Christian Bale, Woody Harrelson og Casey Affleck er på hver deres måde nogle af tidens dygtige skuespillere, da de formår at dykke dybt ned i fundamentet af en karakters følelser og attitude og levere det til seeren med så overbevisende og fantastisk realistiske evner. De skuespillere, som jeg foretrækker, er netop dem, som formår at levere den vigtigste ingrediens – en kompleks karakter. I denne film finder vi alle disse tre skuespillere og der er derfor for alvor lagt i ovnen til en fantastisk oplevelse på den skuespilmæssige front.
Vi følger brødrene Rodney (Casey Affleck) og Russell (Christian Bale), som forsøger at få en hverdag kørende i deres lidt depressionsramte del af Amerika, hvor den økonomiske krise efter industrielle ændringer hærger. Rodney er soldat og forsøger at kapere sine følelser fra krigen, og ser sit snit til at udleve sin vrede samtidig med, at han skraber penge sammen ved at melde sig til slåskampe i undergrunden. En dag går han for vidt og involvere sig med en flok psykopatiske bonderøve ledt af Harlan (Woody Harrelson). Da Rodney på mystisk vis forsvinder, må Russell bevæge sig ud på jagt efter sin lillebror – samtidig med at han balancerer med en tidligere dom for sprutkørsel og har mistet kvinden i sit liv. Kommer deres hverdag nogensinde på benene igen?
Man bliver virkelig forkælet med en række utroligt fede karakterer i gennem hele filmen, og konceptet syder af en verden, hvor lov og orden ikke længere kan holde styr på samfundet. Det er måske ikke helt sydstaterne eller trailer-trash-folket, som filmen portrætterer, men den giver et indblik i en verden, hvor teknologien og den moderne udvikling for længst har overhalet alt og alle. De tilbageværende individer må slide og slæbe i den samme trommerum for at klare dagen. Casey Affleck er fænomenal som den vrede urostifter, som får udløb for sin vrede i sin værnepligt, men mangler remedier til at komme ud med den derhjemme. Christian Bale derimod er den lidt mere fornuftige storebror, som har samme følelser som lillebroren, men alligevel har formået at få et nogenlunde stabilt liv på benene. Deres sammenspil er helt fantastisk, da man tydeligt kan se kærligheden i mellem dem, men alligevel lever de i to forskellige verdener, som adskiller dem fra at interagere på samme niveau.
Woody Harrelson har også fundet sit kald i meget mørke, lavmælte roller som man bl.a. også så ham i True Detective fra HBO. I denne film er han så bare til den mere modbydelige psykopatattitude, men han spiller den fremragende og kommer virkelig ud til seeren som en stjernepsykopat. Hele filmens æstetik er præget af en lækker, mørk scenografi, som får det hele til at virke både realistisk men også surrealistisk. Hændelserne lægger tæt op af ting, som kunne ske i virkeligheden, men alligevel foregår det i en del af verden, som virker utroligt anderledes og nærmest overnaturlig. Filmen har måske en tendens til at forsøge, at være mere, end den er – bl.a. har den en masse bolde i luften på én gang, og det er også fascinerende at se. Det bliver bare en smule forjaget til tider, da man ikke rigtig når at komme i dybden med alle aspekter på forholdsvis kort tid. men det er så også en af de positive sider af filmen, da den er meget alsidig og kommer tæt på mange aspekter af livets op- og nedture.
Samlet set er Out of the Furnace en actionfilm lige efter min smag – den har en mørk atmosfære, karaktererne er det vigtigste brikker og man kommer tæt på en verden, som virker skræmmende og surrealistisk. Præstationerne er i topform og handlingen eskalerer med et fantastisk tempo, som i sidste ende gør det til en sand fornøjelse.
Pris og tilgængelighed
Release: 21-08-14 på DVD og Blu-ray.
Find forhandler og den bedste pris på Out of the Furnace
Out of the Furnace Trailer
[youtube id=”Gw0qH34cbRE” width=”600″ height=”350″]