Den svenske instruktør vækkede opmærksomhed i udlandet med sin produktion af The Quiet Roar, og nu har jeg fået fingrene i produktionen for at se, hvorvidt den fine ros er på sit rette sted. Ved første øjekast er jeg bestemt ikke helt enig.
Vi følger kvinden Eva (Hanna Schygulla), som grundet en dødelig sygdom blot har 3 måneder tilbage at leve i. Hun har mistet troen på sig selv og livets, men håber, at hun kan finde trøst i et nyt forskningsprojekt. Projektet går ud på, at man indtager en væske, som i samarbejde med hypnose kan få en til at miste sin realitetssans. På den måde kan Eva måske vende tilbage til sine unge år og genoplive lykken, eller finde grunden til manglen deraf.
På papiret lød filmen ganske lovende, da den virker til at tage en meget intelligent drejning på filmens univers med nogle identitetsovervejelser og Freudanske symboler. På den anden side er dette også et meget tungt emne, og det kræver noget af en mesterinstruktør at få noget underholdende eller seværdigt ud af konceptet. Jeg ved ikke, om det er instruktørens skyld, men idéen og selve udførslen af manuskriptet er slet ikke interessant nok til, at man kan kalde den underholdende. Den går i dybden med en nærmest futurisk forestilling om mentale tilstande i livet, hvor man kan bevæge sig ind i sit eget sind og dermed rejse frem og tilbage mellem minder. Den vækker associationer til Inception, men The Quiet Roar er alt for lavmælt, langsommelig og slet ikke interessant nok til at kunne tøjle disse identitetsspørgsmål.
Filmen forsøger at være alt for intellektuel og prætentiøs, hvilket bevæger sig i en usandsynlig, kedelig minimalistisk retning. Det kan godt være underholdende, når en film holder sig på et meget lavmælt tempo, da man på det punkt kan holde bedre øje med de små detaljer – der kan tit være en lækker effekt i den rungende stilhed, men i denne film falder det helt i gennem. Man får aldrig rigtig udlagt ideen bag selve filmen, andet end at man skal vide, at man ikke skal forvente det helt store filmbrag. Det er også rart nok at vide, men derfor skal filmen jo alligevel gå i dybden med et eller andet plot. Det gør den på sin vis også, men den er alt, alt for tynd – kvinden rejser tilbage til kilden af sin egen ulykke, men i stedet for at lave nogle skarpe klipninger og vigtige identitetsforandringer dvæler filmen blot ved meningsløs dialog og lange, stille perioder.
Taget i betragtning af at filmen blot varer ca. 1 time og 12 minutter, så keder man sig ufatteligt meget. Jeg har ofte en meget lang lunte i forhold til meget minimalistiske produktioner, da man som sagt ikke skal forvente et hæsblæsende plot – men min tålmodighed blev virkelig sat på prøve ved denne film, og jeg havde svært ved at se den til ende. Den manglede simpelthen en rød tråd i handlingen og generelt nogle fokuspunkter, som fortalte den nødvendige historie.
Instruktøren forsøger at balancere nogle tematikker omkring drømmen og realiteten, og tanken om, hvad der sker, hvis grænsen mellem disse bliver brudt. Som sagt virker dette på papir til at være et godt grundlag for en solid fortælling, men filmen formår slet ikke engang at ridse i overfladen af mulighederne. Kvinden står for det meste bare og observerer sit tidlige jeg fremfor at interagere med sin fortid, hvilket bliver en meget kedelig affære. Samlet set er The Quiet Roar som navnet antyder ikke blot en metafor, men selve underholdningsværdien af selve filmen – den har mulighed for at skrig, men bliver et lavmælt hvæs.
Pris og tilgængelighed
Release: 23-03-15 på Blu-ray.
Se aktuel pris hos PriceRunner
