mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: The Little Mermaid (blu-ray)

Anmeldelse: The Little Mermaid (blu-ray)

LittleMermaid_BD_3D_dk

Disney-selskabet virker til at fortsætte deres succes med animations- og tegnefilm for evigt med nye filmklassikere såsom Wreck-It Ralph og Frozen, men man fristes alligevel til at kigge tilbage i tiden på nogle af de mest ikoniske klassikere. Hvert årti har altid haft én bestemt film, som har defineret tiden og hvis man kigger tilbage på 80’erne, vil jeg mene, at Den Lille Havfrue uden tvivl løber med denne titel. Der er andre solide film i dette årti såsom The Fox and The Hound og Oliver & Co., men denne film er alligevel lidt mere unik.

Vi følger den unge havfrue Ariel, som til trods for sin faders forbud hele tiden søger mod forbudte horisonter og fascineres af menneskeverdenen. Hendes fader kong Triton i ledtog med den kække krabbe Sebastian gør alt, hvad de kan for at holde hende tilbage i deres rige sammen med hendes seks andre søskende. Ariel i ledtog med hendes fisk Tumle trodser dog alle regler og opsøger den modbydelige havheks Ursula i håb om at komme tættere på den unge kaptajn ombord på et skib, som netop har bevæget sig over Ariels hoved. Ved Ariel, hvad hun roder sig ud i og kan hun komme ud af krisen, inden det er for sent?

Den Lille Havfrue er som så mange andre Disney-produktioner yderst unik, og byder på et indblik i en undervandsverden, som vi hidtil ikke havde set på animationsmarkedet. Den rummer de klassiske eventyrtræk med talende dyr, urealistiske situationer og ikke mindst en skurk og en helt(inde). Disse elementer er essensen af et rigtigt eventyr og Disney-skaberne formår at integrere denne opskrift i de ikoniske animationer. Filmen er måske mest af alt en film for piger, der er vilde med prinsesser, da Ariel uden tvivl er en af de mest fascinerende i rækken. Hun er en ballademager som alle andre, men hun rummer et hjerte og en stemme, som man sent vil glemme. Karaktererne er desuden yderst velskabte og Kong Triton som den hårde faderrolle såvel som den modbydelige Ursula rummer alle sammen en børnevenlig fortælling om livets barskhed.

Desuden er filmen også spækket med klassiske biroller, som altid har karakteriseret film af denne kaliber. Her menes bl.a. Tumle som den søde ven, men allermest krabben Sebastian som med sin overmenneskelige fornuft og dygtige sangstemme tager seeren med storm. Musikken er derfor også et helt fantastisk virkemiddel i denne film, og Sebastians sang ’Under the Sea’ eller ’Havet er skønt’ er en født klassiker. Jeg husker bedst Thomas Ejes version på dansk, og ved lyden af denne sang i dag, vækkes der er utal af barndomsminder. Filmen er faktisk ikke særlig gammel i forhold til andre klassikere, da den blot er fra 1989, hvorimod en film som f.eks. Snehvide og De Syv Små Dværge er helt tilbage fra 1937. Men alligevel er Den Lille Havfrue en sand klassiker, da den følger de gammeldags penselstrøg og klassiske skabeloner til figurerne – man kan tydeligt se, at Tumles udseende er inspireret af Pinocchios ansigt, og det gør filmene til et univers for sig selv.

Samlet set er Den Lille Havfrue uden tvivl en af de Disney-film, som fortjener en plads på top10-listen over de bedste af slagsen. Plottet passer sammen med den klassiske moralefortælling, animationerne er ikoniske og hele opsætningen giver underholdning for både børn og voksne. Den kan varmt anbefales til alle aldre og ikke mindst på grund af muligheden for at se filmen på Blu-ray-kvalitet frem for de slidte VHS-bånd!

Bonus

På bonusområdet finder man et stort udvalg af underholdning til både børn og voksne. Fraklippede scener og figurer, sange, tilblivelsen af filmen og ikke mindst alle mulige forskellige underholdningsformer til de mindste. Bonussektionen rummer alt, hvad man forbinder med en rigtig Disney-udgivelse!

Pris og tilgængelighed

Release: 14-08-14 på DVD og Blu-ray.
Find forhandler og den bedste pris på The Little Mermaid

The Little Mermaid Trailer

[youtube id=”ZGZX5-PAwR8″ width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer