HBO er kendt for nogle ret heftige og til tider en smule grænseoverskridende serier, da de ikke er bundet af den normale, amerikanske censur. Med serier såsom Game of Thrones, True Detective, The Sopranos og ikke mindst True Blood har selskabet nærmest gjort sig selv til en enkeltstående genre. Jeg har været så heldig at få fingrene i den komplette boks med alle sæsoner af True Blood, og ved nærmere eftersyn er jeg bestemt ikke blevet mindre fan af HBO!
Denne serie er generelt indbegrebet af konceptet ’Guilty Pleasure’, hvor man føler sig underholdt af at se en masse kontroversielle, seksuelle, hjernedøde eller voldelige aspekter af en serie, som man normalt ikke ville have mulighed for i andre udgivelser. Selve det overordnede koncept i serien følger nogle ret sjove fordomme og sætter dem sammen på en meget interessant måde – sydstatsmennesker, sorte mennesker og minoriteter bliver alle sammen bearbejdet i denne herlige historie, og det hele spiller sammen til en meget nytænkende og anderledes oplevelse. Den unge X-men-skuespiller Anna Paquin er dæleme blevet voksen og sammen med resten af seriens sexede kvinder, bliver der bestemt ikke sparet på hud og flotte kroppe.
Selve konceptet beskæftiger sig med en lidt mere sexet version af vampyrhistorierne og det hele spiller faktisk ret godt sammen i starten af serien. Serien følger en lidt anderledes hverdag, som dog virker utroligt realistisk i forhold til vores. Historien har et ret solidt grundlag og gør det muligt for tilskueren at forestille sig en verden, hvor vampyrer eksisterer. Serien fremviser nemlig vampyrerne som blot en ny gruppe minoriteter eller ’flygtninge’ og derfor bliver der er slags samfundskritisk og underholdende vinkel på sagen. Stemningen og atmosfæren i hele opsætningen er ganske fremragende og drager en til handlingen og personerne på trods af den meget simple udvikling.
Serien følger overordnet set et ret simpelt plot og kan derfor bruges til at koble hjernen fra og se noget pikant og fængende underholdning. Man behøver ikke tænke for meget over tingene, men i stedet sætte sig tilbage i sofaen og nyde en masse grænseoverskridende underholdning – pigerne kan nyde kærligheden og mandeoverkroppene, mens drengene kan savle over de utallige nøgne kvinder og den fede overnaturlige tilgange til historien. Jeg har sat et par ord på hver enkelt sæson for at give min mening og de forskellige op- og nedture, man oplever ved at se denne eksplosive serie.
Sæson 1
Den første sæson lægger kortene på bordet og leverer et hårdt spark i solar plexus lige fra starten. Vi bliver introduceret til personerne, temaerne og grundprincipperne i et fint tempo og hvis man allerede i de første par afsnit føler sig stødt eller ramt af kedsomhed, så skal man hurtigt dreje væk – det fortsætter nemlig sådan i mange sæsoner. Første sæson er nok den mest interessante, da de afprøver et ret originalt koncept og stadigvæk fokuserer meget på fordomme og samfundsrelaterede problematikker pakket ind i overnaturlige scenarier. De første 12 afsnit er et sexet indblik i en mystisk verden af kærlighed, sex, vampyrer og sydstatsstemning, og den formår faktisk at fange interessen ret godt.
Karakter: 4,5/5
Sæson 2
Denne 2. sæson vælter indover skærmen med et nyt gåpåmod, og da folk havde vænnet sig til konceptet i første sæson, endte denne efterfølger med at være den mest sete HBO-serie siden The Sopranos. Man kan godt forstå det, da serien virker til at have fået finpudset nogle vigtige detaljer og desuden sat større fokus på dramaet. Anna Paquin er helt i gennem fantastisk i denne sæson, og man føler sig mere grebet end før. Den har samme gåpåmod som f.eks. serien Supernatural og gør op med nogle kedelige, langtrukne historier om vampyrer, som man så tit har set – her bliver tematikken kastet frem i lyset, nærstuderet og ekspanderet til et hektisk univers af slagsmål, blod og sex. Succesen tager for alvor til i denne 2. sæson og man bliver mere og mere familiære med personerne, konceptet og universet.
Karakter: 4/5
Sæson 3
Denne sæson satser lidt mere ved at fokusere på en ekspansion af universet. Det sker gennem tilføjelsen af endnu flere overnaturlige aspekter og endnu mere spot på forhistorien bag de overnaturlige evner, som hovedpersonen Sookie render rundt med. Der er langt større fokus på sexede intriger og kærlighedsøjeblikke, men det er slet ikke noget oversødt eller kvalmende romantisk – det er i stedet en række hårdkogte kærlighedsaffærer, hvor både kvinder og mænd kan fornøje sig med at se deres eskapader. Man kommer langt tættere ind på kroppen af personerne, men serien husker også den sorte humor og de ret så underholdende interaktioner mellem meget forskellige mennesker. Jeg er personligt kun blevet mere interesseret i denne serie efter at have set denne tredje sæson, og jeg begiver mig heftigt videre.
Karakter: 4,5/5
Sæson 4
Man skulle tro, at man ville blive træt af at se nogenlunde den samme tematik udspille sig igen og igen, men serien har en unikhed, som gør, at man bare vil se mere. Der er selvfølgelig også en generelt stor udvikling i det overordnede plot, hvor personerne involveret i universet kommer ud for flere nye ting på både godt og ondt. Serien virker til at kaste små brødkrummer ud til tilskueren sæson for sæson og langsomt begynder man at kunne få et overblik over universet – denne sæson går i hvert fald all-in med alternative virkeligheder, nye aspekter af Sookies overnaturlige evner og ikke mindst en masse pirrende materiale. Det hele spiller sammen og kontrasterne mellem det overnaturlige og det frække giver en mystisk stemning, som virkelig kommer til sin ret i denne fjerde sæson.
Karakter: 4/5
Sæson 5
Sæson 5 er så småt ved at være den sidste sæson i rækken, som bidrager med unikke øjeblikke og den originale stemning. Med en kombination af varulvehistorier og vampyrhistorier bliver denne sæson en meget dynamisk oplevelse, som balancerer fornemt mellem to lejre. Man er dog nået til det punkt, hvor man gerne skal være fan af konceptet, da man har lidt svært ved at forestille sig, hvordan de kan blive ved med at toppe sæsonerne og fortsætte succesen med nye tiltag. Sæsonen er sprængfyldt med nye farer og mystiske væsner, som truer freden i den lille sydstatsflække og man føler sig stadigvæk grebet af hele den herlige stemning. Der er måske skruet lidt mere op for de frække detaljer i denne sæson, men det formår faktisk dog stadigvæk at virke sobert nok til, at man ikke kan kalde det for porno. Samlet set er denne femte sæson en lækker sag, som formår at give faklen videre til den sjette sæson – som desværre så småt begynder at slukke gløden.
Karakter: 3,5/5
Sæson 6
Denne er tidligere anmeldt – læs anmeldelsen af True Blood: Season 6 her.
Sæson 7
Efter sjette sæsons relativt dårlige udvikling blev man ret skeptisk omkring, hvordan de ville kunne formå at afslutte serien med denne syvende og sidste sæson. Desværre blev skepsissen også bekræftet, da denne sæson uden tvivl er den dårligste i serien. Den fokuserer på den samme tematik fra den foregående sæson, og det spiller bare ikke rigtig sammen. Der er lidt for meget alvor over sæsonen og den har mistet sin originale gnist. Om man kan lide slutningen eller ej, er selvfølgelig en smagssag – med de første 4-5 sæsoner i baghovedet er jeg personligt ikke begejstret for, hvordan det hele blev rundet af. Det er lidt en skam, at den ikke vægtede sin originalitet og kemi højere end et relativt intetsigende plot, men alligevel vil jeg anbefale at få afslutningen med – med så gode sæsoner i starten fortjener man at kunne sætte punktum på historien.
Karakter: 3/5
Samlet set er True Blood en heftig cocktail af sex, kærlighed og overnaturlige væsner, og i løbet af seriens i alt 7 afsnit oplever man en masse forskellige op- og nedture – både i selve historien såvel som i selve oplevelsen. Jeg vil helt klart anbefale sæsonen til folk med smag for overnaturlige historier, da denne er en særlig en af slagsen med sin pikantkrydrede opbygning og herlige stemning.
Pris og tilgængelighed
Release: 10-11-14 på DVD og blu-ray.
Find forhandler og den bedste pris på True Blood – The Complete Series
