Franskmanden Pierre Boulle kom i 1963 for første gang på banen med konceptet om Abernes Planet i værket La Planète des Singes. Selve temaet omhandler mennesket mod naturen og hvordan mennesket selv på symbolsk set en dag vil blive sin egen undergang – i denne handling mennesket som underdanige slaver for en intelligent race af aber. Konceptet blev en kæmpesucces og har indtil nu udæsket intet mindre end otte film.
Det fede ved at se de gamle film i dag er, at man kan smågrine lidt over de gamle, klassiske effekter og den lidt komiske opbygning på filmene i datidens kultur. De står i stor kontrast til nutidige produktioner og derfor bliver boksen både en nostalgisk rejse tilbage til fortiden såvel som et dynamisk underholdningsapparat, hvor man kan se filmene i relief til hinanden. Jeg har forsøgt at sætte et par ord på hver enkelt film i denne herlige boks og du kan læse anmeldelserne af dem alle i det følgende afsnit!
Planet of The Apes (1968)
Den første film i franchisen er uden tvivl den bedste i de helt klassiske år. Charlton Heston portrætterer astronauten Taylor, som under en hjemrejse til jorden styrter ned på en mystisk planet. Originaliteten er i højsædet i denne film, da man kommer helt tæt på kernen af den unikke historie om abernes magt over mennesket. Filmen har virkelig fokuseret på æstetisk overlegenhed, da den bringer nogle spændende effekter, flotte landskabsbilleder og snedige klipninger på banen – teknikker som er virkelig fremme i skoene i forhold til, at filmen er fra slutningen af 60’erne.
Med nutidens øjne kan visse elementer af filmen godt virke en smule komiske. Abefigurerne er meget plastiske og kunstige i deres kostumer, og man kan tydeligt se, at det hele er en omgang make-up-effekter, som vi i dag ville finde aldeles grinagtige – men alligevel er det ganske fremragende i forhold til tidsalderen og det er egentlig bare med til at styrke charmen ved sådan en gammel klassiker. Charlton Heston spiller fornemt som minoriteten mod overmagten og filmen har leveret et utal af ikoniske og legendariske scener, som man altid vil huske filmen for.
Filmen har virkelig et spændende brug af kamera og visuelle effekter. Jeg havde bange anelser om, at jeg ville kede mig alt for meget, når man tænker på, hvordan film om Abernes Planet bliver skabt i dag – men jeg blev egentlig ret overrasket over, hvor god strukturen er og hvordan de meget old-school special-effects-tilføjelser fungerer i sammenspillet. Filmholdet har fundet en række locations, som er så øde, at de faktisk ser relativt fremmed ud. På lydsiden finder man en lækker dystopisk og non-diegetisk musik samt almindelig instrumentalmusik, som skaber en formidabel stemning i filmen. Samlet er dette absolut en klassiker, hvor både historien, handlingen, figurerne, effekterne og omgivelserne spiller sammen i en højere enhed.
Karakter: 4/5
Beneath the Planet of the Apes (1970)
Grundet etterens enorme succes kunne man godt regne ud, at konceptet ville blive videreudviklet i mange sequels. Ved synet af denne efterfølger virker det også til, at man på forhånd havde udtænkt, hvordan historien skulle udfolde i sig i denne film samt de kommende produktioner. Filmen starter, hvor etteren sluttede, og Taylor (Heston) forsvinder på mystisk vis under sin rejse mod mere viden om planeten. Pludselig styrter et nyt fly ned på planeten, som viser sig at være et redningsfartøj, der fulgte i samme spor som Taylor. Her kommer astronauten Brent (James Franciscus) i fokus. Nu skal han i gennem samme tumult som Taylor – finder han nogensinde Taylor eller en forklaring på det hele?
Her mærker vi desværre, at filmskaberne allerede har presset citronen alt for meget. Heston er blevet skiftet ud med en ny, muskuløs flødebolle og hele handlingen virker egentlig til at køre meget i samme spor. Derudover bliver konceptet kørt alt for langt ud med mystiske overudviklede mennesker. En ny kultur dukker op, hvor mennesker pludselig besidder evner til at manipulere andre mennesker med deres telepatiske evner – det virker i første omgang ganske overdrevent og åndssvagt, da skuespillerne virkelig er dårlige til at vise deres ’evner’ gennem det mekaniske skuespil. Dog har dette koncept en god morale med atomvåben og frygten for, at mennesket en dag vil ødelægge verden.
Filmen har desværre mistet noget af konceptets originalitet, da den koger suppe på samme historie og samme virkemidler – blot med nogle nye tiltag. De nye tiltag sørger for, at man stadigvæk holder sig interesseret til historien, da den formår at udbygge historien en smule. Selvom den minder om en gentagelse, har den en lidt mere fremskreden udvikling. Den virker relativt komisk op til flere gange, men formår dog at kreere en sjov kombination af virkelige steder og den fiktive fremtid. Samlet set er efterfølgeren spækket med endnu flere aber men mindre originalitet – massemængden af aber er blevet mindre professionelle i deres make-up og ofte kan man sagtens se, at det blot er en billig maske. Derfor mister konceptet lidt sin originalitet i denne efterfølger, men formår at belyse historien i et lidt større omfang.
Karakter: 3/5
Escape from the Planet of the Apes (1971)
I denne tredje film bevæger konceptet sig heldigvis i andre retninger end den foregående film. Historien fortsætter fra de to aber Zira og Cornelius’ synspunkt, da de har formået at flygte fra fremtiden og vende tilbage til en tid, hvor aberne endnu ikke har overtaget magten. Det giver et nyt lys på handlingen og man føler, at historien udvikler sig mere progressivt i stedet for at træde for meget vande i de samme handlinger. Dog er stilen stadigvæk slet ikke i nærheden af etteren, og har faktisk sat et lidt sortkomisk præg på historien. De to aber forsøger at blive assimileret til vores verden og det resulterer i en overvældende lang montage af sjove klip, underlige sammenligninger og sjove detaljer.
Man er på den ene side glade for, at der heldigvis bliver afprøvet lidt andre muligheder indenfor konceptet, men føler alligevel også at konceptet har taget en meget mærkværdig drejning. I første halvdel af filmen bliver der taget lidt mere pis på konceptet, hvilket leder hen i en masse kedelige spekulationer om tidsrejsemuligheder og tekniske detaljer – filmen bruger meget af tiden på at dele old-school-forklaringer ud til folket og handlingen bliver derfor en smule langtrukkent. Abernes møde med vores kultur og den grænseløse forskel er ganske underholdende og mediernes udstilling af en banebrydende nyhed såsom talende aber fungerer helt eminent.
Denne tredje film er meget mere filosofisk og fokuseret på grænserne af det etiske. Den udforsker historien bag menneskets undergang og oprindelsen til Abernes Planet, og derfor bliver filmen en slags ’fortælletime’, hvor man får bonusdetaljer og ukendte fakta om de foregående film. Der er derfor ikke særlig meget action, men mere bare baggrundshistorie og en fortælling om far-mor-børn hos aberne – de to talende aber har nemlig et afkom på vej, og først da dette kommer på banen, bliver handlingen en smule hektisk og spændende. Det sker dog først henimod slutningen og filmen bliver derfor en mærkværdig blanding af komik og seriøsitet. Dog efterlader den en lækker cliffhanger, samt formår at bygge en stemning op et par gange gennem en god klipning til de forgående film. Samlet set er denne tredje film et lækkert afbræk af toerens kedelige opbygning, men de nye veje i konceptet er dog meget mærkeligt skruet sammen. Den er frisk, nytænkende, mærkelig, sjov og kedelig på samme tid, men udlægger en spændende tematik, som den næste film tager op.
Karakter: 3 ud af 5
Conquest of the Planet of the Apes (1972)
På dette punkt begynder filmene at bevæge sig mod et langt mere voldeligt tema, hvor man følger den slavelignende tilstand, som alle chimpanser er blevet tvunget ind i. Hunde og katte er døde af en mystisk pest og derfor har mennesket brug for et nyt kæledyr – her kommer chimpansen på banen, men på grund af væsnets høje intelligens begynder mennesket at udnytte aben som slaver. Én abe er dog anderledes – hans navn er Caesar og er afkommet af Cornelius og Zira. Filmen følger hans forsøg på at holde sig skjult i mængden, men ved synet af grusomhederne mod hans egen art, kan han ikke længere tie. Filmen følger derved en form for revolution, hvor man samtidig får begrundelsen for, hvorfor aberne overhovedet valgte at gøre mennesket til slaver.
Endnu en gang er konceptet blevet udviklet mod nye horisonter, og det fungerer egentlig meget godt i denne film. Det mystiske samfund med abeslaver er meget troværdigt, men handlingen bevæger sig meget langsommeligt. Vi kan godt regne ud, hvad der vil ske, men der kommer først action og spænding på menuen henimod slutningen. Filmen har også kastet sig over et vanvittigt indviklet tidsrejseplot, hvor fremtidens aber er dem, som i sidste ende rejser tilbage og starter revolutionen – hvis dit hoved snurrer nu, så er det forståeligt. Det bliver nemlig kun antydet bevidst eller ubevidst, og filmen glemmer at forklare sig ud af det. Aben Caesar er dog en herlig skikkelse, som bringer identitet og følsomhed ind i denne slavelignende forestilling. Man kan sætte sig i hans sted, og man kan forstå hans tvivl om, hvorvidt man nogensinde kan stole på mennesket igen.
Dog er der mange små, mærkelige og uforklarlige øjeblikke i filmen – f.eks. hvordan formår Caesar at kommunikere med de andre aber, som ikke kan tale? Filmen fokuserer udelukkende på revolutionstanken og at please afskyen for slaveforestillinger og derfor glemmer den lidt at få det hele til at hænge sammen. Det fedeste i filmen er uden tvivl slutningen, hvor man får en lækker tale og for alvor oplever, hvordan aberne så småt har fået magten over mennesket. Det hele sker dog over overraskende kort tid og man tænker lidt, at evolutionen måske skulle have haft brugt lidt mere tid på at udvikle aberne så intelligente. Men den lægger sig fornemt op ad sin forgænger og formår at udforske lidt flere grene af universet – dog i en lidt pærevælling af identitetskrise, revolution og slavementalitet.
Karakter: 3/5
Battle of the Planet of the Apes
Denne femte og sidste film i den klassiske filmserie er desværre også den dårligste. Vi bygger videre på historien fra den foregående film, hvor venligtsindede aber og mennesker efter årelange krige har slået sig ned i udkanten af skoven. Dog varer denne fred ikke evigt, da de barbariske gorillaer vil dræbe menneskene – samtidig med at en ny trussel muligvis ulmer i de fjerne egne af det land, som førhen var menneskets verden. Selve filmen virker som endnu en brik i fortællingen, hvor vi er vidne til begyndelsen på en religion. Historien er dog langt fra så interessant, som den kunne have været. Selve filmen varer under 1 time og 26 minutter, og alligevel bruger den for lang tid på at vise klip fra de andre film som en form for appetitvækker.
Selve handlingen fokuserer på en tematik om, at man forsøger at finde en balance for mennesker og aber. Det bliver bare aldrig rigtig til andet end en masse kedelige situationer og åbenlyse udviklinger – når filmen har valgt at bruge ’Battle’ i titlen, så havde man også forventet noget mere action og lidt mere fokus på manden mod aben. Det er der nærmest ingenting af og hele filmen er mest af alt en bunke kedelige dialoger og åndssvage scenarier – alle ting bliver udpenslet til døde og dialogerne er direkte tåkrummende. Desværre rummer filmen heller ikke længere særligt flotte landskabsbilleder, men derimod er abebestanden og deres udseende blevet lidt mere ensformigt og professionelt over hele linjen.
Desværre er filmen præget af ufatteligt dårligt skuespil, og filmen ved ikke rigtig, hvor den vil hen med projektet. Den trækker tråde til toerens kedelige del med radioaktive mennesker, men formår slet ikke at viderebygge konceptet særlig meget. Man havde håbet på et kapitel, som bandt denne film sammen med etteren og derved skabte en ring om dem alle – men i stedet får man en middelmådig produktion, som nærmest ikke byder ind med noget nyt. Vi bliver dog introduceret til aben, som senere kommer til at nedskrive alle religionens love, men det er langt fra nok til at trække filmen op i de højere luftlag. Hele handlingen fokuserer på en splid i rankerne og bygger derfor op til en endelig kulmination mellem aber, mennesker og gorillaerne – men det ender i en kortvarig og utrolig kedelig klimakskamp som er kulminationen af en masse kliche-misforståelser. Det er kun de sidste 20 minutter, som er en smule underholdende gennem en heftif krig med meget sparsomme midler og en masse opfindsomme materialer. Samlet set er denne produktion meget middelmådig og byder ikke ind med ligeså meget opfindsomhed og gåpåmod som resten. Efter denne sidste film i den klassiske rækker bevæger vi os videre på i nyere tid.
Karakter: 2,5/5
Planet of the Apes (2001)
Næsten 30 år efter den sidste film i den originale franchise kom Tim Burton på banen med en remake, som skulle vække succesen til live på det moderne filmmedie. Handlingen er løst baseret på den originale historie, og følger astronauten Leo (Mark Wahlberg), som arbejder med aber, der er blevet trænet til at arbejde på en rumstation. Da hans favorit-abe Pericles forsvinder i sin rumkapsel under en mystisk storm, drager Leo efter ham og lander på en underlig planet. Her er mennesket underkastet intelligente aber og Leo må for alvor kæmpe for at redde sin art og sig selv. Med denne film troede man virkelig, at konceptet ville blive en succes og for alvor ændrer på småfejlene i de gamle film – men det blev desværre ikke aktuelt.
Historien byder ind med nogle nye tanker om det originale koncept, men sejler rundt i en forvirrende og kedelig omgang futuristiske klichéer. Den kan slet ikke måle sig med den originale film fra 1968 og selve handlingen har mange uforklarlige øjeblikke – ikke mindst den mærkværdige slutning, som ikke giver nogen mening. Desuden er selve handlingen meget langt fra historien og forsøger at skabe noget nyt og unikt – det fungerer bare ikke, da Burton har koblet de klassiske effekter med en nytænkende historie på en meget usammenhængende og kedelig måde. Selvom effekterne og make-up-delen blev rost af mange, så ser jeg stadigvæk en amatøragtig instans i opbygningen – tiden er længere passende til den slags effekter og det hele virker yderst komisk og gammeldags. Figurerne er meget monotone og stereotype i deres historie og Wahlberg er også desværre lidt en fejlsatsning til hovedrollen.
Hele filmen er decideret old-school og formår nærmere at være et forsøg på at blænde os med den visuelle side, så vi måske glemmer, at den ikke byder ind med noget nyt eller lægger sig op ad de klassiske film. Jeg må jo erkende, at filmen er rigtig flot lavet – scenografien er formidabel og omgivelserne virker meget dystopiske, men Burtons teatralske opsætning passer overraskende nok slet ikke til konceptet. Det holder bare ikke vand. Dette er absolut en af de største skuffelser i franchisen, da man havde sat næsen op efter en finpudset fortælling om abernes planet – i stedet får man en forkvaklet fortælling med gammeldags effekter og en kedelig handling. Denne skuffelse baner vejen for endnu en remake i næste film, hvor konceptet for alvor bliver forandret, forbedret og finpudset.
Karakter: 2,5/5
Rise of the Planet of the Apes (2011)
Efter den fænomenale skuffelse i 2001 havde man ikke rigtig turdet sætte næsen op efter denne moderne remake. Men ved synet af opsætningen af CGI-effekter og handlingens teknologiske overlegenhed kom man hurtigt på andre tanker – figuren Caesar er blevet tilbagebragt på lærredet i ny form og vi får oprindelseshistoriens om abernes revolution langsomt udviklet som resultat af uheldige testforsøg af Alzheimers-medicin. Filmen blæser henover skærmen med det gåpåmod, vi har ventet på siden den allerførste film! Hele historien er integreret i vores moderne filmtid og med et vanvittigt velskrevet plot og nogle gode referencer til den originale historie, bliver dette absolut den bedste film i franchisen siden 1968.
’Endelig’ er det rette ord at bruge i denne anmeldelse, da skaberne endelig har udskiftet de komiske abestatister, som ikke har underholdt siden slutningen af 60’erne. Nu er computereffekterne blevet en del af fortællingen og de meget intelligente og udviklede aber bliver for alvor portrætteret med finesse – Kongen af CGI-karakterer, Andy Serkis, portrætterer abehovedrollen og aldrig før havde man set så realistiske effekter. Filmen varslede bestemt en ny tid for filmmediet, hvor man for alvor kunne afhænge af computereffekterne og integrere dem med virkelighedens optagelser. Originaliteten i plottet er sprudlende og handlingen udvikler sig med et hæsblæst tempo og med gode, subtile referencer til det originale handlingskoncept. Historien bliver meget mere nede-på-jorden og man sætter pris på den realistiske fortælling blandet med de overnaturlige elementer.
Handlingen er så djævelsk intelligent, at filmen virkelig er et soleklart eksempel på, hvordan man remaker et koncept og fornyer elementerne fra en klassisk tid i Hollywood. Den har været lang tid undervejs, men ved synet af denne kreation bliver man klar over, at konceptet aldrig ville have nået sit unikke særpræg siden etteren, så længe effektmulighederne ikke var på markedet. Alle tingene spiller bare sammen i filmen og man får nogle yderst realistiske billeder af forskellige aber – man kan tydeligt se, at skaberne har brugt tid på at studere abers bevægelsesmønstre og handlinger, da man virkelig får et realistisk portræt af overgangen fra simpel abe til et individ. Samlet set er denne film en vaskeægte pioner indenfor franchisen og formår for alvor at sprøjte succes ind i konceptet igen. Hele konceptet kulminerer i den næste film, hvor man – tro det eller ej – faktisk bliver dobbelt så imponeret!
Karakter: 4,5/5
Dawn of the Planet of the Apes (2014)
Denne titel er tidligere anmeldt, klik her for at læse anmeldelsen.
Karakter: 4,5/5
Samlet konklusion
Samlet set er denne boks et must-have i samlingen, da den rummer alle kreationer i franchisen fra 1968-2014. Der er film for enhver smag og det er utroligt underholdende at følge udviklingen i filmhistorien, og hvordan franchisen har oplevet et utal af op- og nedture i løbet af sin tilstedeværelse på filmmarkedet. Desuden giver de gamle film et mere omfattende baggrundsindblik i historien bag de nyere film og man kan efter at have set alle film tydeligt bemærke en række solide referencer samt et større forhold til konceptet i de nyere produktioner. Den passer perfekt ind i enhver filmelskers samling og rummer en af tidens meget omtalte franchises i fuld vigør!
Pris og tilgængelighed
Release: 27-11-14 på DVD og blu-ray.
