Når de bærbare computere bliver for små til at arbejde med da tastaturet skal passe til skærmstørrelsen, eller når man blot skal bruge et ekstra tastatur til stuen og mediecenteret så skal man kigge efter noget der til tider kan erstatte skrivebordstastaturet derhjemme og her kommer Rapoo E9070 ind i billedet. Det er strømlinet, slankt, flot og trådløst, men fungerer det også?
Hvad er der i kassen?
Pakken til Rapoo E9070 er i gennemsigtig hård plast så man på forhånd kan se produktets design før man får det ud. En lækker detalje når man står i butikken og skal vælge sit nye tastatur, og der er i øvrigt ikke blevet plads til mere end tastaturet, et par batterier og USB-modtageren.
Design og funktionalitet
Det er ikke uden grund at Rapoo E9070 hedder Ultra-Slim, for hvis det ikke var fordi der skulle være plads til et par AAA-batterier i den del, der også agerer som fod, ville den være blot 5,8 mm tynd. Til trods for dette meget tynde design føles Rapoo E9070 ikke skrøbelig, hvilket er takket være det børstede rustfrie stål som udgør hele bagsiden på nær foden. Det både føles og ser meget lækkert ud, selvom det er en fedtfingremagnet. Der er to små gummifødder foran og så den store fod, hvori man også indsætter batterierne, der skal sørge for at holde Rapoo E9070 tastaturet på plads når man anvender det på et bord eller lignende. Når man har fået nok af at kigge på den lækre bagside (phun intended) finder man på toppen det vigtigste element, nemlig tasterne. Disse er sorte med lysegrå tryk og de er helt flade. Da vi nu har fået lanceret Windows 8 tastaturerne for noget tid siden og de første endda kom med det nye Windows logo på tasterne inden selve operativsystemet kom på markedet så overrasker det faktisk at Rapoo E9070 stadig har det gamle bølgede Windows logo på tasten.
Størrelsesmæssigt er Rapoo E9070 hverken for lille, som et medietastatur har en tendens til at være, eller stor nok til at være det primære tastatur på kontoret. Det er en mellemting, eller for at bruge et moderne udtryk, hybrid, som kan blive brugt til forskellige formål. Fordi tastaturet er så tyndt, slankt og har en lækker finish kan den sagtens finde plads i stuen til mediecenteret og endda gemmes væk under de fleste sofaer med blot den mindste smule luft under sig, eller man kan smide Rapoo E9070 i computertasken og benytte det som det primære tastatur når man er på farten, som erstatning til den bærbare eller tablet for med Rapoo får man et større tastatur end de fleste bærbare computere, samtidigt med at man har en numpad i siden, hvilket ligeledes ikke er at finde på alle bærbare, især hvis de er mindre end 15”.
Tasterne på Rapoo E9070 er som forventet med lav vandring og næsten ingen feedback, men vandringen er faktisk mere end man forventer og giver en relativt god skriveoplevelse. For de fleste vil den ikke kunne agere som det primære tastatur, men som en erstatning til når man er på farten eller blot anvender det i stuen til mediecenteret eller Smart TV’et. Tasterne føles ved første øjekast som værende en smule for tætte, men dette gør de op for med deres størrelse så man trods manglende luft imellem dem ikke føler at fingrene overlapper hinanden, hvilket ellers ofte kan være tilfældet med kompakte tastaturer som Rapoo E9070. Den nævnte vandring er i øvrigt stabil og hvis jeg lyder overrasket så er det fordi jeg er det, da jeg med dette tynde design havde forventet en løs oplevelse. Dette kan sagtens være på grund f stålrammen, som altså muligvis har mere end det lækre look som formål.
Rapoo E9070 er i øvrigt et trådløst plug and play tastatur, som virker til både Windows og Mac, men på sidstnævnte vil de fleste genvejs taster ikke virke. Batteriet, som muliggør den trådløse forbindelse, siges at have en levetid på 24 måneder i henhold til producenten og dette kan vi blot forholde os til og sige er ganske glimrende- Den trådløse forbindelse virker hovedsageligt ganske glimrende på kontoret eller i toget hvor man har computeren relativt tæt på. Vi stødte på mindre udfordringer med den trådløse forbindelse da vi skulle anvende Rapoo E9070 med en QNAP NAS server, som understøtter tastaturer og mus, men denne befandt sig indelukket i en reol og cirka 2,5 meter væk. Forbindelsen her virkede ikke altid, men det hjalp dog, hvis man enten bevægede tastaturet tættere eller i en sådan vinkel at sofabordet ikke var i vejen.
Konklusion
Skriveoplevelsen på Rapoo E9070 kan ikke siges at måle sig med et traditionelt stort tastatur, men den var faktisk overraskende god trods den lave vandring for størrelsen og tasternes udformning gør at man føler man har en behagelig skriveoplevelse. Størrelsen er for mit eget vedkommende og behov helt perfekt og den slanke profil gør at jeg nemt kan gemme Rapoo E9070 væk enten i tasken eller under sofaen når denne ikke skal bruges. Den trådløse forbindelse havde jeg en smule udfordringer med når senderen og tastaturet var splittet af vægge eller reoler og borde, hvilket kan skyldes et svagere trådløst signal der skal muliggøre den ellers imponerende batterilevetid på 24 måneder.
[checklist]
- Lækkert design
- Gode taster
- Robust
- God batteritid
[/checklist]
[badlist]
- Det trådløse signal
- Bagsiden “tiltrækker” fedtfingre
[/badlist]
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 349,-
Find forhandler og den bedste pris på Rapoo E9070