mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: She’s Funny That Way (Blu-ray)

Anmeldelse: She’s Funny That Way (Blu-ray)

1

Komediefilm er, ud over kærlighedsfilm, nok den genre på markedet, som spytter flest film ud hvert år – og det kan tydeligt ses på kvaliteten. Man smækker en hurtig film sammen, overser plottet og originaliteten og håber på, at en skare let imponerede biografgængere kan få sit fix gennem et par nemme og klichefyldte jokes. Som ekstra ’pynt’ på filmen, plejer disse produktioner også ofte at have en række store stjerner med i forløbet, så man lige kan få den fornemmelse, at produktionen er ret stor. Jeg har kigget nærmere på filmen She’s Funny That Way, som ved første øjekast opfylder alle disse uheldige krav.

Filmen følger den unge skuespillerinde Isabella (Imoogen Poots), som under et interview fortæller om sin utrolige historie i et retrospektivt lys. Vi følger hendes unge år, hvor hun startede ud med at være prostitueret, men pludselig møder den karismatiske Arnold (Owen Wilson), som hjælper hende på rette køl. Skæbnen ville dog have, at disse to skulle mødes igen, og inden længe er kaos brudt løs, når kærester, familier og intriger bliver indblandet i plottet.

Filmen har i de første ti minutters tid en lovende præmis, hvor man får introduceret nogle forskellige karakterer, der uden tvivl vil komme til at interagere skævt med hinanden på et senere tidspunkt. Desværre bliver deres ’endelige møde’ dog en meget fesen affære, hvor humoren langt fra er original og i stedet dvæler ved de sikre og klichéfyldte valg. Man kan tydeligt se, at den på visse punkter har potentiale til at overraske tilskueren og opbygge et velproportioneret univers af løgne, fortielse og humor. Selv med stjerner som Owen Wilson, Jennifer Aniston og Will Forte på banen, så virker skuespillet utroligt mekanisk og direkte uinteressant. Man får aldrig på noget tidspunkt et øjeblik, hvor man rigtig får latteren frem i kroppen, og må i stedet spises af med uskarpe jokes og kedelige intriger.

Skuespillerne virker utroligt lukkede og meget hæmmede i denne film, og det skyldes også et ret dårligt manuskript i filmen. Man kender godt til en skuespiller som for eksempel Owen Wilson – normalt er han fuld af energi og skarpe bemærkninger, men han er tydeligvis blevet påkrævet at skulle agere en bestemt rolle frem for at fremstå naturligt og originalt. På trods af at filmen tydeligvis skal bæres af skuespillet og de forskellige personers interaktioner med hinanden, så er der ikke taget nogen kærlig hånd om karakterportrættet. Det værste er nemlig, at man som tilskuer aldrig rigtig investerer sig selv i personerne. Man er reelt set ganske ligeglad med, hvordan hovedpersonen er nået til det punkt i livet, som hun er, og hvordan hendes og andres valg påvirker folk i filmens omkreds. Det er en kæmpeskam, da det får en film på blot 1 time og 30 minutter til at virke ufattelig langtrukken.

Der er i stedet sat fuld fokus på den klassiske kliché med farceteknik, hvor folks værste mareridt i parforholdet kommer frem til overfladen på den mest usandsynlige såvel som horrible måde. I visse punkter i filmen er denne historieteknik ganske underholdende, da komikken af og til stråler i gennem den træge udviklingsform. Dog er det også lidt et meget udvandet koncept, som stort set ikke kan omskrives på nogen måde, så det kommer til at virke originalt og nytænkende.

Samlet set er She’s Funny That Way noget af en skuffelse, men en forventelig skuffelse. Plottet lover allerede fra starten af en lidt klichepræget tilgang til handlingen, og det kræver en mesterlig manuskriptforfatter at kunne få projektet til at overraske og fungere i praksis. Skuespiller er mekanisk og ubetydeligt, og det er en skam i forhold til potentialet i sammenspillet med nogle ret solide komedieskuespillere. Overordnet set er filmen en let fordøjelig omgang klichésuppe, som blev glemt lige så hurtigt som den tydeligvis blev produceret.

Pris og tilgængelighed

Release: 08-10-15 på Blu-ray.

Se aktuel pris hos PriceRunner

She’s Funny That Way trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer