søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: The Dark Knight Rises (UHD)

Anmeldelse: The Dark Knight Rises (UHD)

Christopher Nolan har formået på meget kort tid at opnå titlen som en mesterinstruktør. Den ene film efter den anden vidner om et helt i gennem fantastisk håndværk, originale idéer og ikke mindst sprudlende underholdning. Næsten alle hans film ligger på top250-listen hos IMDb og hans specielle stil er nu noget, man bare går ind og ser i biografen – uanset præmissen. Næsten alle hans klassikere – på nær Memento – er blevet genudgivet i 4K, og jeg har kigget lidt nærmere på dem. Nu kigger vi på den tredje og sidste film i den famøse trilogi.

Filmen tager sit udgangspunkt en del år efter hændelserne i The Dark Knight – Batman er så småt glemt igen, da hans storhedstid er ovre og Christian Bale står tilbage som en ramponeret og ødelagt skikkelse. Bedst som han tror, at tiden er inde til at lægge jobbet på hylden, så dukker der en ny modbydelig skurk op i Gotham – nemlig den muskuløse Bane, som har tænkt sig at gøre byen til sin egen. Præget af hovmod og utålmodighed forsøger Batman at bekæmpe Bane, men bliver knækket – ikke blot i kroppen, men også i sjælen. Filmen ser hans rejse for at finde fodfæste igen og måske en gang for alle få bugt med Bane.

Filmen var en meget speciel størrelse at vente på efter toeren, da den havde utroligt, utroligt store sko at udfylde – ikke blot fordi, at filmen skulle leve op til The Dark Knight, men også fordi den skulle afslutte trilogien. Heldigvis formår Nolan at lave et genialt hattrick, da den sidste film i rækken rent faktisk lever op til forventningerne. Folk vidste nærmest godt, at den aldrig ville blive lige så god som toeren – men alligevel en god film. Den formår at bringe en sidste historie i spil, som ikke bare er en genganger, men derimod et nyt og interessant kapitel.

Det nye kapitel viser en Batman, som kan være skrøbelig og måske ikke altid er så uovervindelig, som man gerne vil tro. Det giver en fantastisk dynamik til handlingen og selve superheltekonceptet, hvor Wayne og Batman som én og samme person skal genfinde sin gnist for at kunne vinde over den nye fjende. Dette bliver både symbolsk og fysisk illustreret i den famøse fængselsscene, hvor Wayne langsomt får bygget sit liv på benene igen.

The Joker vil stadig være den bedste skurk, men Tom Hardy som Bane fungerer helt forrygende – hans maske gør, at han skal lave sit skuespil med øjnene, og det formår Tom Hardy til punkt og prikke. Det er utroligt, hvad han kan præstere blot med lidt ansigtsmimik! Bane er ikke blot fysisk overlegen til Batman, men også mentalt, hvilket giver en skurk, som giver Batman den nødvendige udfordring for at kunne vende tilbage i søgelyset.

Filmen formår at fortælle en simpel historie om terrorister, der vil invadere Gotham, men på en måde, så man bliver draget af den personlige historie, vi nu har fulgt i mange år. Den er dyb, visuelt imponerende, overvældende underholdende og ikke mindst et solidt prik over i’et i Nolans Batman-æra – det er og bliver en af de bedste trilogier nogensinde, og det er en fornøjelse at gense dem i 4K!

Pris og tilgængelighed

Release: 05-12-17 på Blu-ray.

The Dark Knight Rises trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer