Når det kommer til serieproduktioner med en længerevarende succes, så er nøglen til et godt handlingsforløb at finde et originalt koncept med rødder i både vores verden og en verden udenfor samfundets generelle normer. Her i midten af denne skala finder vi Sons of Anarchy, som dykker dybt ned i hjertet af mandefællesskabet, kriminaliteten og den turbulente hverdag hos en bikerklub. Med udgangspunkt i den unge, rodløse Jackson Teller (Charlie Hunnam) følger vi dagligdagen for motorcykelentusiaster med en fod inden for våbenleverance, mens serien ofte fokuserer på de helt intime forhold blandt medlemmerne, deres kærlighedsliv og ikke mindst den hektiske balancegang med lignende bander i området.
Jeg har tidligere kastet mig over boksen med de første seks sæsoner, og anmeldelsen kan læses lige her. I denne omgang vil jeg forsøge at sætte nogle ord på boksen, serien og konceptet i sin helhed.
Selve konceptet er jo en drengerøvsserie med et Shakespeare-inspireret handlingsforløb, og hvor mærkelig den kombination end lyder, så spiller det helt eminent sammen. Det er en serie, som man både kan nyde på det intellektuelle niveau med et meget komplekst magtsystem, men samtidig kan man også bare læne sig tilbage i sofaen og koble hjernen fra til et par afsnit med tørre tæsk, fede motorcykler og bad-ass-karakterer. Ser man enkeltvis på sæsonerne, så rummer de overordnet set hver deres handlingsramme, hvor man følger hovedpersonerne i en given krise. Kidnapning til Irland, turbulente forhold til et narkokartel eller hektiske bandekrige på gadeniveau er blot nogle få eksempler på, hvordan serien bevæger sig i forskellige retninger – alt sammen med motorcykelklubben som kernen til det hele. Udover disse forskellige, overordnede handlingsforløb for hver enkelt sæson, så er der hele tiden en djævelsk velsammenstrikket rød tråd gennem alle afsnit, som formår at binde alle elementerne sammen til et langt højere intensitetsniveau.
Karaktererne fortsætter nemlig sæsonerne med oplevelser i ’baggagen’, og skaberne af serien har gjort det yderst tydeligt, at personerne er blevet præget af de ting, som er hændt i den foregående sæson. På den måde kommer der en fremragende dynamik i handlingsforløbet, som dykker ned i de mindste detaljer og får det hele tiden virke utroligt dybdegående og ganske velkonstrueret. På den måde bliver serien et overflødighedshorn af forskellige vinkler på den hårfine balancegang på kanten til den kriminelle undergrund, og denne hektiske linedans bliver understreget gennem karakterernes bragende dygtige involvering i sagen. Serien er præget af et umådeligt fedt ensemble af bragende dygtige ’skurkeskuespillere’, som endelig har fundet deres rette kald. Mest af alt Ron Perlman, Kim Coates og Tommy Flanagan har fortjent denne succes, da de længe har været birolle-bundet i deres film, men endelig har de mulighed for at udfolde sig i deres bedste roller til dato. Deres udseende, attituder og desuden bragende dygtige skuespil giver et billede af en flok bikere, der har oplevet ting, som sætter dybe spor på sjælen, og de formår at portrættere en flok halv-ustabile personligheder, som blot ønsker at blive en del af mandefællesskabet.
Charlie Hunham er også utrolig dygtig og formår at integrere sin kølige attitude, som vi tidligere har set i filmen ’Hooligans’ i 2005. Instruktørens egen kone Katey Sagal er også yderst dygtig i sit portræt af den matriarkalske skikkelse – hun formår i hvert fald at overbevise tilskueren om, at vi skal hade hende! Resten af holdet er også fremragende og alle elementerne spiller bare perfekt ind i forsøget på at skabe et troværdigt grundlag. Serien er generelt bare et yderst realistisk og gennemført indblik i biker/rocker-miljøet – man kan tydeligt se, at instruktøren Kurt Sutter har lavet sine lektier og fået så virkelighedstro en vinkel på sagerne som muligt. Den er yderst kompleks i sit handlingssystem af forskellige bander, miljøer og intriger, og det er en sand fornøjelse at se.
Afslutningen på æraen i sæson 7 sidder lige i skabet, eller det kunne i hvert fald ikke have endt anderledes. Alt andet ville have været for søgt, for overdrevet, for godtroende eller blot for en hån mod resten af serien. De sidste sæsoner formår faktisk at hæve underholdningsniveauet gradvist og ganske fremragende. Normalt kan man godt føle, at serier trækker i langdrag, når de udvikler sig over så mange sæsoner, men det er det stik modsatte hos Sons of Anarchy – sæson 3 og 4 var en smule bundet i frigear, mens de tre efterfølgende sæsoner langsomt og fornemt fik bygget det nødvendige momentum op til en bragende slutning på epoken.
Selve boksen med alle sæsonerne fortjener særdeles meget ros, da den er gennemført hele vejen i gennem. Man får selve boksen ’skræddersyet’ til at være en replica af klubbens ikoniske mødebord med eget logo, og indeni finder man de forskellige sæsoner fornemt indpakket i små LP-lignende lommer med lækkert, grafisk tryk. Samlet set er denne afsluttende boks med Sons of Anarchy-æraen et fantastisk prik over i’et, som samler det fantastiske univers i én og samme boks med et lækkert visuelt design, der lige kan pryde enhver serieelskers hylde.
Pris og tilgængelighed
Release: 24-02-15 på DVD.
Se aktuel pris hos PriceRunner
Du linker til din salgsannonce på DBA.dk i stedet for til din tidligere anmeldelse.
Hej Martin,
Fejlen er rettet, tak for opmærksomheden!
Med venlig hilsen,
Noel Christensen
eReviews.dk