søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Transformers 4-Pack Collection (Blu-ray) + Bumblebeepack (3D Blu-ray)

Anmeldelse: Transformers 4-Pack Collection (Blu-ray) + Bumblebeepack (3D Blu-ray)

2

Hvis der er noget, Michael Bay er kendt for, så er det hjernedøde actionfilm, historiske ukorrekte krigsfilm og masser, masser af eksplosioner. I 90’erne havde han forholdsvis stor biografsucces med film såsom The Rock, Bad Boys og Armageddon, men hans nyere film har delt vandene lidt mere. Her kan man ikke undgå at nævne Transformers-filmene, som virkelig er blevet de film, man forbinder med Bay. Jeg har fingrene i en samlet boks med alle tre film i den originale trilogi, samt den fjerde og spritnye produktion. Her er min vurdering af Bays filmatisering af Hasbros populære legetøjsfranchise!

Transformers (2007)

Den første film er absolut den bedste af dem alle. Det skyldes uden tvivl, at man for første gang stifter bekendtskab med robot-væsnerne Autobots og Decepticons og deres oldgamle kamp, som nu skal foregå på jorden – og dette førstehåndsindtryk hjælper filmen godt fra start. Filmen balancerer mellem en teenage-komedie og et sci-fi-brag, hvilket faldt i god jord, da jeg som teenage-knejt så den i biografen i 2007. Shia Lebouf og Megan Fox har en rigtig lækker kemi i gennem hele filmen – Labeouf er den komiske grønskolling og Megan Fox er det knaldhamrende lækre trækplaster for unge drenge. Hele opsætningen er meget teenage-præget og de fleste voksne tilskuere vil sikkert rulle med øjnene. Derfor skal man også huske, at den ikke forsøger at være en kunstnerisk og tankevækkende oplevelse, med i stedet en herlig actionfilm, hvor man kan lægge hjernen på hylden, inden man trykker ’play’.

Sci-fi-historiens påvirkningen af vores almindelige hverdag fungerer yderst fremragende, og man får virkelig tingene sat i perspektiv. Visuelt er filmen også vildt imponerende, da man på daværende tidspunkt allerede havde fået finpudset de vilde CGI-effekter. Dog havde man lidt håbet på, at Michael Bay ville have sat tempoet lidt lavere under robotterne forvandlinger, da man ikke rigtig når at se de fantastiske detaljer. Filmen kunne have været en dobbelt så god oplevelse, hvis man lige havde givet effekterne tid til at blive nærstuderet. Dog fungerer tempoet på den anden side ganske fantastisk for handlingens forløb, da man virkelig bliver kastet tilbage i sofaen med et tour de force af vanvittige robotslagsmål. Filmen følger et lidt mere indelukket univers, hvor situationerne foregår indenfor nogle specifikke rammer, og det gør hele filmen mere intens. Frem for nogle de følgende film kommer man tættere på personerne på denne måde, og har mulighed for at forholde sig mere til plottets enkelte dele.

Historien i filmen er faktisk overraskende positiv, da man ofte oplever en hjernedød tilgang til filmen gennem Bays fokusering på det visuelle fremfor indholdsmæssige. Her får vi en lækker baggrundhistorie og nogle skarpe forestillinger om, at vi ikke er alene i universet, og at der måske er en mere avanceret race ude i det uendelige rum. Transformers er generelt set bare action-porno, hvor man til en rigtig drengerøvsaften kan smide denne skive på maskinen og nyde de vilde effekter, det hæsblæsende tempo og Megan Fox’ vanvittige krop over en god øl med drengene!

Karakter: 4,5/5

Transformers 2: Revenge of the Fallen (Blu-ray)

I denne anden installation af Bays Transformers-franchise bliver tempoet øget til helt vanvittige højder, da vores uheldige helt Sam Witwicky (Labeouf) bliver kastet direkte tilbage i Transformers-krigen. Action-delen har virkelig overtaget fokusset på denne film, og den handlingsmæssige del er meget simpel. Den formår dog at udvide universet med flere baggrundshistorier og spændende tiltag i den urgamle historie. Desværre er konceptet blevet lidt for vidtrækkende, og man føler lidt, at personernes historier og udvikling er blevet tilsidesat en smule i forhold til de voldsomme effekter. De to hovedpersoner er dog stadigvæk meget aktive i denne efterfølger, og deres historie giver et lækkert indblik i teenage-delen med parforholdets op- og nedture.

Effektmæssigt er denne absolut en af de vildeste produktioner i franchisen! Den formår at bygge en lækker stemning op fra starten af, hvor vores hovedperson støder på nye aspekter af sin involvering i Transformers-krigen. I anden halvdel af filmen får vi en mere krigspræget side af filmen, hvor man virkelig får et spark lige i solar plexus af de voldsomme kampscener. Soldaterne mod robotterne fungerer helt eminent, da optagelserne er blevet optaget i et ørkenlandskab, som vækker associationer til den aktuelle krig i Afghanistan. Sandet og ørkenen gør virkelig hele oplevelsen ganske realistisk og det er absolut disse scener i hele franchisen, som virker allermest realistiske.  Bay har skruet op for sine velkendte eksplosioner, og med en fornem cocktail af fyrværkerieffekter og kontrollerede eksplosioner, bliver det hele meget mere hektisk.

Denne film hører også ind under den klassiske betegnelse for ’den mørke toer’, bortset fra at den slet ikke har nok hjerte og intelligens som andre i kategorien. Men alligevel har den fjernet fokusset fra de meget ’sikre’ rammer og i stedet kastet figurerne ind i en ustabil og hektisk verden, hvor ingen længere er sikre. Denne efterfølger har ikke ligeså meget handlingsmæssig slagkraft som etteren, men formår alligevel at belyse sagen fra nogle overraskende gode vinkler og med et lækkert fokus på action-pornoen!

Karakter: 4/5

Transformers 3: Dark of the Moon (Blu-ray)

Denne tredje film afslutter den originale trilogi med et brag af action-effekter. Det er dog lige før, at man bliver alt for overvældet af effekterne, da den nærmest formår at være ét stort krigsslagsmål på tre timer. Man skal i hvert fald være fan af de første film for at kunne værdsætte denne eksplosive treer, da den igen har nedprioriteret plotdelen og i stedet har skabt et magert handlingsskelet, som blot er til stede som grobund for effekterne. De små, intime historier er for længst blevet fjernet og en ny horde af robotter er pludselig dukket op på radaren og truer verdensfreden mere end nogensinde. Filmen har dog nogle sjove referencer til månelandingen og formår at skabe en ret sjov historie til at starte med, men det er tydeligt, at effekterne er den slående drivkraft.

Megan Fox er blevet smidt ud af rollebesætningen, hvilket er en skam, og desuden en indikator for, at produktionen måske er blevet trukket lidt for meget i langtræk. Men hvis jeg skal give min personlige mening om filmen, så er den faktisk god på sin helt egen måde. Mens de to første film fokuserede på handlingsmønstre og introduktionen af robotterne, bruger denne film ikke tid på karakterportrætterne, men i stedet på en længeventet kamp mellem det gode og det onde. Hele filmen er én stor kamp om verdensherredømmet, hvilket har vanvittige, drabelige og hektiske konsekvenser – højhuse bliver smadret, mennesker dør og hele udviklingen eskalerer drastisk. Dette er virkelig en film, men forbinder med action-porno i sin pureste form!

Den vælger at tilsidesætte plottets intelligens for kampens vilde struktur, og det er bestemt ikke noget, som huede anmelderne – små øjeblikke i filmen såsom Ken Jeong tilstedeværelse og robotternes tåkrummende humor er også ganske latterlige. Men jeg er på den anden side slet ikke så negativ over for denne svulstige effektopbygning, da man virkelig får en oplevelse, som man havde håbet på. Man skal ikke forvente en storslået handling og vilde præstationer, men i stedet bare flade ud i sofaen, skrue op for surround-sound-systemet og nyde de eksplosive effekter. Det er ikke den bedste film i franchisen, men formår alligevel at være en fornem afslutning på trilogien med den episke krigskulmination i en sådan grad, at man nærmest vælter omkuld hjemme i stuerne.

Karakter: 4/5

Transformers 4: Age of Extinction (3D Blu-ray Bumblepack)

1

Da man fik nyheden om, at Michael Bay allerede ville reboote Transformers-konceptet tre år efter den seneste film, blev man virkelig overrasket. Man havde nærmest ikke nået at vænne sig til de foregående film, før man nu skulle forholde sig til et nyt koncept med nye skuespillere. Denne udgivelse var jeg så heldig også at få i en specialudgive formet som Bumblebees hoved, og derved får filmen allerede billige point fra min side! Men der skal nu mere end et fornemt ydre til at imponere mig, og filmen lever desværre ikke op til det. Shia LaBeouf var uden tvivl et af de store trækplastre i filmen, men selv han kunne se, at man ikke længere burde koge suppe på konceptet. Tilføjelsen af Mark Wahlberg fik mig til at klappe i hænderne, men ved synet af hans rolle mistede jeg gejsten. I stedet for at være en action-konge bliver han en idiotisk, overbeskyttende far, som hele tiden bliver gjort grin med. Det er slet ikke en rolle, man forbinder man Wahlberg. Desuden har filmen tilføjet en latterlig ’datterskikkelse’, som blot er med i filmen for at øjegodt og lokkemad for den mandlige tilskuer – det virker også ’visuelt’ set, men skuespil er som et fremmedsprog for hende.

Handlingsmæssigt troede man, at filmen ville blive en ny tilgang til menneskets møde robot-væsnerne, men det var åbenbart ikke en aktualitet. I stedet får vi bare en videreudvikling af historien flere år efter hændelserne i 3’eren, og det kom som en ret stor skuffelse. Man havde håbet, at Bay havde taget kritikken til sig og fokuseret på en mere dybdegående historie og derudover lige sænke tempoet på robotternes forvandlinger – men det blev heller ikke en aktualitet, tværtimod. I stedet er der nærmest kommet mere fart på hele tumulten, så man slet ikke når at se nogle af detaljerne. Desuden er den historiske udvidelse meget klichépræget, da man blot har tilføjet nogle rumrobotter, som åbenbart er ældre, stærkere og større end de nuværende Autobots og Decepticons. Det giver også nogle solide kampscener og et vanvittigt handlingstempo, men det er simpelthen for nemt og intetsigende et plot til, at man kan kalde det en videreudvikling af franchisen.

Humoren i filmen er desværre også ganske tåkrummende hele vejen i gennem – karaktererne virker utroligt malplacerede og joksene er på et latterligt lavt niveau. Handlingen har desværre ikke nok nytænkende virkemidler eller udviklinger og formår heller ikke at bibeholde den originale gnist i plottet. Der er bare ikke nok slagkraft i plottet, og det er i sådan en grad, at man ikke længere bare kan nyde det visuelle – den er simpelthen for kedelig. Visuelt er filmen, uden nogen overraskelser, selvfølgelig helt fænomenal til at skabe en stemning, og man føler sig alligevel underholdt af de eksplosive øjeblikke og kampen mellem to forskellige robotgiganter fungerer i flere scenarier ret så hæsblæsende. Man bliver dog generelt meget skuffet over denne film, da den havde potentiale til at genstarte hele franchisen med nye virkemidler, forbedrede teknikker og mere fokus på en solid handling. Bay vælger desværre at ignorere potentialet og i stedet blot lave en film på samme måde, dog uden hjerte og underholdning. Man kan godt frygte lidt, at dette måske er startskuddet på en ny trilogi, som rygterne svirrer om, og de fremtidige film kan nærmest kun blive værre, hvis de følger samme spor.

Samlet set er dette den absolut dårligste film i franchisen, og ligegyldig hvor meget action og effektfuldhed man prakker ned over en handling, kan det ikke skjule, hvis man har sprunget over, hvor gærdet er lavet.

Karakter: 3/5

Boksen byder desværre ikke på noget eksklusivt bonusmateriale, men er i stedet blot en samleboks med alle filmene – det kunne man godt savne lidt, da filmene i sig selv blot byder ind med det sædvanlige bonusguf med slettede scener, dokumentarer og behind-the-scenes-klip. Boksen i en helhed er derfor ikke et vanvittigt must-have, da den ikke endnu har fået den unikke struktur af et rigtigt ’samlerobjekt’. Derimod hvis man er fan af Transformers-filmene, så fortjener den plads på hylden i en hver drengerøvs samling.

Pris og tilgængelighed

Release: 20-11-14 på DVD og blu-ray.

Find forhandler og den bedste pris på Transformers 4: Age of Extinction

Transformers 4: Age of Extinction trailer

https://www.youtube.com/watch?v=r8HPIH5JCak

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer