mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Spy (Blu-ray)

Anmeldelse: Spy (Blu-ray)

1

Paul Feig er en instruktør, der ikke ligefrem er i kridthuset hos undertegnede, da han nærmest udelukkende arbejder med komediefilm, hvor den usjove Melissa McCarthy på den ene eller den anden måde er involveret. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor denne kvinde har fået så meget succes på det store lærred, da jeg personligt finder hende overeksponeret, stereotyp og en smule selviscenesættende. Jeg valgte dog alligevel at se Feig og McCarthys seneste kollaboration, Spy, på grund af action-kongen Jason Statham, og det viste sig at være en ret god satsning.

Filmen følger en række medarbejdere i CIA – den dygtige spion Bradley Fine (Jude Law) og hans tekniske assistent Susan Cooper (Melissa McCarthy). Sammen udgør de et vigtigt team, men Susan er lidt småforelsket i ham. Da en verdenskendt terrorist har en atombombe i omløb for tiden må CIA sende de bedste agenter ud i feltet, men deres identiteter er blevet afsløret – derfor bliver Cooper, den kluntede skrivebordsagent sendt afsted for at redde dagen.

På trods af mit åbenlyse ubehag ved synet af McCarthy, så gør hun det overraskende godt i denne film. Hun er stadig overgearet og har fået lidt for frie tøjler, men hun har formået at kanalisere hendes attitude og rappe replikker ind på et spor, som får det hele til at hænge bedre sammen – eller rettere det modsatte, da filmen i sig selv bliver en parodi på spiongenren. Jason Statham bliver på trods af sin birolle i filmen stort set det største trækplaster i historien – han laver en kæmpe parodi på sig selv som den udnævnte action-konge, og hans karakter fyrer så meget lort af hele vejen i gennem filmen. Han blærer sig med alle de ting, hans karakter normalt kan, mens han i virkeligheden fejler i alle hans gøremål. Det giver en utrolig morsom og skarp selvironisk vinkel på figurerne i universet.

Filmen lægger allerede kortene på bordet i den første scene, hvor man ser den klassiske spionsituation mellem skurken og helten går komplet i vasken. Det er blevet lavet før, men denne film formår alligevel at lave så forskruet et billede af spionkonceptet, at man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet. Den skal have stor ros for sin uforudsigelighed i plottets udvikling, da man nærmest ikke har mulighed for at gætte udfaldet – hver gang man nærmer sig en konklusion på det normale ’spionplan’, så rykker filmen teltpløkkerne op og kaster det overbords til fordel for sortkomiske vinklinger. Når det så er sagt, så har filmen lige 20-25 minutters for lang spilletid, da man på trods af et lovende koncept ikke kan strække den til 2 timer og 10 minutter, uden at et koncept som dette mister lidt af sin gejst.

Handlingen bevæger sig heldigvis i et forrygende tempo, som lader tilskueren glemme en række småfejl og lidt for meget McCarthy-dialog løbende. Der er en lækker dynamik mellem billedsiden og den lydmæssige involvering, hvilket skaber en stemningsfyldt film, som både fremhæver atmosfæren, men også understreger parodierne med nogle skarpe musikvalg. Hele ensemblet af skuespillere har en fantastisk kemi i mellem sig, og dynamikken mellem Jude Law, Rose Byrne, Melissa McCarthy og Jason Statham fungerer helt optimalt – på papir virker disse fire vidt forskellige skuespillere som noget af et mismatch, men deres forskellighed passer ind i en kontekst, hvor man bare tager pis på hele spionorganisationen. Heldigvis er størstedelen af filmen utrolig grinagtig, men med så lang en spilletid kan man ikke lade være med at lægge mærke til de øjeblikke, hvor tingene går over gevind. Dialogerne bliver for udpenslende, og i særdeleshed McCarthy, som fyrer svinere afsted uden hæmninger og i alt for mange minutter. Det bliver lidt trivielt og irriterende at så på i længden, men heldigvis springer en lettere retarderet Statham ind i billedet og redder dagen.

Samlet set er Spy en ganske fin lille komediefilm, som overrasker på grund af den skarpe rollebesætning og den fine sortkomiske parodivinkel på historien. Det er ikke banebrydende nyt, men filmen kommer alligevel på banen med nogle solide komiske vinkler på trods af mit åbenlyse had til Melissa McCarthy.

Pris og tilgængelighed

Release: 08-10-15 på Blu-ray.

Se aktuel pris hos PriceRunner

Spy trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer