søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Star Trek Into Darkness (Blu-ray)

Anmeldelse: Star Trek Into Darkness (Blu-ray)

Star Trek Into Darkness - Stills - 12

Instruktøren J.J. Abrams er i øjeblikket i fuld gang med forberedelserne til den syvende og seneste installation af Star Wars-franchisen, men det skal ikke stoppe os fra at rose hans fornemme Star Trek-efterfølger, som netop nu er i omløb i de danske filmbutikker. Abrams formåede i 2009 at kreere et helt nyt Star Trek-univers, hvori den gamle historie fra de tidligere serier og film faktisk kunne flettes ind i sammenhængen på den mest gennemtænkte, banebrydende og ikke mindst djævelsk underholdende måde. Nu er toeren på banen og på trods af de store sko at udfylde fra etteren, så har instruktøren formået at fortsætte succesen – hvis ikke toppet den!

Vi følger besætningen på Enterprise under en udforsknings rejse på et af de fjerneste hjørner i universet, indtil de pludselig får besked om et kæmpestort terrorangreb på deres egen organisation tilbage på jorden. Truslen kommer fra inde i deres eget netværk, og sporene ender ved den mystiske Khan, som er fast besluttet på at bringe flåden til undergang. Nu er det op til Kaptajn Kirk og hans besætning at stå ansigt til ansigt med den største trussel, de nogensinde har stået overfor, og med et faretruende forhold til den krigeriske race af Klingoner, er hele universet på vippen til krig og ødelæggelse.

Handlingen springer lige ind i den hektiske strømning af ukendte fremtidsforestillinger, og man bliver grebet af underholdningen fra første sekund. Der er ikke sparet på visuelle effekter såvel som realistiske fremstillinger af aspekter af de ydre rum, hvilket heldigvis er et unikt kendetegn ved Abrams sci-fi-film. Effekterne er gennemtænkte og fremstår virkelig veludførte – især besætningens rumskib, de rødmossede områder på den ukendte planet, Nibiru, og ikke mindst de fantastisk flotte eksplosioner, rumgeværer samt det unikke særpræg i Star Trek-universet. Into Darkness er alt, hvad de tre nyeste Star Wars-film kunne have været, da denne film er en perfekt afmålt cocktail af nyskabende elementer og klassiske retro-aspekter. Filmen har alt fra de gamle dragter, en original Spock og ikoniske stereotyper til nyere visuelle muligheder, historier og plottwists.

Abrams leger med kameraet hele filmen igennem med en masse filmiske overgange, banebrydende effekter og ikke mindst et allerhelvedes velfungerende lydsystem. Selv folk som ikke har haft det helt store kendskab til de tidligere film og serier i franchisen bliver tryllebundet af den djævelsk gennemtænkte handling, som suger seeren til skærmen og drager os med ud på en formidabel rejse i det ydre rum. Filmen virker til at drage inspiration fra 70-80’ernes måde at opbygge en klassisk sci-fi-film på, hvor handlingen tager et udgangspunkt hos en tilforladelig mission og langsomt med et utal af plottwists udvikler sig til en større og endnu mere sindsrivende oplevelse mod ondskaben selv. Chris Pine i fronten som den gæve kaptajn gør det formidabelt, og Zachary Quinto er uden tvivl det bedste valg til at afløse den evigt værdsatte Leonard Nimoy som Spock. Desuden finder man en aldrende Petter Weller(Robocop) i en overraskende god præstation, og resten af besætningen gør det ligeledes formidabelt. Der er dog en, som stikker over alle de andre, nemlig Benedict Cumberbatch, som leverer en hjerteskærende god præstation som den moralsk fordærvede superskurk, som på trods af sine usympatiske træk tryllebinder seeren.

Handlingen er alt, hvad man kunne forvente af en Star Trek-film, og med det opfindsomme plot bliver oplevelsen utroligt nervepirrende og man sidder nærmest ude på kanten af stolen allerede efter de første 10 minutter. Filmen løber af stablen som en gigantisk blockbuster, der skyder tunge skyts i alle retninger og leverer 100 procent underholdning på trods af franchisens tidligere pompøse ry – man frygtede at genskabelsen i 2009 blot var et heldigt skud, men vi blev heldigvis alle sammen klogere. J.J. Abrams har for alvor gjort sig til en af de mest interessante instruktører i Hollywood lige for tiden, og med sin anden kæmpesucces i Star Trek-fornyelsen kan man kun vente utålmodigt på hans næste projekter.

Bonusmateriale

Her bliver man tilbudt en masse forskellige dokumentarer, som går i dybden med skabelsen af de hæsblæsende, visuelle effekter og desuden en gennemgang af, hvordan de formåede at skabe den utroligt livagtige planet i starten af filmen. Derudover kommer man tættere på Abrams udgave af de klassiske Klingon-skurke, samt en mulighed for at få stjernerne og instruktørens kommentarer til det velfungerende projekt. Alt i alt en underholdende afslutning på en fantastisk film.

Pris og tilgængelighed

Release: 10-10-13 på DVD, Blu-ray og Blu-ray 3D.
Find forhandler og den bedste pris på Star Trek Into Darknes

Star Trek Into Darknes Trailer

[youtube id=”yhz4A5BCMAA” width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer