Det er ikke hver dag, man kalder en instruktør for en mesterinstruktør. Når en person først har nået denne kategori, så har man opnået umådeligt store højder i sin filmkarriere. Stanley Kubrick hører uden tvivl til denne kategori, da han i gennem tidens løb har kreeret et utal af originale mesterværker. Fra hans første spillefilm Fear and Desire i 1953 til hans sidste film Eyes Wide Shut i 1999 har Kubrick formået at lave utallige uforglemmelige filmoplevelser, som for alvor har præget filmhistorien for både tilskueren og nye instruktører.
Gældende for alle hans film er, at man har svært ved at definere dem. Mange film hører ind under en bestemt genre, eller har nogle bestemte virkemidler, som man kan spore i flere af den samme instruktørs film. Ved Stanley Kubrick er denne analytiske tilgang noget mere besværlig, og man bliver i sidste ende nødsaget til at nyde filmene enkeltvis og blot kalde dem noget så simpelt som Kubrick-film. Jeg har fået fingrene i den spritnye boks, som indeholder 8 af Kubricks kreationer gennem tiden. Jeg har dykket ned i et spændende univers af forskellige filmiske versioner, og her er anmeldelserne af de forskellige film i boksen.
Lolita (1962)
Den tidsmæssigt første film i boksens udvalg af Kubrick-film er historien om den sexede Lolita, som lokker mænd i fordærv. Kubrick havde allerede haft succes med sin krigsfortælling Paths of Glory og hans gangsterfilm The Killing, men han havde efter min mening endnu ikke rigtig fundet sin kunstneriske stil og eksperimenterende formel. I denne film nærmer vi os hans klassiske behandling af grænseoverskridende, seksuelle eller forbudte undertoner, da vores midaldrende hovedperson hovedkulds forelskes i en blot 14-årig pige. Filmen går i dybden med nogle specielle forestillinger om fascination og sortkomiske fremstillinger af samfundet og individet. Kubrick har også integreret lyden som en vigtig brik i fortællingen, da den gennemgående saxofonprægede underlægningsmusik og de meget turbulente toner er med til at give filmen et mere sexet univers.
Filmen spiller ofte på nogle klassiske farce-elementer, og denne komiske vinkel på den i forvejen absurde handling fungerer faktisk ganske godt. Peter Sellers og James Mason kæmper hver i sær om denne trofækvinde, som nærmest fungerer som en form for sirene, der lokker mænd i fordærv. Hele filmen spiller på nogle tematikker omkring, hvad der er etisk korrekt og hvor meget man bør følge sine følelser frem for fornuft. Den er langt fra lige så hårdtslående som nogle af hans andre film, men den åbner op for nogle mere skarpe evner, som man senere vil kunne se i hans største værker. Kampen om en kvindes gunst udvikler sig på de mest grænseoverskridende og ulovlige præmisser, men alligevel bliver man grebet af stemningen og tanken om besættelse.
Selve filmen er visuelt imponerende i forhold til klipningen og den sorthvide farve giver en god æstetisk fornemmelse i hele filmen. Dog føler man lidt, at de seksuelle undertoner kunne have været mere fremtrædende, hvis farverne var til stede. På den måde ville både de varme og kolde følelser kommer nemmere frem til overfladen. Generelt set er Lolita lidt for lang i forhold til sit plot, da man virkelig får nogle udpenslende scenarier fra hovedpersonens besættelse – nogle af dem kunne godt undværes og så kunne filmen også godt have skruet lidt mere op for den forbudte charme. Men kan skal også lige huske, at den er lavet i 60’erne, og man derfor var bundet af nogle lidt anderledes principper dengang. Samlet set er Lolita en flot sorthvid-film, som går i dybden med nogle aspekter af den værste form for besættelse.
Karakter: 3,5/5
Dr. Strangelove (1964)
Denne film bevæger sig hen i en helt anden retning end hans andre film, da den beskæftiger sig med noget så alvorligt som krig – men på en satirisk måde. Vi følger den absurde handling, hvor en ustabil general vælger at igangsætte en ustoppelig atomvåben-affyring uden belæg for sine handlinger – andet end, at han har en mistanke om, at russerne vil forurene amerikaneres vandforsyning. Absurditetens kerne i handlingen er, at denne atomaffyring ikke kan stoppes, og at det overhovedet er muligt for en sindsforvirret mand at sætte det til værks. Denne absurditet sprudler af satiriske tilgange til mediet, og selve den ustabile general hedder Jack D. Ripper – satirisk ordspil på den klassiske seriemorder i London i 1888. Filmens udvikling er utroligt velskrevet og følger et fuldstændigt uforudsigeligt plot, hvor personerne såvel som tilskueren hele tiden møder en mur i forhold til at få stoppet verdens undergang.
Peter Sellers og George C. Scott står bag nogle af de mest karismatiske karakterer i filmen, hvor man bl.a. tydeligt kan se, at Sellers som den berømte doktor er en nazi-soldat, der forsøger at fortrænge sin trang til at heile, hvorimod de andre involverede ikke har nogen anelse om hans rigtige oprindelse. Det giver et sprudlende vanvittigt plot, som skaber en samfundssatirisk blik på fordomme, tabuer og krigens unødvendighed. Filmens handling balancerer hele tiden på en knivsæg i forhold til enten at være politisk korrekt og samfundskritisk eller en vanvittig komediefilm – den formår at undgå at fokusere mere på den ene eller den anden side, og det er denne fornemme konstruktion, filmen vinder flest point på.
Det unikke ved denne film er, at man kan grine af mange scener, men samtidig værdsætte den intellektuelle opsætning af plottet og handlingens udvikling. Det er ikke blot en komediefilm, som bare skal få dig til at grine, men i stedet en komediefilm med hjerne, som skal få dig til at forstå, hvorfor du egentlig griner. Den er forholdsvis kort for en ’storfilm’, da den varer blot 1 time og 30 minutter – men det viser blot, at en film ikke behøver at være over 2 timer lang for at være et velskrevet, vanvittigt plot med fantastisk underholdning. Den har nogle få øjeblikke, hvor den bliver en smule langtrukkent, men overordnet set er dette en fantastisk satirefilm, som virkelig afspejler nogle af Kubricks unikke talenter i en tidlig alder.
Karakter: 4/5
2001: A Space Odyssey (1968)
Kubrick havde også en finger med i spillet i forhold til at promovere sci-fi-genren til det brede publikum, og hans futuristiske tidsrejsefilm har altid været på alle læbers i forhold til at være blandt de bedste af slagsen. Jeg er også ganske overrasket over, hvor veludført, visuelt overvældende og ganske imponerende denne film formåede at være tilbage i 1968 såvel som den dag i dag – men jeg deler dog ikke den overvældende begejstring om, at denne film skulle være den bedste sci-fi-kreation nogensinde. Den har et fantastisk plot og en herlig udvikling i handlingen, men den er i længden alt for langtrukkent og for grandios.
Visuelt har jeg sjældent set så imponerende en film, hvis man tænker på den tidslige kontekst og filmmarkedets remedier tilbage i 60’erne. Den fortæller en historie om alt fra abernes magt på jorden til en ubehagelig, usikker fremtid af mystiske objekter og en skræmmende, magtfuld teknologi. Denne historiske udvikling er fremragende og man får hele historien om en evolution med på blot 160 minutter – det betyder dog ikke, at filmen ikke er for lang, da den alligevel formår at vade lidt for meget rundt i nogle scener. Der er ofte øjeblikke i filmen, hvor handlingen træder for meget vande eller forsøger at udpensle nogle aspekter af filmen gennem nogle udmattende, kunstneriske sekvenser.
Filmen fortæller dog den mest originale historie om manden mod maskinen, og mange senere film kunne se tilbage på denne kreation som en kæmpe inspirationskilde for fremtiden. Den opfylder alle kravene til en tidsrejse ind i hjertet af fortid, nutid og fremtid, mens den overrumpler tilskueren med et fantastisk imponerende arsenal af visuelle virkemidler. Den rummer en masse forskellige sekvenser, som hænger sammen med hinanden, men efterlader seeren med muligheden for at fortolke forskelligt på tingene – mange aspekter mangler en forklaring, og selvom dette ofte irriterer tilskueren, så fungerer det rigtig godt i denne film. Dermed har man mulighed for at få en forskellige oplevelse af filmen, alt efter hvordan man tolker de vidt forskellige scener.
Samlet set er 2001: A Space Odyssey en flot og veludført film, men slet ikke nær så underholdende, provokerende og stimulerende som Kubricks andre film – den er uden tvivl den flotteste film, han har kreeret, men alligevel har den nogle lidt for åbenlyse mangelfuldheder til at man kan kalde det et uforglemmeligt mesterværk.
Karakter: 3,5/5
A Clockwork Orange (1971)
I denne film afprøver Kubrick en kombination af psykologiske aspekter med en mystisk, futuristisk verden i Storbritannien. Den er absolut en af de mest bizarre, mystiske og grænseoverskridende film i denne boks, men når man har med Kubrick at gøre, så formår han at tøjle disse heftige tematikker. Hele filmen er bygget op omkring en fantasifuld verden, hvor samfundet er vendt på hovedet og man bliver med det samme grebet af det opfindsomme univers, hvori selv en stjernepsykopat som hovedpersonen Alex ikke har en plads. Filmen er ikke blot futuristisk men mere dystopisk, hvilket skaber en altødelæggende atmosfære i filmens handling, som er perfekt grobund for hovedpersonens udskejelser. Hovedrollen spilles af Malcolm McDowell, og hans skuespilmæssige talenter og geniale overskud er uden tvivl et af de vigtigste punkter i filmen.
Filmen er meget kontroversiel, da den beskæftiger sig med en stjernepsykopat såvel som sociopat og hans morderiske voldtægtseskapader. Der er ikke blevet censureret i denne film, hvilket skaber nogle ret stødende og seksuelle billeder, hvilket skabte stor røre i sin tid. Selv den dag i dag klapper man i hænderne over Kubricks mod på at lave denne farefulde film, da tematikkerne, absurditeten og perversionen fungerer helt eminent. Selve filmen følger et samfundskritisk blik på individet og unges ustyrlige mentalitet, mens den også kigger nærmere på autoritetens magtmisbrug og fejlagtige diagnosticeringer af kriseramte mennesker. Første halvdel af filmen følger Alex’ ubehagelige livsstil, og vi får virkelig er skarpt indblik i den menneskelige psyke og manglen på en ren mentalitet. Resten af filmen følger eksperimentet, hvor man forsøger med vold og kontroversielle metoder at få ham tilpasset til samfundets normer. Da forsøget ikke har den ønskede effekt stiller Kubrick en fantastisk tematik op om, at individet ikke kan presses i en kasse, men at hvert enkelt individ skal diagnosticeres enkeltvis.
Filmens psykologiske grundlag balancerer med nogle fornemme tematikker om menneskets overfor samfundet, samt et dybdegående indblik i nogle aspekter af en sociopats tankegang. Skuespillet er i højsædet og hele atmosfæren virker ubehageligt fremmed, men samtidig utroligt velkendt, hvilket gør hele filmen til en meget speciel oplevelse. Jeg blev med det samme fanget af filmen, da den fortæller en ufattelig original historie og giver et indblik i, hvor stor betydning musikken, strukturen og filmens eget univers har for selve fortællingen og handlingen. Dette er absolut Kubricks mest kontroversielle satsning, men hans gåpåmod har båret frugt og jeg vil mene, at dette er den anden bedste film i samlingen.
Karakter: 5/5
Barry Lyndon (1975)
I denne 70’er-klassiker har Kubrick bevæget sig ind i en mere kulturel og historisk kontekst, da man får et indblik i det 18. århundrede i England fortalt gennem en mands farefulde storhed og fald. Hele filmen er en meget fornem periodefortælling leveret med nogle stærke tidslige billeder og en utrolig realistisk tilgang til perioden. Filmen er en blanding af kostumedrama og periodedrama, hvilket kræver noget af en scenografisk professionalitet for at kunne tøjle så mange virkemidler – på det punkt skal Kubrick og hans visuelle hold have kæmpestor ros, da man virkelig får et vaskeægte billede af en tid, som den nyere generation kun kender fra historiebøger.
Filmen har en utroligt flot scenografi, som består af nogle af de flotteste landskabsbilleder, jeg længe har set. Mange af optagelserne fokuserer på nogle bestemte personer i billedet, hvorefter kameraet panorerer ud til det overordnede billede – her får man virkelig et indtryk af, at Kubrick har lavet scenerne med fokus på at få det til at ligne et maleri. Personerne, omgivelserne og hele opsætningen er nærmest et fortryllende kunstværk, hvilket skaber en mystisk fornemmelse af naturlighed og unaturlighed. Kigger man nærmere på personerne, bliver man virkelig slået omkuld af de utrolige kostumer og make-up-effekter. Alt fra parykker til prangende dragter – filmen har det hele og man får virkelig guf for øjnene, hvis er fan af disse tidslige skildringer.
Handlingsmæssigt er den efter min mening meget langtrukkent, da den bevidst kører i et meget langsomt tempo. Filmen varer hele 3 timer og 4 minutter, hvilket efter min smag er overvældende lang tid for en film, som stort set baserer meget af sin underholdningsværdi på det tidslige billede af en bestemt periode i Englands historie. Man skal virkelig være glad for historietimer og datidens kultur, hvis man kan føle sig decideret underholdt i alle samtlige minutter af filmen. Den har dog en utrolig interessant kerne i forhold til hovedpersonen Redmund Berrys livsudvikling, og hans historie formår alligevel at puste liv og underholdning ind i det tætpakkede kostumeunivers. Den er overordnet ganske underholdende på grund af sin uforudsigelighed og musikalske præstation af livet for en ungkarl i det 18. århundrede.
Overordnet set giver Barry Lyndon et interessant indblik i datidens kultur, vaner og etik, men er efter min mening lige 30-40 minutter for lang til, at jeg kan holde koncentrationen på 100 procent. På trods af det, er den underholdende, fængende og smukt skabt, hvilket uden tvivl er en af Kubricks mest realistiske og flotteste filmkreationer.
Karakter: 3,5/5
The Shining (1980)
Kubrick huskes ikke blot som en instruktør, der kun går op i kunstneriske film og storslåede fortællinger, men huskes i stedet for at være en alsidig, talentfuld og yderst eksperimenterende multikunstner. Da han kastede sig over Stephen Kings roman ’The Shining’ i 1980, fik verden for alvor muligheden for at se en af tidens største horrorfilm nogensinde.
Selve strukturen i filmen følger nogenlunde de samme fortællingsmæssige principper, som værner om Kubricks unikke instruktørkunst, og det kan på papir måske godt virke som en mærkelig kobling til horror-genren. Selve udførslen derimod giver en gåsehudsfremkaldende, visuelt imponerende og nervepirrende film med flere lag – man kan tolke forskellige betydninger af filmen i enten et psykologisk, overnaturligt eller samfundskritisk lys og det er virkelig noget, man sjældent ser i en gyserfilm. Filmen er dog ikke blot en flot, kunstnerisk film, men derimod også en vanvittig uhyggelig horrorfilm, som har formået at skræmme folk fra 80’erne og frem til nu. Det er det fede ved denne film – man kan enten analysere den og komme helt tæt på den intellektuelle kerne, eller også kan man lægge hjernen på hylden og nyde et fantastisk gys. Den kan begge dele og denne formidable kombination gør The Shining the en af tidens største og bedste gyserfilm.
Filmen i sig selv spiller på nogle lækre kombinationer af menneskelige følelser og overnaturlige aspekter, som sammen gør hele oplevelsen til en skræmmende, ubehagelig oplevelse. Klipningen er uden tvivl en af de vigtigste brikker i filmen, da den skifter mellem nogle ikoniske kameravinkler og klipper tingene sammen på en unik måde. Lyden er mindst lige så fantastisk, da den gennem en pirrende og overvældende underlægningsmusik rammesætter hele atmosfæren i filmen. Grunden til filmen succes er uden tvivl også Jack Nicholson, da hans i forvejen usympatiske udseende giver nyt liv til karakteren. Alle elementerne spiller bare perfekt sammen i denne film og man kan ikke andet end at sætte sig tilbage i stolen og nyde de formidable gyserøjeblikke og den bjergtagende billed- såvel som lydside. Jeg vil gå så langt og sige, at dette er den mest originale horrorfilm nogensinde – den er måske ikke lige så effektfuld som nutidige produktioner, men formår alligevel at have en slående effekt på grund af sine nytænkende virkemidler, klassiske opbygninger og ikke mindst overvældende Kubrick-tematikker.
Karakter: 5/5
Full Metal Jacket (1987)
Vietnam-krigen har altid været et vidt bevandret emne på det store lærred, og gudskelov for det! Store klassikere er og vil altid være bl.a. Francis Ford Coppolas ’Apocalypse Now’, Michael Ciminos ’The Deer Hunter’ og ikke mindst denne herlige Kubrick-film, ’Full Metal Jacket’. Overordnet set er denne film en hæsblæsende, visuelt overvældende krigsfortælling, som fortæller om vederstyggeligheder, perversiteter, kammerateri og brutalitet før, under og efter krig.
Filmen skildrer forløbet fra den brutale træningslejr til den barske virkelighed i midten af krigen, hvilket skaber en skræmmende underholdende dynamik i handlingen. Ofte ser man eftervirkningerne af krig såvel som øjeblikke i kampens hede, men sjældent har vi set den reelle optræning af soldaterne. Det fylder stort set halvdelen af filmen og er efter min mening den del, som virkelig rammer plet. Vi ser med egne øjne den brutale optræning, mobning, kollektiv afstraffelse såvel som det tyrannisk styre i bootcampen, og kan for øjnene af os se, hvordan denne oplæring fuldstændig dehumaniserer mennesket. Kubrick har altid været fantastisk til at skildre personernes mentale udvikling på godt og ondt, og jeg må sige, at dette er en af mine helt store favoritter.
Resten af filmen giver et indblik i krigens brutalitet og barbariske natur, hvilket bliver skildret gennem et blodigt, symbolsk og ikke mindst et dybt dramatisk handlingsforløb. Skuespillerne er fremragende i hver deres rolle i hierarkiet, og man føler virkelig, at man i starten af filmen kan relatere til de bevidste stereotyper i lejren. Når R. Lee Ermey leverer sin improviserede nedrakkende tale til sine rekrutter i rollen som sergent Hartman, føler man virkelig, at man står ansigt til ansigt med et solidt stykke skuespil placeret i midten af et mesterværk. Jeg vil nærmest mene, at denne film er den bedste film nogensinde om grusomhederne ved Vietnam-krigen, da den formår at vise de sædvanlige øjeblikke i kampens hede, men samtidig får baggrundshistorien med. Derved kan vi se, hvordan soldaten ikke per instinkt er en dræbermaskine, men i stedet bliver ’bygget’ til det – med de få undtagelser, som ikke kan klare presset.
Samlet set er Full Metal Jacket langt oppe på listen over krigsfilm gennem tiden, og den barske, realistiske såvel som menneskenære fortælling giver et kunstnerisk indblik i en tid, hvor dårlige beslutninger endte i en kæmpe krigskaos – uden tvivl den bedste film i boksen!
Karakter: 5 ud af 5
Eyes Wide Shut (1999)
Denne film viste sig at blive Kubricks allersidste kreation, og den rummer også mange af hans velkendte symboler og tematikker, men den nærmer sig slet ikke nogle af hans helt store klassikere. Det daværende ægtepar Nicole Kidman og Tom Cruise spiller også mand og kone på denne film, hvilket skaber en lidt mere realistisk tilgang til ægteskabets op- og nedture. Hele plottet drejer som om selve den seksuelle turbulens mellem en mand og en kvinde, og historien bliver nærmest fortalt som en odysse af seksuelle oplevelser og eskapader. Selve filmen kommer rigtig godt fra start med noget skarpt, pirrende skuespil mellem Cruise og Kidman i deres præstationer til filmens første fest. Man kan skære den seksuelle spænding i luften med en kniv, men alligevel formår Kubrick at gøre det hele til en leg med følelser, fornuft og tanken om utroskab.
Desværre bliver filmen efter min smag en smule grandios, efterhånden som tingene begynder at spidse til – så snart Cruises rolle opdager, at hans kone næsten har været ham utro en gang på en ferie, begiver han sig ud på et mystisk togt i sine følelsers vold, hvor han kommer til at stå ansigt til ansigt med en række fristelser og mystiske kult-fællesskaber. De første eskapader er ganske fremragende og ridser i overfladen af nogle af vores seksuelle tabuer, forestillinger, beskidte tanker og generelle forbudte tanker om sex. Derefter dykker Kubrick alt for dybt ned i en bizar verden af uforståelige symboler, loger og seksuelle tilbøjeligheder, som gaber over alt for stor en mundfuld. Filmen er spækket med sex og nøgne kvinder, men bearbejdningen af disse seksuelle eskapader bliver alt for kunstnerisk og abstrakt til, at den almene tilskuer kan følge med. Den overlader meget af fortolkningen til tilskueren uden nogen former for ledetråde, og i sidste ende bliver det en smule for grandiost til min smag.
Generelt set minder den egentlig meget om Kubricks forsøg på at lave sin egen udgave af David Lynchs mystiske film, men det bliver aldrig helt en overvældende og sammenhængende oplevelse. Filmen er utrolig grænseoverskridende og kontroversiel, hvilket fungerer sublimt i forhold til at rammesætte de turbulente følelser involveret i et parforhold, som så småt har mistet gnisten. Men filmen går alt for meget op i overvældende symboler og teatralske virkemidler, hvilket gør, at man mister fokusset om den reelle og interessante kerne. Det er lidt en skam, da den starter lovende ud, men udvikler sig til noget, man ikke havde forventet. Overordnet set er den ret interessant, men skulle efter min mening have ændret lidt på strukturen, hvis man skulle kunne kalde det en klassiker.
Karakter: 3/5
Samlet set er denne boks et must-have for filmelskere, da den et udpluk af Stanley Kubricks karriere – der er noget for enhver smag og hver af disse 8 film byder ind med noget nyt og unikt. Jeg vil på det varmeste anbefale denne boks, da man kan danne sig et lækkert overblik over Kubricks særligheder og unikke særpræg, og derved komme helt tæt på en af tidens mest omtalte instruktører.
Bonusmateriale
Boksen bugner af lækkert ekstramateriale. Det mest interessante på boksen er uden tvivl en 83-minutters lang dokumentar, som går helt tæt på Kubricks liv og karriere. Her kommer man tæt på manden bag det hele gennem en række personlige interviews, historiske beskrivelser og ikke mindst en rundtur i mesterinstruktørens eget hjem. Udover dokumentaren finder man et væld af overordnede interviews, kommentarspor, behind-the-scenes-optagelser samt et væld af bonusguf til hver enkelt film. Man finder desuden en særlig dokumentar, som dykker ned i filmen A Clockwork Orange og sætter spot på nogle af filmens særlige egenskaber. Samlet set er bonusmaterialet på denne udgivelse en fornøjelse i sig selv og giver rig mulighed for flere timers bonusunderholdning til Kubrick-elskere og filmfans.
Pris og tilgængelighed
Release: 17-11-14 på DVD og blu-ray.
Find forhandler og den bedste pris på Stanley Kubrick – Masterpiece Collection
