Star Wars-franchisen er en række film, jeg lige siden barndommen har set på repeat. Der er så mange interessante lag, fortællinger og universer inden for de første tre film, og trods den dårlige medfart på den nye trilogi, som har mit førstehåndsindtryk som barn alligevel givet dem en plads i mit hjerte. Med den syvende films geniale optænding af en ny trilogi med uanet potentiale har det været interessant at kigge nærmere på den første reelle spin-off på franchisen – Rogue One.
Filmen tager udgangspunkt i tiden forinden hændelserne i A New Hope (1977), hvor planerne til Dødsstjernen skal stjæles fra Darth Vader. Filmen fokuserer på en lille gruppe oprørere til Imperiet, som forsøger at bevæge sig uanet ind bag fjendens linjer for at finde planerne til den nye kampstation og finde den nødvendige svaghed i strukturen.
Selve filmen er meget anderledes end andre Star Wars-film, og det er på sin vis både godt og skidt. Den bliver ikke bare en triviel gennemgang af de samme effekter, humoren og den fintpolerede tilgang til universet, men sørger i stedet for at byde på banen med et noget dystert og mørkt univers, hvori militærstrategi og oprørskhed byder sig på banen. Den har selvfølgelig stadig masser af humor – eksempelvis den nye droide K-2SO (Alan Tydyk) og en række stærke koblinger til det originale univers. På den anden side skal man lige vænne sig til universet, netop fordi det er så anderledes bygget op end forventet.
Gareth Edwards voluminøse tilgang til det store lærred, som man tidligere har set i Godzilla (2014), ses tydeligt i det ambitiøse udlæg af stærke CGI-karakterer og store, monstrøse robotter og rumskibe. Man kommer ind på handlingen fra en helt anden vinkel og kigger mere på en intim gruppe af oprørere frem det store billede, hvilket giver en ganske interessant brik i fortællingen om den stjernefylde galakse. Det er i for sig en brik vi kunne have været foruden, men selve oplevelsen af filmen giver alligevel en side af den originale trilogi, som byder ind med flere detaljer og en herlig opfølgning på, hvordan Leia i første omgang fik fat i tegningerne til Dødsstjernen.
Den opnår i mine øjne den vigtigste opgave, og det er at undgå blot at være et resultat af forsøg på pengeindtjening. Efter rettighederne røg til Disney er det selvfølgelig klart, at tingene ville blomstre op igen, men trods filmens spin-off-koncept virker den gennemtænkt, overbevisende og ikke mindst ikke blot en overfladisk historie. Visuelt er den rigtig stærk og sørger for ikke blot at vise de sløvt-svævende Star Destroyers, men byder også ind med nogle nye tiltag og mere originalitet til historien. Den går også ud i handlingen med et stærkt gåpåmod, som resulterer i nogle overraskende plottwists og en interessant slutning.
Samlet set er Den nye Star Wars-udvidelse ganske interessant og lovende for Disneys overtagelse af Stjernekrigs-rettighederne. Den er ikke lige så original, overvældende og storslået som de andre i rækken, og har heller ikke samme slagkraft og gnist som The Force Awakens (2015) på grund af den anderledes tilgang – det er derfor ikke den bedste Star Wars-film som sådan, men derimod en rigtig interessant film i sig selv. Den er underholdende, visuelt imponerende og giver både en nostalgisk nik med hatten til den originale film fra 1977 samtidig med at udvide universet med flere historier og nye effekter.
Pris og tilgængelighed
Release: 10-04-17 på Blu-ray.
- Køb Rogue One hos Gucca.dk
