Med et utal af superheltetegneserier i omløb siden Stan Lee og andre genier smed deres forskellige karakterer ud i den store viden verden fra 1940’erne og fremefter, har det været svært at finde på noget nyt og originalt. Under en lille brainstorming mellem vennerne Kevin Eastman og Peter Laird i 1984, blev tanken om fire antropomorfiske skildpadder og en muteret rotte med ninja-evner sat fri i verden. Siden dengang har de fire pizzaelskende kampskildpadder blevet verdensberømte op i gennem 90’erne gennem tegneserier, film, spil og andre former for multimedier – mest af alt den fænomenale serie, som løb fra 1987-1996. På nuværende tidspunkt har de grønne helt ikke ligefrem særlig stor succes og er så småt blevet lagt i mindebunken fra fortiden – derfor har vi været så heldige at få fingrene i den første spillefilm fra 1990, som er så dårligt lavet, at den næsten bliver morsom på sin egen bekostning.
Vi følger Master Splinters forsøg på at holde styr på teenage-padderne og belære dem om ninjaens kunst for at kunne forsvare sig mod et stadigt stigende antal kriminaliteter i samfundet. Deres første møde med den charmerende April og den lettere ubehøvlede Casey bliver sat til værks, men da Master Splinter bliver bortført af en flok skurkehåndlangere, må de alle sammen tage kampen op mod det onde. Filmen leder som altid i tegneserierne hen til den endelige kamp mod den frygtindgydende Shredder, dog med nogle få pizza-pauser ind i mellem.
Det første der springer i øjnene, er selvfølgelig de latterligt 90’er kliché-agtige make-up-effekter omkring skildpaddernes udseende, og den uhyre urealistiske Master Splinter er kun til at grine af. I 90’erne havde man altså stadigvæk teknikker til at supplere denne mangel på fremtidens CGI-effekter noget bedre, men det varsler selvfølgelig bare om det lidt lave budget på projektet. Figurerne minder om en lidt mere avanceret udgave af The Muppets, men filmen vidner om, at der skal meget mere arbejde til at få overført de karakteristiske tegninger til det virkelige liv. Denne amatøragtige opsætning bliver halvvejs i gennem filmen faktisk ret charmerende, og man kan grine af mere end blot Donnatello, Michelangelo, Leonardo og Raphaels ustyrlige lyst til at fyre den af og æde pizza med ekstra ost og peperoni.
Filmen fungerer som en slags B-films-kults-klassiker, hvis man kan kalde det dét. Den beskæftiger sig med en meget simpel handling om kampen mod det onde, hvor man mere har mulighed for at lægge mærke til figurernes referencer til tegneseries karakteristiske træk – f.eks. det velkendte ’Cowabunga’, pizzaspisningen, kung fu-evnerne og ikke mindst den evindelige kamp mod Shredder. Filmen er bare utrolig mangelfuld på handlingens side, da der virkelig ikke sker særlig meget i forløbet, andet end en forventet eskalering mod den endelige kamp. Effekterne er uhyggeligt dårlige og koreografien er helt til grin – man kan se skuespillerne sætte af med fødderne, når de bliver ’slået ned’ i kampens hede. Kostumerne er faktisk meget lovende fra halsen og ned efter på skildpadderne, men deres dukkeagtige og børne-tv-prægede mimik får en til at ryste på hovedet.
Skuffelsen er rimelig stor, når man forventede nogenlunde samme professionalitet som i serien – men det er måske også meget at forlange, når det er uhyre svært at skabe noget troværdigt i virkeligheden baseret på muterede skildpadder. På trods af den utroligt dårlige handling kan man ikke andet end at elske filmen på den ene eller den anden måde, fordi den virkelig er så anderledes, amatør-agtig og utrolig 90’er-præget. Charmen er til stede fra start til slut, og trænger man lige til at koble hjernen fra til en omgang kliché-præget amatørunderholdning med de klassiske ninja-turtles, kan denne film varmt anbefales. Udover det, er filmen langt fra en status som en seværdig og veludført film.
Bonusmateriale
Trailers og slideshows.
Pris og tilgængelighed
Release: 10-10-13 på DVD.
Find forhandler og den bedste pris på Teenage Mutant Ninja Turtles
Teenage Mutant Ninja Turtles Trailer
[youtube id=”3Urnzz-eXO8″ width=”600″ height=”350″]
