Siden filmselskabet Dreamworks Studios blev lanceret tilbage i 1994, har firmaet for alvor ydet konkurrence mod Disney og Pixars monopol på unikke animationsfilm. Selskabet stod også bag en masse forskellige film – alt fra Saving Private Ryan til Road Trip – men deres succes skyldes efterhånden udelukkende de meget opfindsomme animationskreationer, som udsprang af en lille underafdeling i det overordnede firma. Shrek, Kung Fu Panda og Megamind er blot få eksempler på deres kreative opfindelser, men en af deres største film kom tilbage i 2010 med How to Train Your Dragon. Nu hvor efterfølgeren baner sig gennem biografmørket for tiden, kigger vi nærmere på etteren.
Vi følger den unge vikingesøn Hiccup (Jay Baruchel), som forsøger at blive integreret i den barbariske hverdag. Men inderst inde har han et hjerte af guld og rummer desuden ikke den brutale fysik, som præger resten af befolkningen. Hiccup forsøger at blive en mand ved at fange en af de drager, som hærger deres hjemland, men i forsøget kommer han tæt på de fascinerende væsner, og finder du af, at de måske ikke er så farlige, som de har troet. Han danner et unikt venskab med den mystiske drage Toothless, og spørgsmålet er så, hvorvidt han finder vejen frem i livet.
Først og fremmest er dette en af de flotteste og mest velskabte animationsfilm, undertegnede længe har set! Figurerne og universet er så djævelsk detaljeret og dybdegående, at man med det samme forelsker sig i konceptet. Detaljerne er knivskarpe og der er ikke det mindste skæghår eller den mindste fregne, som sidder forkert på de meget elskværdige karakterer. Den som stjæler størstedelen af opmærksomheden er selvfølgelig den mørke drage, Toothless, som minder om en herlig lille kat på trods af sit skræmmende udseende og overdimensionerede størrelse. Den tager seeren med storm med sit elskværdige udseende, attitude og ikke mindst opførsel, og selv den mest hårdføre mands hjerte smelter ved synet af den. Filmen kan ikke gnubbe albuer med de helt store drenge såsom Toy Story eller The Lion King, men alligevel formår denne film at presse sig selv ind på en meget fornem placering i forhold til underholdningsniveauet.
Hele handlingen rummer en fantastisk morale omkring individets plads i samfundet blandet med en balancegang mellem frygt og viden omkring dyr, som er fremmed for os. Handlingen dykker dybt ned i nogle tematikker fra virkeligheden blandet med fiktion, og både børn og voksne føler sig mere end rigeligt underholdt af dette koncept. Børnene griner af de små, sjove inputs og dragernes ofte kluntede opførsel, mens den mere voksne seer kan værdsætte de vanvittigt velskabte animationer samt den dybe morale bag alle de små tegnestrøg. Dog vil jeg sige, at handlingen bevæger sig mere over mod den voksne seer, og det er forfriskende nyt at se en animationsfilm, som ikke føler sig nødsaget til at pakke alt ind i sukkersøde virkemidler. Børn skal også forberedes på livets barske sider, og denne film formår på det allerfornemste at levere et budskab for alle pengene.
Samlet set er How to Train Your Dragon en fantastisk film for børn og unge, som dykker ned i et fiktivt univers, der lægger sig op ad vores virkelighed gennem symbolske undertoner og en fandens til god morale. Derudover formår filmen at skabe nogle af de flotteste animationer, jeg længe har set, og generelt set er filmen bare en visuelt stimulerende rejse ind i det magiske rige, som mange animationsskabere har formået at skabe på det store lærred.
Bonus
Bonusområdet bugner af fede behind-the-scenes-optagelser, hvor man bl.a. også kan se filmen med et PIP-spor, hvor storyboard-detaljerne følger filmens handling scene for scene. Derudover er der en lille ekstra godte i form af en kortfilm, hvor heltene drager ud efter endnu en drage. Desuden finder man også en masse slettede scener, interviews og ikke mindst spil for de mindste. Alt i alt et overvældende godt stykke arbejde på bonusfronten.
Pris og tilgængelighed
Er ude på DVD og Blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Sådan træner du din drage
Sådan træner du din drage Trailer
[youtube id=”oKiYuIsPxYk” width=”600″ height=”350″]