Philips er den af de producenter der har det bredeste sortiment indenfor ”tilbehør” og mus er bare et af de områder hvor de i øjeblikket lancerer nye produkter.
Philips Bluetooth Mus SPM9800 er en trådløs mus baseret på bluetooth teknologien, altså en mus der nok primært er beregnet som supplement til den bærbare PC, for nem og hurtig tilslutning.
Hvad er der i kassen?
Philips Bluetooth Mus SPM9800 leveres i en pæn lille blisteræske, men indeholder ikke andet end musen og en lille pose der kan bruges til opbevaring, eksempelvis hvis du har den liggende i en taske.
Design
Jeg tror designerne har skævet en del til vores venner hos Apple da de designede Philips Bluetooth Mus SPM9800, der er i hvert fald en del træk der lign er dem fra Apple’s standard mus.
Philips Bluetooth Mus SPM9800 er designet således at det ser ud som om der kun er én knap, men det er i virkeligheden én stor knap, som kan bruges til både højre og venstre museknap. Det er i sig selv noget man lige skal vænne sig til, og jeg havde nok personligt foretrukket 2 adskilte knapper.
Selve formen på Philips Bluetooth Mus SPM9800 er ret traditionel, men der er en del ting der adskiller den fra mængden. Bl.a. er der en lille knap i midten som fungerer som ”touchpad” eller trackpoint, hvis man ikke ønsker at bevæge musen for at flytte cursoren. På den måde kan du betjene Philips Bluetooth Mus SPM9800 ”håndholdt” og altså uden et underlag – det kunne være til præsentationer eller lignende.
Philips Bluetooth Mus SPM9800 gemmer på andre hemmeligheder, i bunden er der først og fremmest en knap der skifter mellem off, 360 og alm. Brug. 360 er føromtalte ”trackpoint” der aktiveres, og den alm. Musefunktion sættes ud af funktion.
Derudover så er der endnu en knap/lås i bunden, og denne åbner musen, hvor et USB kabel kommer til syne. Dette bruges til opladning af det indbyggede batteri, og kan derfor ikke erstatte bluetooth forbindelsen, som er en nødvendighed. Det er dog værd at bemærke at musen sagtens kan benyttes mens den lades op.
Funktionalitet
Da Philips Bluetooth Mus SPM9800 benytter Bluetooth teknologi, kræver den først og fremmest at der er en bluetooth forbindelse tilgængelig, enten indbygget i computeren eller via en USB adapter. Dette sætter i sig selv nogle begrænsninger, men omvendt kan du, såfremt der er bluetooth indbygget i computeren, slippe for at bruge en USB port på den dongle der normalvis skal bruges.
Installationen er hurtigt overstået, du beder computeren søge efter enheder, og trykker på connect under musen, enhederne parres og er klar til brug. Nu vil musen være klar sammen med den pågældende computer, hver gang musen er tændt, og bluetooth aktiveret på computeren.
Som jeg tidligere nævnte, så er jeg ikke fan af den knap der betjener både højre og venstre musetast, jeg synes det er træls at en så stor knap skal trykkes ned hver gang, og det gør at den reagere mindre præcist.
Selve hastigehden og præcisionen er der dog intet at udsætte på, uanset om man benytter den som alm. Mus, eller som ”håndholdt” mus via trackpointen.
Konklusion
Philips Bluetooth Mus SPM9800 er en mus jeg sagtens kunne have liggende I min taske sammen med den bærbare computer når man er på farten. Det er super smart at der er indbygget batteri, som oplades via USB – således at man aldrig oplever ikke at kunne benytte musen grundet tomme batterier. Designet er nutidigt og ”apple-like” som er oppe i tiden, dog synes jeg den ene store musetast ødelægger den samlede oplevelse lidt, jeg havde klart foretrukket en højre og venstre tast.
Når det så er sagt er Philips Bluetooth Mus SPM9800 et ganske fint produkt, men til prisen på omkring 500,- er der altså virkelig mange alternativer som jeg hellere ville vælge.
+
Design
Indbygget genopladeligt batteri
–
Kun én musetast
Karakter
60 %
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: ?
Set til 499,-
Find den bedste pris på Philips Bluetooth Mus SPM9800
Anmeldt af
Noel Christensen
Udlånt af
Philips