi den af en eller anden grund gør indtryk med stærke billeder, følelsesbetonede scener eller eminent skuespil. Alle de tre elementer indeholder Tyrannosaur, der i den grad portrætterer det social-realistiske England. Vi følger den arbejdsløse enkemand, Joseph, der efter hans kones (Tyrannosauren) død er faldet ned i en selvdestruktiv spiral med vold og raseri til alt omkring sig. Dette kulminerer indledningsvist i filmen ved, at han sparker sin egen hund ihjel under endnu et raseriudbrud. Hunden, der på daværende tidspunkt nok er den eneste skabning, som kunne holde ud at være i nærheden af den bitre mand. Dette fungerer som en mindre øjenåbner for Joseph, der vil forsøge at ændre sig selv til det bedre inden det er for sent. Ved en heldig tilfældighed møder han velgørenhedsarbejderen Hannah, der tager sig af ham og de bliver tætte venner. Men dermed er lykken ikke gjort, for Hannah har også sine skelletter i skabet, der truer med at drage Jospeh tilbage til sin gamle tilværelse. Dette vil dog være synd at fortælle for meget om, da det er noget man selv skal opleve.

Tyrannosaur er på mange måder en brutal film, der ikke forsøger at gøre det både mere eller mindre behageligt for sin tilskuer at opleve filmen. Den skildrer egentlig bare realismens grimme ansigt når en mand har verden imod sig og ikke altid er stærk nok til  at kunne kæmpe tilbage og dermed i større grad bliver en mere og mere indflydelsesrig årsag til sin egne ulykke. Som tilskuer er det både svært at have ondt ad Joseph, netop fordi han er så selvdestruktiv, men på den anden side er det åbenlyst, at han kæmper med nogle indre dæmoner, som mødet med Hannah dulmer. Faktisk er historien, skildringen og hændelsen ganske simpel, men det er udførelsen bag, der virkelig trækker Tyrannosaur op. Miljøet underbygger atmosfæren og man er ikke i tvivl om, at man befinder sig i de nederste samfundslag, hvor håbløse eksistenser kæmper for deres egen lille plads i solen. Samtidig gør de to hovedrolleindehavere det aldeles fremragende. Man føler virkelig med dem og selv om det tit er følelser af den mere ubehagelige slags er man langt fra negativt påvirket efter at have set filmen.

Ekstramateriale

Der er ingen ekstramateriale på DVD-udgivelsen

Konklusion

Tyrannosaur gør indtryk og den bliver hos dig længe efter. En flot film, der suger dig ind og vedholder dig i et jerngreb – Mesterværk!

Pris og tilgængelighed

Udkom på DVD d-. 15-08-2013.

Find forhandler og den bedste pris på Tyrannosaur

Tyrannosaur trailer

[youtube id=”nvyqXFmV-LI” width=”600″ height=”350″]

Benny Christiansen
Benny Christiansen
Benny Christiansen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer