søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Sully (4K)

Anmeldelse: Sully (4K)

Clint Eastwood har foruden en fantastisk karriere som skuespiller også brilleret fornemt i instruktørstolen. Siden 2012 i filmen Trouble with the Curve har vi ikke set den aldrende superstjerne medvirke i en film, men derimod nydt diverse forskellige fortællinger fra hans instruktørpraksis – alt fra barbershop-musik i Jersey Boys til virkelige fortællinger om en amerikansk snigskytte i American Sniper. Denne gang har han kastet sig over Chesley Sullenberger, en pilot som i 2009 på mirakuløs vis reddede alle 155 passagerer under et flystyrt i Hudson-floden.

Filmen fortæller ’Sullys’ heltegerning som to sider af samme mønt, hvor verden så ham som en storslået helteskikkelse, mens flyselskabet og de retslige personer tvivlede på hans vurdering af situationen. Mens man i nyhederne fik ham portrætteret som en national patriot, viser denne film bagsiden af medaljen gennem en fantastisk velkomponeret dualitet i fortællingen.

Tom Hanks og Aaron Eckhart leverer en dynamisk duo som pilot og co-pilot, der fornemt pointerer de overvældende følelser, som påvirker mennesker i katastrofesituationer. Hanks er dybfølt i sit skuespil og lever sig ind i rollen som en storslået mand fra en gylden generation, men samtidig en tilgængelig og imødekommende person, som man kan relatere sig til. Der opstår gnister mellem Eckhart og Hanks, som hidtil ikke har spillet sammen på det store lærred, men formår at skabe en solid kemi, der afspejler de følelser, der opstår mellem personer, som har oplevet en katastrofe.

Filmen er konstrueret på en utrolig fascinerende måde, som langsomt men effektivt bygger et momentum op, så man til sidst sidder på kanten af sædet i slutningen. Filmen indledes med en voldsom flykatastrofe i hovedet på Hanks’ karakter, hvorefter virkeligheden rammer igen. Kort derefter springer vi skiftende mellem fiktion, filmisk virkelighed og ikke mindst den historiske baggrund for karakteren Sully. Dette giver en formidabel dynamik, hvor den krakilske kronologi er skiftet ud med mange temporale skift. Resultatet bliver en film, som udnytter scenernes intensitet og følelser til at skabe et handlingsmønster, som illustrerer kernen af filmen ud fra mange interessante vinkler.

Trods virkelighedens historie om Sully og de 155 passagerer i princippet kunne fortælles på meget kort tid, så formår Eastwood at bygge en solid film op ved at bevæge sig skiftevis mellem det pompøse flyperspektiv til det mere intime portræt af mennesket Dybden i filmen når vidt omkring, og manuskriptet, dialogerne og selve forløbet kører afsted som en helt i gennem velsmurt maskine. Der er på intet tidspunkt en situation, hvor man tænker, at filmen træder vande. Det eneste negative man kan sige om filmen, er, at både Hanks og Eastwood har potentiale til at gå længere ud, end filmen har turdet. Den er på en eller anden måde en smule ’sikker’ uden de helt store kontroverser eller udfordringer, og det kan man måske godt mangle lidt, hvis man skal dissekere filmens for mangler.

 

Visuelt er filmen helt fantastisk. UHD-kvaliteten fremhæver alle aspekter til perfektion – alt fra de virkelighedstro CGI-flystyrt til sveddråberne på Sullys pande i interviewsituationerne. Lydsiden inkorporerer en fantastisk underlægningsmusik med vægt på dialogens fremhævelse, hvilket giveren fornem dynamik i fortællingen. Samlet set er Sully en herlig fortælling som fremhæves især af måden, hvorpå filmen fortæller historien. Skuespillet er solidt, handlingen er fængende og selve opstillingen giver en herlig spænding, som man normalt ikke altid ser i dramafilm som denne.

Pris og tilgængelighed

Release: 09-02-17 på Blu-ray.

Sully trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer