Mel Brooks er kendt for nogle af de helt store komediefilm i 60’erne og 70’erne, hvor han ofte i fællesskab med Marty Feldman eller Gene Wilder skabte sig til den helt store guldmedalje. Jeg har personligt to favoritter fra denne dygtige instruktør – Silent Movie og den hysterisk morsomme Young Frankstein, som begge var nogle ret store hit i 70’erne. Nu er en af de mest anmelderroste Brooks-komedier blevet genudgivet og jeg vender næsen mod 60’erne i filmen The Producers.
Vi følger teaterinstruktøren Max Bialystock (Zero Mostel), som efter flere år i rampelyset nu er henledt til de glemtes hjørne. Med en stadigt faldende succes ser han sig nødsaget til at modtage almisser og sponsorpenge af tudsegamle kvinder, som til gengæld får ’tilfredsstillelse’. Da revisoren Leo Bloom (Gene Wilder) dukker op for at ordne noget papirarbejde bliver disse to uheldige helte bedste venner og kaster sig ud i en vanvittig plan – de skal få deres næste stykke til at blive en fiasko, så ingen vil tjekke, hvor mange penge de egentlig fik i støtte. Det er en fejlfri plan – eller er det?
Dette er en af de helt klassiske farce-film, hvor man sætter sine penge på to dygtige skuespillere, som virkelig formår at skeje sig ud på mærkværdig vis. Det hele ville ikke fungere, hvis ikke Wilder og Mostel begge formår at gå udover grænsen af deres vanvittige udskejelser og deres vanvittige eskapader er kilden til humoren. Handlingen baserer sin udvikling på en masse falde-på-halen-underholdning, hvor nogle lidt nemme jokes bliver fyret af eller performet af skuespillerne – det kan på sin vis i dag godt se lidt for amatøragtigt og uprofessionelt ud i forhold til vores moderne forståelse af humor, men i en film som denne spiller alle ting bare sammen. Det skyldes Gene Wilders vanvittige mimik og skingre stemme såvel som Zero Mostels overraskende energiske tilstedeværelse på trods af hans robuste størrelse. Det hele slår gnister og humoren graver dybere end bare pjattet farce-komik.
Opfindsomheden er nemlig ret slående i denne film, og det er ikke et under, at den løb af sted med Oscaren for bedste originale manuskript i sin tid. På trods af filmens korte spilletid af 1 time og 30 minutter formår filmen at dykke ned i en kilde af originalitet og få hele filmen til at udstråle unikhed. Den er utrolig skarp i vendingen og dialogerne er skrevet af mesterlige talenter, da hele tempoet i filmen formår at sprudle af sted hele vejen til slutningen. Filmen balancerer på den etiske balance og bearbejder nogle tabuer og fordomme med finesse. Specielt titlen på deres teaterforestilling ’Springtime for Hitler’ går grotesk tæt på nogle af tabuerne fra 2. Verdenskrig, men med deres snedige klipning, dygtige biroller og vanvittige dialoger formår de at få en solid omgang humor presset ud af ytringsfriheden. Samtidig med at de lige går på grænsen af, hvad man kan tillade sig i forhold til konceptet nazisme, formår de at gøre grin med hele nazisme-konceptet og derved forløse det hele.
Humoren i filmen er sprudlende, men dog ikke lige så sjov i dag, som den uden tvivl var tilbage i sin tid i 60’erne. Jeg synes personligt, at den har nogle hylende morsomme øjeblikke, men den når ikke samme højder som f.eks. Young Frankenstein. Det er uden tvivl en af de helt store komedier i 60’erne, og jeg vil på det varmeste anbefale filmen, hvis du er fan af Mel Brooks eller Gene Wilder. Den kan ikke måle sig med det intellektuelle niveau i mange af det nye århundredes komediefilm, men alligevel er det et af de fineste eksempler på farcefilm, jeg længe har set!
Pris og tilgængelighed
Release: 23-10-14 på DVD.
Find forhandler og den bedste pris på The Producers
