Mark Wahlberg og Dwayne ’The Rock’ Johnson brugte flere år på at bygge nok muskelmasse op til at leve op til imaget som enorme bodybuildere i Michael Bays seneste kreation, Pain & Gain. Deres benhårde arbejde har virkelig båret frugt og filmen er blevet en mulighed for at vise resultatet af deres blod, sved og tårer!
Vi følger fitness-freaken Daniel Lugo(Mark Wahlberg), som forsøger at blive større ogbedre i alle aspekter af livet. Han har opnået drømmekroppen, men ville ønske, at han svømmede rundt i dollarsedler og lækre babes. Han forsøger at leve op til den amerikanske drøm, og da han en dag bliver instruktør for en svinerig forretningsmand, beslutter han sig for at lave en penge-kidnapning af ham. Sammen med Paul (The Rock) og Adrian (Anthony Mackie) gør de alvor af planen, men det hele ender i kaos, da deres ellers nøje planlagte mission bliver kompliceret på grund af stoffer, storhedsvanvid og en fandens masse proteinpulver.
Pain & Gain er tæt på at være den ultimative drengerøvsfilm, bortset fra at instruktøren Michael Bay udstiller denne trio af douchebags med et selvironisk glimt i øjet. Filmen er både en drengerøvsfilm, men vender også blikket på deres idiotiske attituder såvel som latterlige livsdrømme. Handlingen er en kombination af store bøffer, flotte babes, dyre biler og masser af action. Wahlberg er The Rock er perfekte til rollen som de omvandrende kødklumper med storhedsvanvid, og de formår virkelig at leve sig ind i deres roller. Wahlberg har altid haft en bad-ass attitude i sin andre film, og her giver han det hele et ekstra pift ved at fremstå yderst usympatisk og sindssyg. The Rock overraskede virkelig med sit skuespil, da man ofte forbinder ham med lidt mere monotone actionfilm, men i denne produktion leverer han en formidabel præstation. Hans overgang fra et troende menneske til et coke-besat monster virker utroligt realistisk og så er man ved at falde bag over stolen ved synet af hans sindssyge muskler.
Plottet er baseret på virkelige hændelser, hvilket virkelig giver en god grobund for underholdningsmuligheder. Konceptet er bare trukket lidt i langedrag, da handlingen varer hele 2 timer og 9 minutter. Meningsløse actionfilm har ofte en spilletid på ca. halvanden timer, og denne ekstra halve time gør filmen en smule langtrukkent og kedelig. Humoren er derimod helt i top, da personerne forsøger at opleve den amerikanske drøm, men i stedet får lorten kastet lige tilbage i hovedet. Filmen skal have stor ros for sine uventede plottwists, som virkelig udstråler et gennemtænkt plot. Når det så er sagt, så har filmen mange åndssvage elementer, som uden tvivl er ment som brikkerne til den ultimative drengerøvsfilm. Det virker bare ikke helt efter hensigten – skuespillerne passer, omgivelserne passer men udførslen formår ikke rigtig at binde disse elementer sammen til et snedigt plot. Visse scener i filmen efterlader seeren i et dilemma – skal man grine eller tage det alvorligt?
Det er tydeligt at se, at det er instruktøren bag Transformers-trilogien, som står bag dette værk, da alle elementerne bliver fremstillet så svulstige og overdrevne. Filmen har en lidt kedelig start, hvor fortællemetoden skifter mellem de forskellige karakterer – denne skiftende fortælleinstans er lidt irriterende i længden, da man hele tiden skal forholde sig til nye ting fra forskellige synsvinkler. Den indhenter dog underholdningsniveauet halvvejs i filmen, hvor tingene begynder at spidse til for vores uheldige antihelte. Filmen er optaget i nogle rigtigt flotte vinkler og omgivelser, og på den visuelle side fungerer filmen helt i gennem fantastisk. Man har lidt en ambivalent følelse af både gode og dårlige associationer, når man ser filmen – på den ene side er den intetsigende og langtrukket, men på den anden side rummer den alligevel den rette cocktail af testosteron, drengerøvshumor og heftig action.
Bonusmateriale
På bonusområdet finder man bl.a. en dokumentar, som går i dybden med, hvordan den virkelige historie faktisk passer meget overens med selve filmen. Derudover kommer man med på location, hvor man kan se nogle af de steder, hvor filmen er blevet optaget. Desuden kan man også se en række småklips, som går i dybden med selve tilblivelsen af filmen. Samlet set en ret underholdende omgang bonusmateriale.
Konklusion
Samlet set er Pain & Gain en middelmådig film, som giver et indblik i Wahlberg og The Rock i deres livs form. Actiondelen og komikken fungerer eminent, men brikkerne spiller ikke rigtig sammen i det overordnede billede – filmen vinder uden tvivl titlen for årets bedste tømmermændsfilm!
Pris og tilgængelighed
Release: 16-01-14 på DVD og Blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Pain & Gain
Pain & Gain trailer
[youtube id=”SEQ8jyvmYtw” width=”600″ height=”350″]